Den som er vældig stærk, må også være vældig rar


1 måned, 13 dage siden 1 kommentar Essays

1Den som er vældig stærk, må også være vældi...
DEN SOM ER VÆLDIG STÆRK MÅ OGSÅ VÆRE VÆLDIG RAR · Den dag jeg komme... [...]
Essays
1 måned, 13 dage siden
4Lad mig gribe
Som jorden stille åbnes af blid regn · og rødder og lerpartikler ty... [...]
Digte
9 måneder, 10 dage siden
9Bøn
Frem sprænger solen · Iskrystalnatten klinger · Stig min frosne sjæl
Digte
9 måneder, 10 dage siden
4Mit efterårs oktober
Mit efterårs oktober · Har farvekrafts magi · Jeg længes mod at være · ... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
5Der var dage, hvor solen ikke stod op
Der var dage · hvor solen ikke stod op · Kun mitokondriernes ultimati... [...]
Digte
1 år, 5 måneder siden
11Taknemmelighed
Var jeg ikke gået så langt · Havde jeg ikke længtes så stærkt · Havde... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
8Djævlen, digteren og Gud
Djævlen tog digteren op på det højeste bjerg: · Se lidelse, sammenb... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
8Hvem er jeg nu
Vinterens vokslys brænder ned · Mørkningen længes · Som varme dryp de... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
9Det er nu
Umættelig hud · Et evigt strøg af vårvind · Så blid Guds ånde
Digte
1 år, 10 måneder siden
4I Den blå time...
I den blå time · -Fortaber jeg mig i pastellerne på den frosne vest... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
6Overlever
De store fugle sidder på marken · Alle ser de mod øst · Som skulpture... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
7Morgen i januar
Frossen morgenluft · Fugle stivnet på bar mark · Frem springer solen
Digte
1 år, 10 måneder siden
7Tys, tal ikke
Tys, tal ikke · Thi ordene støjer · Så meget er sagt, så slidt · I stil... [...]
Digte · empati, forløsning
1 år, 11 måneder siden
8Jævndøgn
I forårsjævndøgn · Bølger traner i lufthav · Genfødt søger liv
Digte
3 år siden
5Livet der folder sig ud
Fra en lille dunet knop · fra puppens tornede hylster · fra en knolde... [...]
Digte
3 år siden
12Mørket
I mørket er mørket · Tvivlen og troen · Længslen og pausen · Og mit hje... [...]
Digte
3 år siden
4Hudsult
Stands verden! Stop jord! Stå stille! · Ikke een opdate til! · Kakafo... [...]
Digte · sanser, begær, leg
3 år siden

Puls: 13,8

Publiceret: 1
Afgivet: 4
Modtaget: 1
Gaia Liv (f. 1957)
DEN SOM ER VÆLDIG STÆRK MÅ OGSÅ VÆRE VÆLDIG RAR

