Så er det vist tid til den endelige afsked. Har skrevet et brev som hjælp hertil, som dog aldrig vil blive sendt:

Farvel min elskede

Dette brev er vist nok det sværeste, jeg har skrevet, for det er et farvel til min elskede, min sjæleven.
Vi to har haft mange år sammen, og må nu skilles.
Vores verdner er for forskellige. Jeg ønsker nærvær og fortrolighed. Du ønsker frihed og nye muligheder.
Ingen af os kan leve uden det, hver især. Vi visner hen. Jeg reagerer med sorg, smerte og utryghed når jeg ikke får de ting. Du reagerer med irritation og lukkethed. Ikke en særlig god kombination, vel skatte?
Jeg elsker dig af hele mit hjerte, men det er så åbenbart ikke nok. Ikke længere. De latinske ord: ”Amor omnes vincit”, kærligheden overvinder alt, synes at mangle en del. For i vores liv, var kærlighed ikke nok. Men der var altid nok af den…
Men jeg er universet taknemmelig for at have oplevet kærligheden og samhørigheden med dig. Det kan ingen nogensinde tage fra mig.
Gjorde vi ikke vores bedste? Lod vi blot stå til? Glemte vi vores forhold for vores egoismer? Jeg kan kun tale for mig selv: jeg har i alle årene mærket min kærlighed til dig hvert sekund i døgnet. Aldrig var jeg i tvivl om, at det var hos dig, jeg skulle være. I den proces kom du til at betyde hele verden for mig og jeg ofrede mig helt og aldeles for dig. Opgav alle mine interesser og blev afhængig af din accept. Du trak dig til gengæld længere væk. Fik brug for mere og mere tid sammen med andre. Du begyndte at manifestere din ret til at bestemme. Ikke på den gode måde, men den lidt masochistiske, hvor du forventede, at jeg føjede dig og makkede ret. Og det gjorde jeg. Alt for trygheden med dig.
Efter jeg flyttede, var krisen total i mit liv. Men jeg kom mig langsomt. Begyndte at fylde nye bekendtskaber ind og genoptog gamle interesser. Brugte igen at makeup som tegn på, at tårerne ikke silede konstant.
Så kom den ferie, der var vidunderlig, men ødelagde det hele. Vi havde den bedste uge sammen, set fra min side. Fra din side så det anderledes ud og meget var galt. Vi levede sammen som kærester og elskende igen. Det var som at blive sat tilbage til tiden, hvor alt var godt. Jeg svømmede i tryghed og genforelskelse. Begyndte igen at håbe. Valgte at ignorere, at vi var gået fra hinanden. Det samme gjorde du, men vores mål var forskellige. Mit var at genopleve dig og os. Dit var åbenbart blot en god ferie og sex. Jeg burde have fanget signalerne allerede den aften, hvor vi gik til stranden med en flaske vin. Jeg bad om, at det kun var os to, men din hund skulle med og endte med at få al opmærksomheden. Jeg var tilfreds med bare at være i din nærhed.
Brat blev min opvågnen, da vi kom hjem. Du vendte på en tallerken og blev igen kølig og fik brug for at være dig selv. Fortrolighed og nærvær eksisterer ikke længere. Men det gør din frihed, som du kræver og får.
Jeg er kastet tilbage til tiden lige efter min flytning…væk fra min skatte.
Der er atter smerte, sorg og masser af tårer. Alt er igen kaos og jeg føler mig skubbet ned i grøften på en motorvej. Endnu en gang skal jeg rejse mig, og mens jeg klamrer mig til resterne af mit selvværd, rejser jeg mig en anelse op. Ikke meget, men nok til at jeg får overblikket: Jeg må helt væk fra dig. Hver afvisning, hver nedladende bemærkning laver dybe sår. Og hvis jeg skal overleve det her, må jeg væk. Det ulykkelige er, at jeg selv giver dig magten, serveret på et sølvfad. Hver gang du ringer, kommer jeg. Ved hvert lille tegn på, at jeg kan gøre noget for dig, er jeg der. Det må slutte nu.
Skrevet sådan, er det jo tydeligt, at nu er det nok. Men graver jeg dybere, er det ikke længere så simpelt. I hjertet gemmer jeg minder om lange samtaler med følelserne uden på tøjet. Om gensidig respekt. Om følelsen af samhørighed og tryghed. Jeg husker tydeligt, når vi skreg af grin og når vi græd sammen. Glemmer aldrig følelsen af dine varme hænder eller dine bløde kys. Eller måden, du kunne tage mig ind til dig på, så verden omkring os forsvandt og alt blev til at bære. Også det ubærlige. Dine øjne har brændt sig fast i mig, når du betragtede mig med det der ” Kæft, hvor jeg elsker dig, skat.”-blik. Vi var to halvdele af et væsen, med hver sin vinge. Sammen fløj vi gennem kriserne.
Det er ubærligt at skrive, at vi må skilles. Mit krop stritter imod og tårerne falder som vandfald. Smerten drypper ned af mine kinder og bliver til søer ved tastaturet.
Det ER frygteligt, det ER ren sorg og det ER det værste, der kunne ske. Normalt ville jeg sige, at bunden er er godt sted at stå, men lige nu står jeg end ikke op, men skraber kravlende rundt på blødende knæer og er bange.
Du har gennem alle årene været min tryghed, min base, min mest fortrolige, min sjæleven.
Kærligheden er intakt. Mærkeligt, men jeg har aldrig elsket dig højere. Det gør det ikke nemmere at slå alt i stykker. Har ikke lyst til at knuse dit og mit hjerte. Men hvis jeg ikke gør det, går jeg til grunde. Mit liv er nødt til at være andet end blot dig.
Jeg vil nu begive mig ud på sorgens svære klatretur og håbe, jeg klarer det uden dig. Jeg ønsker dig et liv fuld af spændende udfordringer, masser af kærlighed og ikke mindst frihed. Du er det bedste, der er sket mig nogensinde og jeg vil altid elske dig.
Men tiden er inde til at sige farvel og skilles.
Kys