Lav, uspoleret morgensol spiller i den mørke del af kattens pels. Resten af den er rødmeleret med lidt hvidt ned på brystet.
   Den har dens øjne fæstnet på en bevægelse forude. En lille gråspurv pikker lystigt og forventningsfuldt i jorden foran den. Forventningsfuld over at kunne få dagens morgenmåltid. Men katten har andre planer for den. Gråspurven aner ikke uråd for, hvad der næst kan ske. Katten er over den, uden den når at tænke flere små tanker. Et par gode mundfulde er der i den. Katten er godt tilfreds med sig selv. Nu kan den slappe resten af dagen - hvis dens instinkter lader den det.
   Lidt efter ligger den veltilpas i vindueskarmen i dens hus. Menneske-moderen pusler i køkkenet. Som hun så ofte gør. Intet nyt eller alarmerende i det. Katten vasker sig lidt på pelsen. Smuk er den, synes den i hvert fald selv. Hvad den kan forstå på sin mor, er hun enig med den. Det kan den høre på de lyde, hun udstøder, når hun kæler med den. Rare, behagelige lyde er det. Katten er klar over, at hun beundrer den. Men kan hun andet, det føler katten ikke; den har fortjent det. Ikke for noget, den gør, men fordi den er til. Derfor har den fortjent det.
   Menneske-faderen kommer hjem, efter katten har taget sig en lur. Hvor længe er det gået? Det ved katten ikke, men som solen står, er det ved den tid, han altid kommer hjem. Underlige, høje unormale lyde kommer nu fra køkkenet. Hvad kan det være? Sådan plejer dagen ikke at forløbe. Katten bliver irriteret. Tingene skal foregå, som de altid gør. Det er kun rimeligt. Vanerne skal der ikke laves om på. Den vil ikke have det. Tankestrømmene den sender mod dem og deres hævede stemmer hjælper åbenbart ikke, for det synes at blive ved og ved. Så bliver der stille. Har katten fået dens vilje? Den lytter. Det er ikke en behagelig, rolig stemning. Den er derimod trykket of tyk af had og modvilje. Katten sætter sig på køkkengulvet og betragter moderen. Hun står ved vasken og siger lyde. Der kommer vand ud af hendes øjne. Det har katten set før, den forstår det ikke, men den kan nu forstå, at hun ikke er spor glad. Hendes skuldre ryster. Den går hen, gnider sig mod hendes ben. Det plejer at få hende til at bøje sig og kæle lækkert med den. Så får den kløen bag ørerne og strøg over pelsen. Det er dejligt og det får den til at huske den første mor, den havde. Hende, fra hvem den kunne få mælk, og som ikke strøg den over pelsen, men som slikkede den og vaskede den. Det var endnu dejligere, men det var længe siden, den ligger dybt tilbage i minderne. Moderen her kan gøre det ud for den første mor.
   Denne gang vender hun sig ikke om. Katten er forvirret, den sætter sig ned på køkkengulvet. Moderens skuldre ryster ikke mere. Men hun står stadig med front mod vasken. Med et sæt vender hun sig om, stormer ud af rummet. Men det er tæt på spisetid. Katten er sulten, hun skal da give den mad...
   Timerne går. Der lyder lyde fra rummet, hvor menneskerne sover. Hvislende lyde. Bump. Kattens tarme skriger. Jeg vil have mad, tænker den.
   Men ingen kommer for at fodre den. Det er ved at blive mørkt. Moderen stormede ud af huset. Bilen blev startet og forsvandt. Faderen er stadig i det rum, hvor han af og til går ind. Der kan han spendere timer, mens moderen sysler med garn, der er så sjovt at jagte. Det griner hun af og til af og leger så dejligt med den. På det seneste er hun dog blevet irriteret over det og har bare hevet garnet væk fra den. Nu er der stille. Mor er væk. Væk som den første mor. Der er intet, der tyder på, at maden bliver sat frem den aften. Katten overvejer, og så går den ud af kattelemmen. Kan menneskene ikke give den mad, så kan den da selv. En lille mus pusler stille i krattet. Den ved ikke, at om lidt er dens skæbne afgjort. Katten sætter af, og springer...