Det varme sand brænder under mine bare fødder. Endelig er jeg slået om i gang, efter at have løbet længe. Stadig hiver jeg efter vejret og sveden pibler ned af min ryg. Rystelserne i min krop er mærkbare; jeg forsøger med nogle dybe vejrtrækninger for at komme ned i tempo igen.
   Bølgerne herude er tårnhøje og voldsomme. Først nu bemærker jeg, at skyerne er ved at samle sig; det er blæst op. Her i skumringen virker det hele som en ond drøm, men når jeg forsøger at tænke stille og rolig over årsagerne til panik-anfaldet, begynder blodet igen at hamre hårdt i tindingerne.
   Klitten ser nu indbydende ud. Jeg sætter mig i lyngen og mærker det stikker lidt på mine bare ben. Som et mantra messer jeg i mit stille sind "du kunne ikke have handlet anderledes, du kunne ikke have handlet anderledes". Panikken er lige så stille blevet afløst af en overvældende kvalme. Jeg lægger mig forsigtigt på jordens eget underlag. Forsøger at suge noget af dens ro til mig. Lige så stille er åndedrættet faldet til et mere rimelige niveau.
   Hvordan undgår jeg tankemylderet? Nu da den umiddelbare adrenalin-pumpen er i ro, begynder tankerne at hamre på indersiden af min hovedskal. Hvorfor, hvorfor? bliver jeg ved med at gentage for mig selv.Tankerne hæves igen, som til et skrig - må trække vejret... Lægger en hånd på hjertet, den anden på solar plexus. Har engang læst, at det kan hjælpe en til at blive fokuseret. Ved gud, hvor jeg trænger til overblik, til ransagelse. Hvad var det dog, der skete?
   Ser du, om morgenen var jeg vågnet efter et ækelt mareridt fyldt med floder af blod og afhuggede lemmer. Ro på, min pige, og jeg klappede mig forsøgsvis på skulderen i overført betydning; du kunne ikke have handlet anderledes. Var drømmen om blodet og destruktion ikke blot en erindring, men i virkeligheden et forvarsel? Du sneg dig ind på mig. Jeg HAR sagt, at det må du ikke. Om morgenen er jeg knap menneskelig. Jeg har endnu ikke listet dagens replikker og forsvar, jeg har ikke stået foran spejlet og taget mit ansigt på, jeg har ikke fået mine piller. Jeg magter ikke livet uden forberedelsestid. Du må ikke snige dig ind på mig!
   Og nu er jeg her. Og du, ja du vil snart blive fundet. Gud ved, om de finder kniven? Med fingeraftrykkene... Jeg tænkte ikke engang på at tørre den af. I mit rationelle sind ved jeg da også, at de nok hverken behøver fingeraftryk eller hud under neglene. Det er jo oplagt; du bor hos mig. Når jeg mangler, skal der ikke mange spørgsmål til.
   Mine tanker er ved at samles. Det er næsten helt mørkt nu. Ovenover de oprørte vande skinner en uforstyrret måne. Der skal mere end et mord til at rive den ud af dens ligevægt.
   Jeg ånder ind et par gange; belaver mig. Sandet er nu køligere, brænder ikke. Sommeren har varet længe i år og natten når knap at jage gårsdagens hede ud af det. Vinden er skarp, men heller ikke kold. Vandet føles lindrende på min hud, der føles feberhed. Det vil ikke blive vanskeligt. Selvfølgelig må der være nogen, der vil savne mig. Jeg bærer månens lys i mit hjerte og vader længere ud. Mon han vil være der, mon han har ventet på mig. På den anden side...