Mine små fødder bevæger sig ned af den stejle trappe. Jeg læner mig mod væggen. Mangler noget at gribe fat i. Ofte vender jeg mig rundt og kravler ned af den. Men i dag tør jeg. At gå med forsigtige og nøje beregnet skridt ned af den stejle trappe til kælderen. Far siger, at man ikke skal være sådan en pivskid. Så det er jeg ikke. Jeg må ikke være bange for noget, så det er jeg ikke. Eller... jeg lader i hvert fald som om.

Allerede fra trappeåbningen kan jeg lugte røgen. Den kryber op i min næse til den når min hjerne. Min hjerne skriger. Ønsker ikke, at jeg fortsætter. For min hjerne husker. Et rum indhyllet af røg. Et rum, hvor røgen er pakket tæt. Hvor alt får sløret facade.

Jeg tvinger mine fødder i gang, og går med bestemt mine mod fars værksted. Jeg går forbi de mørke rum i kælderen. Forsøger at holde mit åndedræt i ro. Holder blikket på betongulvet. Tør ikke kigge ind i mørket. Er bange for hvilke øjne, der vil kigge tilbage. Mine bare fødder absorbere kulden fra det isnende betongulv i kælderen. Jeg kigger op. Ser lyset fra fars værksted. Holder mit blik fast og går de sidste skridt til jeg når døren.
   Mine lunger brænder. Hiver efter ilt i et iltfattigt rum. Jeg kæmper for at blive. For jeg vil så gerne. Vil så gerne bruge tid med ham.

Efter et kvarter giver jeg op. Erkender mit nederlag og går tilbage til stuen. Min lille barnestemme spørger, om han ikke snart kommer op. Om 10 min svarer han. Men han kommer først til spisetid.