Jeg husker det som en alt for mentalt udmattende dog velkendt situationen. Dig, mig og regnen, lyden af ambulancen der nærmer sig alt for langsomt. Regnen skyller blodet af dit ansigt, og selvom at jeg fortæller dig at alt bliver okay, så ser du dog bange ud. Er det de kloge eller dumme der frygter døden mest? Jeg ved det ik, men dit udtryk gjorde mig bange. Dit liv endte ikke med et bang eller en hvisker, den endte med skrig, og ambulancen der kom for sent.
Du valgte selv døden, men dog da dine sidste sekunder er ved at trække ud, kigger du på mig med rædsel. Jeg elskede dig som Icarus elskede solen, for meget og for tæt.
Da du forlod mig fløj jeg højt over skyerne og op mod solen, for at se dig en sidste gang, men mine vinger brændte og jeg styrtede i et håbløst hav af had og smerte.
Sekundet du besluttede at du ikke ville leve mere, kunne jeg mærke din sjæl forlade mig. Du byggede mig op og hev mig ned, du efterlod mig i en verden der ikke er tilegnet mig, du efterlod mig i det her helvede så du kunne få fred.
Jeg har aldrig hørt stilhed der var så kaotisk. Du tog solen med dig da du døde, jeg kan ikke finde lyset uden dig. Nu kan jeg ikke dø, jeg kan ikke følge lyset, hvis du har taget alt min lykke fra mig.