At falde,
at falde ned i sig selv
gør mig bange,
tålegrænsen er lagt ud som en snor
længere nede, hvor mørket begynder,
en snor jeg gynger på,
og en snor jeg holder fast i.
Det er en line,
jeg aldrig mere kan danse på,
fordi jeg mistede mit mod til at turde,
da jeg så mig selv i andres vold,
og hvor lidt jeg selv var til stede,
når de rejste deres spejle,
for at kunne se dem selv
i mig.
De ville så gerne tro,
de selv var gode,
i magtens fadervor slog de
mit ansigt i stykker,
og min krop i tusinde skår
som en kop der aldrig kunne limes sammen.
Mit nye jeg er sårbart
lige over snoren,
mit fald var stort og dybt,
til jeg nåede hertil.
Mørket kalder ikke,
mørket venter længe,
mørket har ingen følelser,
mørket tænker ikke.
Mørket er mit igen.
Jeg går på snoren og synger,
en sang som ingen kan høre,
en sang der rækker efter dagen
for at leve uden tvang,
en lydløs sang som er helt min egen.