2Fugle flyver højt 4
Han fløj ingen steder nu, hans kone spærrede udgangen med nærhed.... [...]
Noveller
13 dage siden
7Fugle flyver højt 3
Bibliotekaren sagde altid pænt goddag, når han passerede, og han ... [...]
Kortprosa
1 måned, 15 dage siden
5Livslyst
Dagene er små oaser · de har lygter · på spring · i klare farver. · Somme... [...]
Digte
2 måneder, 7 dage siden
7Angsten er min søster
Hun er · en evig forfølger, · gemt under fødderne, · i væggen · på loftet... [...]
Digte
2 måneder, 17 dage siden
2Ordløs
Ords dråber · i sætningers kærtegn · med øret beriget · omringet opslug... [...]
Digte
2 måneder, 21 dage siden
2Mine aber
Han sidder i vindueskarmen og stirrer, alt er småt oppefra, biler... [...]
Kortprosa
3 måneder, 2 dage siden
3Live TV - Reality
Nu tæller jeg tanker · maler ord · blå by · min sky · indenicirkler · flyve... [...]
Digte
3 måneder, 6 dage siden
2Fugle flyver højt 2
Mon hun vidste, hvad det betød. Mon hun vidste, at hans knæ var e... [...]
Kortprosa
3 måneder, 27 dage siden
6Fugle flyver højt
Toget var en rød slange, der åd sig gennem landet. Han elskede fa... [...]
Kortprosa
4 måneder, 3 dage siden
3Klarhed
Det er muligt. · Jeg ser det ikke · det er muligt jeg går forbi. · Alti... [...]
Digte
4 måneder, 8 dage siden
4Sommersummersol
At sætte sig, · sætte sig stille under et træ. · Smuldre jordklumper,... [...]
Digte
4 måneder, 11 dage siden
6Hæmninger
Grimme grå grene grænser · halve host · hæst forblæst · krænget ud. · And... [...]
Digte
4 måneder, 19 dage siden
4Fraklip 2 Dengang
Hende: Jeg ser gennem dørspionen, der er han. Han ser lille ud fr... [...]
Noveller
4 måneder, 24 dage siden
5Fraklip
Jeg ser · i dørspionen · du bliver · som ved du, · jeg er her. · Jeg tænker... [...]
Digte
5 måneder, 15 dage siden
7Selvom ærter var blå ville jeg stadig spise...
For jeg elsker ærter, de minder om barndom. Lyden af spurve, bier... [...]
Noveller
6 måneder, 1 dag siden

Puls: 51,1

Publiceret: 7
Afgivet: 44
Modtaget: 34
Ulla Hexibru (f. 1956)
Hende: Jeg ser gennem dørspionen, der er han. Han ser lille ud fra den vinkel, men han er næppe vokset nedad. Det er et år siden jeg så ham. Da tronede han som et bjerg. Jeg var ikke bange, jeg var vred, mens jeg hamrede med knyttet næve ind i hans brystkasse. Jeg slog i en dyne, alligevel fortsatte jeg syg af sorg, og vrede, i en slags rus. Han, han var upåvirket, som om det slet ikke handlede om ham.
   "Det er ikke mig", ville han sige: "Det er dig, altid dig". Knytnæverne forblev på min banehalvdel. Jamen jeg var også vred. Det stikker og prikker i hele kroppen. Jeg åbner ikke jeg bliver bag døren, herfra er han uskadelig. Som en flue eller en bille. Gud hvor vi sloges, som hund og kat. Små børn i sandkassen, voksne i krig. En krig ingen kunne vinde. Vi sagde vi elskede, stødte sammen som damplokomotiver. Hvorfor blev vi aldrig som smør, Hvorfor var du mit livs lagkage? Du var ikke engang sød tværtimod. Alligevel kaldte jeg dig min specie min sutteklud ville du ikke være. Jeg har ingen våben, kun ord, de er giftige, og drejer rundt i såret. Du var rolig, en klippe et monument, en buste. Hvordan kunne det ske. Hvad var det? Var det kærlighed? Hvad vil du? Hvorfor nu? Jeg har næsten glemt, de dumme dage. Du er blevet en bombe. En mavepuster, en salto et tilbageskridts spring. Jeg nægter militant krigerisk det er ikke min film, ikke min rulle. Tag den tilbage, skrid med dig. En time senere sidder du der stadig. "Skrid", råber jeg ud gennem brevsprækken. Men der kommer ingen svar, så nu er du vist gået.