Den dag jeg kommer hjem efter sidste eksamen med et pænt gennemsnit, siger min far: " Måske skal vi alligevel tænke på en uddannelse til dig". Det er første gang i min skoletid, han har forholder sig til min fremtid, bortset fra hans faste kommentar om at piger kan blive sygeplejersker eller lærere, inden de skal giftes.
Jeg får ikke brug for hans hjælp, for jeg har allerede en plan : Jeg skal rejse. I første omgang ind til Vejle i kollektiv hvor jeg bliver indrullet i venstrefløjsmiljøet, med fælleshus, produktion af Vejle Avis, OOA, NOAH og kvindegrupper.
"Kvinder bærer halvdelen af himlen", og " det private er politisk", klinger det i mig.
Der er ikke noget kvinder ikke kan; jeg bakser med min cykelkæde og forløfter mig på et busbatteri med en varig rygskade til følge, men hellere det end at spørge om hjælp.
Vi holder møder og nærstuderer politikske skrifter, vi synger og samler penge ind til et trykkeri til ZANUs valgkamp i Zimbabwe. "Nu skal verden blive en anden", tænker jeg og aftaler med en gruppe, at vi skal Afrika til november.
Turen foregår i en gammel blå landrover, og vi har planlagt at køre hele vejen til Congo Brassaville. Med stor tillid til egne kræfter har vi selv istandsat bla. en tagbagagebærer, som overfører den fulde vægt af 200 l disel i jerrycans ned på forrudens ramme. Det får den konsekvens, at da vi forlader asfaltvejen og begiver os ud i Saharas sand, må vi ofte nøjes med en fart af 10 km i timen fordi ujævhederne i ørkensandet, det såkaldte vaskebrædt, ellers vil gøre en ende på vores tagkonstruktion. Vi indser, at tiden i ørkenen bliver lang, og vi strækker den mad, vi har medbragt. Vi spiser ristet brød fra store poser, det mætter ikke meget, men er dog mad.
Det er mørkt og stille da vi under Saharas stjernehimmel når frem til Tamanrasset, oasen i ørkenen og vi indser, at vi må vente til næste morgen med at få andet en ristet brød.
Jeg vågner tidligt og tænker, at jeg vil overraske de andre med nybagt brød.
Jeg klæder mig af og på; ørkennatten kalder på varmt nattøj, men nu trækker jeg i grønne bukser og kakhiskjorte fra militærets overskudslager, ørkenstøvler og vikler det rød/hvide partisantørklæde om halsen.
Så er jeg klar: 19 år gammel, en ung, slank kvinde med plysklippet hår, frigjort og grundfæstet i sin soleklare ret til sin plads i verden, på vej ud for at finde bageren i Tamanrasset.
Det er ikke svært. Byen er ganske lille og duften af nybagt brød viser vej. Bagerens hus ligger i en lavning, det er kvadratisk og med afskallet lyseblå maling og slidte, sandslebne træskodder for smalle vinduer.
En lang kø rækker bagud og op ad bakken. Mænd i sandaler og stribede djellabaer står eller sidder på hug og taler eller tier i rækken i den kølige luft.
Jeg stiller op i køen og flere kommer til. En dreng fjerner slåen fra bageriets dør, og køen sætter sig i bevægelse.
Det er hverken praktisk eller funktionelt, men der maser sig hele tiden så mange mænd ind, som det lille bageri overhovedet kan rumme. Når de har fået deres brød, maser de sig ud igen. Jeg når frem til døråbningen og bliver skubbet indenfor. Rummet genlyder af grinen og højlydt snakken på hurtigt, kradsende arabisk.
Jeg ser ind i nakker, mørkebrune nakker, jeg bliver presset tæt ind på dem, der står foran, og pludselig bliver der stille. Stemningen i rummet skifter mærkbart, bliver pludselig farlig, og pludselig ser jeg ind i øjne, brune øjne, der stirrer på mig fra alle sider. Fremmede hænder famler over min krop, og et sted i min hjerne tager en overlevelseskraft styringen og udsteder en befaling : Du må IKKE blive bange!
Jeg ser op, jeg ser ind i deres øjne, et par ad gangen og jeg lægger al den ro, al den appel jeg kan i mit blik og tænker -" Det vil du ikke". Så vender jeg mig om, og mens jeg stadig appelerer til hvert eneste par øjne, jeg møder, åbner der sig en lille passage, og jeg kan gå ud af butikken uden at lide nogen skade. Et eller andet sted må min tavse bøn om medfølelse have fundet vej til deres hjerter.
Jeg finder tilbage til bilen, rystet og ude af stand til at fortælle om det, og må indse at kvinder altså ikke kan gå til bageren i Tamanrasset, i det mindste ikke på visse tidspunkter af dagen. Heller ikke en frigjort kvinde fra Danmark, et sted og er begreb som disse mænd nok aldrig har hørt om.
Hvorfra skulle jeg vide, at der var regler for, hvornår jeg måtte købe brød?
Er det den tilrejsendes opgave, måske endog pligt at sætte sig ind i og overholde det lokale steds tanker og tradition? Og gælder det samme, når det er os, der er de lokale?
"Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder" , det står der i menneskerettighederne! Det er vi enige om i FN! Hvor vide kan fortolkningsrammerne være?
Måske vil nogle af de mænd i djellabaerne hævde, at det er en frihed og en rettighed for kvinder at kunne handle på tidspunkter, hvor de er fri for, at der er mænd i bageriet?
Kan de vestlige demokratier, som alt andet lige også har produceret en Trump, overhovedet undervise andre lande i, hvordan de skal udlægge rettigheder og demokrati?
En kvindelig skoleleder i Nigeria forklarer mig senere at mange er skeptiske overfor demokrati, af frygt for at de, som er flest eller stærkest vil undertrykke de, som er færrest og svagest uden at tage hensyn til mindretallet. Som mænd kan undertrykke kvinder i kraft af fysisk overlegenhed.

Langt senere, tilbage i Danmark på vej til skole hører jeg Steffen Brandt synge i radioen: "Gi' os lige et praj når vinden vender igen." Om 80 ernes bløde mand, der bodfærdig prøvede at genoprette årtusinders kvindeundertrykkelse. Jeg mindes de nærmest kastrerede mænd og de eneherskende kvinder, som jeg mødte i min tid på seminariet i Tvind, og jeg tænker på min egen bløde mand, som jeg i 80erne både valgte og kasserede, begge dele på grund af hans blødhed - tænker på hvor hårdt og hensynsløst vi praktiserede kvindekamp.
Nået frem til skolen kaster jeg mig ud i "dagens tekst" . Det er i 8. Klasse og handler om det 4. Verdensmål. Om kvalitetuddannelse. Vi skal høre professor Hans Rosling fortælle at 90 % af alle piger i verden i dag går i skole.

Fra fra den teoretiske fysiks verden lyder en posthum stemme; professor Hawkin signalerer med en muskel i kinden til sin computer, som derefter udtaler: Vi er på vej ind i empatiens tidsalder, og det er den mulighed, der er for menneskeheden.
Jeg forestiller mig, at han fra sin kørestol nikker op mod en imaginær Pippi Langstrømpe, som fra toppen af sit klædeskab erklærer, at " Den, som er vældig stærk må også være vældig rar".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 31/10-2018 18:01 af Gaia Liv og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 1174 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.