Mistroens bjerge er store og tunge,
de lugter af tvivl og angst,
de er fulde af kaos som har væltet
alle de smukke træer
og knækket halsen
på alle de søde små blomster
der kendte regnbuen så godt.
Mistroens bjerge er uformelige,
og de kan ikke flyttes,
tror de selv,
når de har lagt sig
i ly af mit hjerte.
De tror,
at jeg godt kan lide dem,
at jeg nyder lugten af muggen lav og mos
der stivner i skidthed,
de kvaser alt det der skulle gro
i tusinde regnskyl og solskinsdage,
så alt bliver væk i rædsel.
For, her er skygge,
en evig skygge i kulde og ondskab
der tror,
jeg kaster min kærlighed på dem,
giver dem ret,
og forstår,
fordi de tror, jeg gav op
og lod dem vinde.
Mit sind har mange døre,
de tager alle imod, kaster væk
og sorterer,
kun een er låst
med dobbelte beslag,
den der opdager løgnen
og alt det den slæber med sig
af forviklinger,
har den set igen.
Den ved det godt.
Min sandhed.
Mit hjerte der siger: Tag
det tilbage,
dit liv,
og luk dørene igen.
Når bjergene er jaget væk
og opklaret
med tidens kloge ansigt,
så begynder vi at trække vejret
frit igen under den høje himmel.