Jeg har altid forsvaret mine spøjse udtalelser og handlinger med mit fremragende argument:
"Der er forskel på at være naiv og dum."
Men noglegange er jeg kommet lidt i tvivl. Noglegange slår det mig pludseligt om ikke jeg ER en smule dum engang imellem. Det er en svær pille at sluge, især for en blondine, fordi jeg har altid gjort mig lidt ekstra umage for at vise omverdenen at jeg ikke ER dum. Men mine handlinger har ikke altid understøttet mine intentioner.

Når jeg ser tilbage, kan jeg heldigvis godt se at jeg har udviklet mig lidt hen i den positive ende af skalaen. Jeg er ikke så distræt mere og jeg tænker FOR DET MESTE før jeg handler. Men der er,desværre, en episode (der er sgu mange ..ha..ha), som jeg har valgt, at arkivere under kategorien 'DUM'. Fordi jeg kan ikke forklare den anderledes. Det KAN jeg simpelthen ikke. Bare rolig, jeg HAR prøvet.

Kort fortalt købte jeg for MANGE, MANGE tusinde år siden en creme, som jeg hver dag smurte i mit ansigt og på min hals. Jeg syntes, at den var ret billig i forhold til at det var Nivea og i forhold til størrelsen. Og så duftede den FREMRAGENDE.
Så jeg syntes selv, at jeg var noget af en svær kål (red. dygtig) og at jeg havde gjort et godt kup.
På det tidspunkt arbejdede jeg på en restaurant næsten hver dag. Og da jeg havde brugt cremen i ca. et par dage, begyndte jeg at mærke forandringer i mit ansigt. Min hud blev knastør. Det var lige meget hvor meget creme jeg smurte på, så ville min hud have mere. Og ikke nok med det. Den begyndte at klø og svie som bare fandens. Hver aften på arbejde, skulle jeg hele tiden ud bagved og klø og smøre et nyt lag creme på. Men det hjalp ikke en døjt. Min hud var på det tidspunkt begyndt at ligne noget der steg op fra havet for flere millioner år siden og jeg var blussende rød i ansigtet.
Og det kløede. Det kløede og sved og kløede og sved.

Indtil en dag, hvor jeg var i bad. Efter endt bad skulle jeg som sædvanlig have fat i Nivea flasken med creme og måske har der været en lille barmhjertig fe, som efter en masse skrigen af grin og klappen på låret, havde forbarmet sig over mig. I hvert fald fangede mine øjne for første gang skriften på flasken. Hvorfor det først skete efter en lille uges tid, er jeg slet ikke værdig nok til at besvare. Men det var som om skriften stod malet på flasken, blinkende og hylende.
I en lille uge havde jeg smurt body lotion i mit lille babynumse ansigt. I en lille uge havde jeg ÅBENBART ikke kunnet læse og forstå. I den efterfølgende uge gik jeg på arbejde med røde ører og en dårlig smag i munden. Heldigvis kunne jeg, med fare for at andre ikke kunne, se humoren i det hele. Når jeg tænker tilbage på det hele, kan jeg stadigvæk ikke forstå hvordan fanden man kan overse sådan noget i EN LILLE UGE. Så er det at man bliver nødt til at spørge sig selv OM man virkelig lever op til stereotypen af den dumme blondine. Det gjorde jeg vist i den uge. SUK!