Til mit sted i skoven
Nu hvor hegnet er hullet
Kommer hun
Snotnæset med store knæ på de tynde ben
Tynde pjuskede fletninger
Øjne, der ikke kan lyve eller skjule
Ansigtet afspejler nøgent frygten
Og bønnen om at blive set
Favnet
Rummet
Åh nej ikke det
Lad ikke mig se hendes angst for at jeg ser
Skammen er ubærlig
Vi er som vilde dyr, som vil og ikke vil på en gang
Den mindste bevægelse kan udløse en uoverlagt modbevægelse
Mistilliden er så stor
Længslen er så stor
En morgen var der hul i hegnet
Som holdt i mange år
Et bortløbent barn stirrerede ind
Med øjne som en brønd af sandhed
Snotnæse og tynde pjuskede fletninger
Alt for store knæ på de tynde ben
Hjælpeløs
Ynkelig, ynkelig, ynkelig
Du må aldrig kalde mig
Ynkelig