Stilheden er larmende. Natten banker på ude foran det lille vindue, jeg har i mit kammer. Nattens mørke siver ind i min krop og mine sanser dynges til. Under mig kan jeg føle den tynde madras. Jeg er heldig at have en. Ved siden af mig, en skygge. Den læner sig ind over mig og slikker mig opad armene. Skrækslagent forsøger jeg at læne mig til den anden side, men et eller andet holder mig fast. Længere og længere ind i mit indre forsøger mørket sig at trænge. Det suger dagens solskin og erindring om fuglesang ud af mig og tomheden truer med at fylde alt. Bom, bom, bom. Jeg undrer mig over den klagende trommen, og bliver pludselig klar over, at det er min puls; der er det eneste, jeg kan høre. Alt anden lyd er forstummet. Tungen af mørke læner sig ind over mig. Med ét mærker jeg, at jeg har mistet evnen til at bevæge mig. Bundet til min oprejstsiddende stilling er jeg fastfrosset i bevægelse og tid. Kommer tungeskyggen af mørke udefra eller kommer den indefra mig selv og siver ud i værelset? Jeg har mistet evnen til at skelne mig selv fra omverdenen. Bagved kan jeg fornemme, at væggen er nøgen og skiddenbrun. Eller er den farveløs grå? Ej heller farver er jeg sikker på mere... min krop; hvor gammel er jeg? Er jeg purung og kun en pige på vej mod at tage springet ud i kvindeheden? Eller er jeg i mine middelår? Eller er jeg en kvinde, der har det meste af sit liv bag sig? Aldersfølelsen har jeg mistet sammen med de andre sanser, der er visnet. Bom, bom, bom. Det minder om trolddom. Er jeg forhekset til at sidde i denne stilling og bare sanse, at alle sanser er forsvundet?
Men ét mærker jeg da: kulden siver op gennem gulvet og op i mine bare fødder, hvis alder jeg sammen med det andet, heller ikke kender.
Et forsøg på bevægelse mislykkedes. Men jeg må forsøge igen. Så jeg strammer forsøgsvis musklerne i armene. Remme? Hænderne kan jeg bevæge en anelse. Med bevægelsen vender synssansen så småt tilbage. Her er ikke farveløst. Her er lyset skarpt. Vinduerne er ikke små, de er store og sidder oppe under loftet. Der er ikke en lille pære i loftet, som jeg havde troet. Der er lysstofrør. De er slukkede, for solen er skarp. Jeg vrikker lidt. Kan lige bevæge hofterne en anelse. Men sanser så flere remme. Om livet. Om anklerne. Et skrig undslipper mig. Ja, jeg har en stemme. Mit hår er i mine øjne, synsfeltet er forstyrret. Mere skrig. En stemme. "hvis du skal skrige mere, må jeg bede lægen komme og give dig noget mere beroligende". En erindring, bare en lille en: en eksplosion i mit hoved. En kop, slynget tværs over rummet, ramte væggen, splintredes. Varm kaffe, dryppende fra væggen, en lille sø på gulvet, brun og dampende. Flere skrig. Musklerne, der spændtes, mens armene og benene holdtes fast af stærke mænd, der tog hårdt ved. Kroppen vægtløs, blev båret, skrigene, der bare blev ved og ved. De kom fra mig selv. En bil, hvinende dæk, eller kom hvinene fra mig selv? Remme, der holdt mig nede. Hvide omgivelser, skinnende lys, stemmer, et prik, mørke.
Så husker jeg, rummet, jeg vågnede i, uden farve. Så vendte erindringerne tilbage. Nu er jeg her. I livet igen. Og det gør ondt. Jeg vil ikke huske. Vejen, der førte mig herhen. Hans ord. Smerten. Et blinkende knivsblad, skæren i håndleddene. Mor, der låser sig ind. Hendes råb. Min vrede, hold dig væk, lad mig være, lad mig forbløde. Jeg vil dø. Koppen, jeg kastede efter hende. Blod og kaffe på gulvet. Og så er vi her. Dette hvide helvede. Skrid af helvede til.