Ham: Han tænkte på hende hver dag. Hun stod der i skyggen som en lille lykkemønt. Han skulle have værdsat det, men dengang forstod han ikke værdien. Nu var det for sent, eller var det? Det er aldrig for sent plejede hans farmor at påstå, og hun kunne sige den slags med stor vægt, alderen taget i betragtning. Han smilede, farmor var en klog dame, og han lyttede til hende med stor respekt.
   Måske ville han alligevel lægge vejen forbi "prinsessens hus", det kunne jo være hun stadig var interesseret. Han var klar til at slå streger over al lortet. Væk med det og op på en ny hest. Det kunne sagtens lade sig gøre ifølge farmor. "Husk at være sød. Og husk blomster", havde hun sagt, da han besøgte hende i går og fortalte om planen.
   Han havde gjort sig umage, var stået tidligt op, taget et langt blødgørende bad, smurt sig i god creme, barberet skægstubbene helt ind, taget det pæne tøj på. Dog ikke slipset, hun brød sig ikke om slips. Han rundede supermarkedet nede om hjørnet, og fandt blomsterafdelingen. De havde desværre ingen langstilkede røde, så han måtte nøjes med et stor buket gyldne roser med pyntegrønt, de var nu også kønne. Som et plaster på såret købte han en æske chokolade med. Så kørte han mod adressen. Han svævede fuld af forhåbninger som en glad lille fugl. Hun ville modtage ham med åbne arme, lige som i eventyrene hvor de to fik hinanden og levede lykkeligt til deres dages ende. Javist, han glædede sig til at se hendes ansigt når hun åbnede døren og overrasket så hvem der stod udenfor. Det hele havde været misforståelser. Præcis som ham ville hun indse, hvor dumt det hele havde været, al den spildte energi, til ingen verdens nytte.
   Hun boede på anden sal, han smuttede ind bedst som en anden gik ud. Tog adræt trinene op. Trappeopgangen var så velholdt, ren nymalet. Han nåede hendes dør, indsnusede duften. Overvejede kort om han bare skulle stille blomsterne. Modet var ikke helt så intakt som da han stod derhjemme i morges, og så sig i spejlet efter barberingen. Da var han sikker, det var han egentlig også nu. Klar parat start. Han bankede på. Der skete intet, han blev stående. Der var nogen derinde, der var lys. Hun var hjemme. Kom nu bare, tænkte han, det kan vel ikke tage så lang tid. Men hun vidste selvfølgelig ikke hvem der bankede på. Måske var hun midt i noget. Hun skulle da lige nå døren. Det tog umanerlig længe, han satte sig på trappeafsatsen, og ventede. Hvorfor ville hun ikke åbne? Kunne hun virkelig blive ved at være så vred? Søde kære kvinde, kom nu lad os snakke om det. Slå nu den streg. Han blev siddende lang tid endnu. Så hørte han hende i entreen, han sprang op i glæde, stod strunk som et lys foran døren. Nu ville det ske, øjeblikket var kommet. Genforeningen. Men hun skreg. Højt og inderligt brød lyden brevsprækken.

Han bliver stående og vakler på sine store fødder, så drejer han rundt, og tumler ned af trappetrinene. Hans syn er tåget.

Han kører ud på molen, helt ud på den yderste pynt, der hvor vinden virkelig river, ud i naturens rå rum. Og han går, går med rastløse skridt. Lader sig gennem blæse, til det prikker vildt i hele ansigtet. Molen er lang uendelig. Jeg tog fejl, skriger han mod havet. Bølgerne svarer de bruser op over molens kanter. Sprøjter skummer ruller mod ham, med en kraft og en energi der er uimodståelig, Og der lige der står han: "Det er sandt hun er uimodståelig".

Bagefter kører han hjem tom, som en pose uden indhold. Han går rundt i lejligheden og tænker på hende. Første gang i bussen, snakken der førte mere med sig. Den dag han kyssede hende, lige her i køkkenet ved siden af komfuret. Hendes bløde varme krop, i nattens mørke. Nærværet øjeblikkene af konsensus, hvor han besluttede sig. Hvad skete der, hvorfor endte det med hun gik. Hun påstod, at han ikke var der. At han lod hende bære følelserne alene. Og det er jo sandt, det var altid hende der skreg og hylede. Nu er det det, han har mest lyst til. Hyle skrige og stampe i gulvet. Han ringer til farmor, hun trøster ham. "Men", siger hun: "Det dur ikke at du giver så let op".

"Hvad mener du? Hun bad mig gå", han ryster på hovedet i telefonen. Farmor er en klog dame, javist, men livet skal stadig leves, uanset.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/04-2021 12:13 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1046 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.