Steen var over halvvejs færdig med at støvsuge bilen, da mobiltelefon ringede. Han så på displayet. Det var Dorthe. Han besvarede ikke telefonen, men valgte at gøre arbejdet færdigt for Dorthe kunne snakke i lang tid, og han ville gerne være færdig. Han støvsugede den resterende del af bilen, låste af og gik indenfor i huset med støvsugeren og kabeltromlen.
   Et let suk undslap ham, da han satte sig i sofaen i stuen og ringede Dorthe op. Hun besvarede straks telefonen snøftende.

"Hej Dorte, jeg så du havde ringet. Hvad sker der så hos dig?"
   "Hej Steen, det er ikke sådan at jeg kan låne tre tusinde kroner af dig? Du skal nok få dem tilbage. Jeg har prøvet banken, men de sagde nej."
   "Puha Dorthe, det er jo mange penge for sådan en som mig med den indtægt jeg har for tiden. Hvad skal du bruge dem til om jeg må spørge?"
   "Det er til elregningen, ja jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?"
   "Har du prøvet at søge om en enkeltydelse hos kommunen? Det kan være at de kan hjælpe dig. Du kan gøre det via internettet under boger.dk."
   "Okay det prøver jeg så..."
   "Hvordan står det ellers til?"

Det var et høfligheds spørgsmål som han altid stillede, når han snakkede med folk i telefonen, men han havde på fornemmelsen at han nok brændte fingrene i denne ombæring.
   Hun begyndte at græde.

"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal få råd til julegaver i år til Tina, Matilde og Mark. De glæder sig sådan til jul, men jeg kan ikke finde pengene til gaverne. Jeg sparer hvor vi kan og har søgt om julelegat, men jeg føler alligevel, at jeg svigter dem selv om jeg gør mit bedste. Og Gældsstyrelsen er efter mig og andre ubetalte regninger hober sig op. Det er slet ikke til at overskue."

Pludselig var der gået en time i telefonen med Dorthe.
   Han fik den farlige strøtanke at de kunne holde jul sammen selv om der var endnu en måned til jul. Han sagde det dog ikke til hende, for han ville helst undgå at fungere som redningskrans. Hans økonomi havde det nemlig heller ikke for godt, og han kendte endnu ikke sit rådighedsbeløb for kommende december måned. Men han havde ikke noget imod at støtte hende, så godt som han nu formåede. Hans øre var helt svedig da de takkede af, men han nåede ikke at sunde sig ovenpå samtalen for Erik, hans gamle far, ringede for at brokke sig over gængse hverdagsting og var en bitter kartoffel at føre samtale med.

"Alting er så dyrt i supermarkederne for tiden," peb faren og forsatte: "Hver gang man er ude og handle så bliver det fandeme femsekshundrede kroner. Det er lige til at blive fattig af! Folkepensionen rækker sgu ikke langt, det kan jeg godt sige dig. Og så er jeg endda på tilbudsjagt!"
   Sådan blev han ved om hverdagstrivialiteter indtil emnet ramte julen.
   "Kommer du hjem til jul? Det gør du vel ikke? Du holder jo altid jul hjemme hos dig selv. Du kommer jo ikke nogen vegne."
   "Far, jeg er syg, det ved du da nok. Det er jo ikke for sjovt at jeg tager medicin."
   "Nå ja, men derfor kan du vel nok besøge din gamle far én gang om året?"
   "Det er ikke så let når man ikke er rask," sukkede Steen.
   "Nej det siger du jo. Nå, men jeg ville også bare lige høre ad hvordan det gik?"
   "Stille og roligt - her sker ikke det store."
   "Intet nyt er godt nyt søn."
   "Ja det er jo det."
   "Nå men jeg vil smutte igen. Kan du have det fint til næste gang vi snakkes ved?"
   "Jeg skal gøre forsøget. Vi snakkes."
   "Ja hej, hej."

Steen følte sig kulleret i hovedet ovenpå to lange telefonsamtaler lige efter hinanden. Desværre var han færdig endnu, for han blev også nødt til at ringe til sin mor som lovet. Hun var heller ikke var sådan at bide skeer med og samtalen kunne godt trække ud i langdrag, og krævede store mentale ressourcer.
   Han følte sig drænet og havde slet ikke lyst til at snakke med moren. Han følte sig som en myre der havde løftet mere end den kunne bære, og at al mental energi var på vej ned ad bakke. For der er grænser for hvad selv en myre kan bære.
   "Hej mor, det er Steen."
   "Hvem er Steen?"
   "Din søn."
   "Du mener vel John din fjollerøv. John ringer altid til mig på det her tidspunkt."
   "Ja mor."