Med rolige bevægelser trak han stolen ud midt i rummet, grundig og omhyggeligt kontrollerede han om den var stabil og at den ikke vippede. Som om det havde nogen betydning i dag. Han sørgede for at stolen stod cirka en halv meter fra rebet, så jeg ville blive trukket fremad og væk fra stolen. Han ville være sikker på at jeg ikke kunne fortryde. Jeg kunne mærke det varme blod i min krop pulsere fra hjertet, ud til fingrene og tæer så de summede og langsomt strømmede blodet tilbage til maven og jeg mistede følelsen i mine fingre. Han satte sig over til skrivebordet og fandt et stykke papir og en kuglefrem. Han gik ud i køkkenet og hentede et askebæger og satte sig ned og tændte min første smøg. Han lænede sig tilbage og pustede røgen op mod loftet. Jeg kunne mærke røgen røre mine lunger og i små krampetrækninger prøvede de at hoste det op igen. Uden held. Nikotinen fordelte sig i min krop og langsomt begyndte jeg at føle svimmelheden sætte ind. Da han havde røget færdig, tændte han en ny smøg, tog et enkelt hiv og satte den fast i askebægeret. Så tog han papiret og kuglepennen og begyndte at skrive.
   "Undskyld for alt hvad jeg har udsat jer for.
   Jeg gjorde ikke det her for mig selv, men for jer.
   I skal ikke længere lide under mine laster og utilstrækkeligheder.
   Håber at i finder fred som jeg."
   Han foldede papiret sammen og skrev mit navn på bagsiden.
   En tåre trillede fra mit ansigt, men han tørrede den straks væk. Der var ikke plads til den slags uværdige følelser. Han førte mig ud foran spejlet i badeværelset og stirrede mig i øjnene.
   Lavt hviskede han: "Du skal ikke bakke ud nu. Det her er den eneste udvej. Du har for længe lagt byrder på dine nærmeste uden at tænke på deres liv. Det slutter nu." Jeg tog en dyb indånding og gav ham ret. Jeg havde ikke energi til at sige ham imod. Efter flere dage uden søvn var jeg udmattet og kunne ikke længere tænke klart.
   Han tog en runde i huset og sikrede sig at dørene var låst, vinduerne var lukket og gardinerne trukket for. Nu var jeg helt alene.
   Han kontrollerede endnu engang at rebet sad fast ved at give det et ordentlig ryk. Han kiggede en ekstra gang på stolen. Han tog askebægeret ud i køkkenet og vaskede det af. Der skulle være helt rent før han gik videre med hans plan. Han tog brevet op og læste det en ekstra gang og nikkede anerkendende. Han lagde det omhyggeligt på kommoden så man ville se det så snart man kom ind i huset. Han gik over mod stolen og stillede sig op. Han strakte armene op og loftet og tog rebet om min hals. Han kiggede rundt en sidste gang i rummet for at sikre sig at alt var som det skulle være.
   Så tog han skridtet og jeg kunne mærke rebet stramme sig om min hals. Min krop begyndte at krampe og jeg prøvede forgæves at løsne rebet. Stolen stod lige præcis uden for rækkevidde til at jeg kunne nå den. Jeg indså at der ikke var mere jeg kunne forsøge og jeg slap rebet.
   Langsomt kunne jeg mærke hvordan kroppen slappede af og freden fordelte sig. Mine hænder gjorde ikke længere ondt efter de endeløse nætter i krampeagtige knytnæver. Fra hænderne kunne jeg mærke det fordelte sig videre op til mine skuldre og de faldt ned fra deres normalt spændte position. Fra skuldrene ned langs kroppen ned i min mave. Min mave der normalt var anspændt og klar til næste angreb, var pludselig afslappet og det fordelte sig videre med af mine ben og ned i mine tæer. Fra tæer gik det bagom og kom tilbage til ryggen og jeg kunne mærke rygsøjlen strække sig og give plads. Fra ryggen ind i brystkassen og jeg kunne mærke mit hjerte slå sit sidste slag. Endelig havde jeg fundet fred.