Clara satte bamsen tilbage, og så på Manfred.
   "Hun kan da ikke være...," sagde hun, medens tårerne stod hende i øjnene.
   Han tog en dyb indånding.
   "Jo," sagde han så. Kort og kontant: "Jo, Clara. Hun er død," og hun fornam den smerte, der gemte sig bag hans ord.
   Derpå rømmede lægen sig forsigtigt:
   "Det gør mig virkelig ondt, Fru Clausen. Det gør mig virkelig ondt... Også for Dem, Hr. Clausen. Naturligvis!"
   Manfred stirrede på lægen, med et par udtryksløse øjne, så sagde han - lige som for at overbevise sig selv:
   "...Og De har gjort alt, hvad der stod i Deres magt, for at redde hende?"
   Lægen nikkede bekræftende:
   "Men... Hvis De vil være alene med Deres datter et øjeblik, så respekterer jeg det naturligvis fuld ud!"
   Så vendte han om, og gik langsomt ud af intensivafdelingen, medens Manfred og Clara, tæt omslyngede, stod tilbage med hinanden, og en datter, der aldrig mere skulle løbe dem glædesstrålende i møde, når de kom hjem fra arbejde.