Spejlet hang knust i sin ramme. Hendes spejlbillede, facetteret og trangen til at skære sig på stykkerne, uovervindelig. Derfor, hun lagde den ene arm på spejlet, der lå i hendes skød og førte armen henover det skårede glas. En dejlig varme bredte sig i armen i takt med, at blodet flød. Det ærgrede hende dog, at blodet, der rendte henad overfladen, skulle ødelægge illusionen om den mange-spaltede person, som hun der fremtrådte som.
   Han var ved at gå hende på nerverne, - 'skal jeg sænke bilen mere', skal der 2 udstødninger på', 'ville det lyde federe?'. Om en bil blev pimpet, det kunne ikke rage hende mindre.
   Hvor blev han af. Han skulle jo kun have været nede efter pommesfrites og fiskefiletter. Hun kunne ringe til ham. Men da hun ringede op, var det lyden af et tågehorn, der afslørede, at han havde glemt sin telefon. Irriteret gik hun hen og lagde på. Og blev bagefter stående med telefonen i hånden, mærkede lidt på den, dens vægt, lod fingrene glide nedover coveret, Hun lagde tænksomt hovedet på skrå. Skulle hun...? I hendes verden læste man ikke hinandens beskeder, man gik ikke i hinandens telefoner. Problemet var at hun havde fornemmelsen, af, at han gjorde det: havde tjekket hendes mobil. Så var det ikke i orden at liiiige kigge? Eftersom den lige havde ringet, var den låst op. Hun mente nok at kunne hans kode, men det gik uden...
   'skal vi ses i aften?'skrev en Anette. 'ja, jeg kommer om lidt', svarede han, kunne hun se i smsérne- det var skrevet for 3 kvarter siden. Hun blev stående stille, hendes hænder rystede svagt. Og lidt efter måtte hun sætte sig ned på en stol. Det var som forsvandt al blodet fra hendes hoved. Hovedet mellem knæene, og hun kunne sætte sig op lidt efter.
   Længe sad hun og ventede. Han kom 2 timer efter han var kørt. 'jeg skulle lede efter min telefon, så det tog lige længere tid, end jeg havde troet. Hans læber strejfede hendes kind. 'jeg er mega træt, så jeg går op og lægger mig, så kan vi så ikke varme maden og spise senere'. 'jo jo', svarede hun.
   Da hun kunne høre hans åndedræt var tungt, gik hun ud og åbnede døren udtil. Trådte ud, hentede nogen sager inde i værkstedet. Da hun var færdig, nikkede hun tilfreds og gik ind for selv at ringe.
   Næste morgen, da han vågnede, lå der en seddel. 'tak for alt, og så igen ikke!!'. Da han kiggede ud på sin bil, kunne han se, at den var overmalet med sorte spraymaling. Et virvar af streger, rundt op og ned. Zigzag. Dækkene var flænsede. Han løb ud til den. Da han kiggede ind i den, kunne han se, at sæderne, hans flotte lædersæder, var skåret op. Han kunne se på vinduerne, at de havde været forsøgt smadret, hvorfor det ikke var lykkedes, vidste han ikke.
   Han sank ned så på sedlen i sin hånd...