Der går jeg i livets park og leder efter en dejlig solbeskinnet plet, hvor jeg kan slå mig ned. Jagten går gennem parken, over åen, ind og ud mellem træerne. Der er bare for mange skyer til at ret meget sol slipper igennem. Jagten forsætter efter ”stedet”, da jeg ankommer til en lysning.

På den modsatte side af lysningen kommer der en lille dreng ud fra træerne. Med det barnlige smil på læberne, som kun en forelsket kan have. Men hvad er han dog forelsket i der helt alene?

Han søger som jeg, målbevidst hen mod den enkelte solstråle, der slipper gennem skydækket. Endelig når han ind i solstrålen og stopper op, mens han kikker på græsset. Lidt som om han overvejer, at sætte sig på denne hellige plet af solskin. Dog virker det som om han kender naturen for godt og bliver bare stående og nyder øjeblikket.

Jeg er næsten nået hen til ham og solstrålen, da solstrålen flytter sig. Jeg stopper op, men drengen flytter med. Jeg drejer mig for at flytte med, mens jeg ser et skuespil udfolde sig foran mig. Drengen bevæger sig med ynde midt i solstrålen, som var han en skuespiller med en følgespot på sig.

Med ansigtet vendt mod solen bevæger drengen sig rundt. Jeg opgiver at følge med og trækker mig ud mod yderkanten af lysningen. Men jeg kan ikke tage blikket fra drengen der leger i solstrålen. Det er som tiden står stille og dog flytter drengen og solstrålen sig bestandigt. Jeg kan føle at der er nogen lige i nærheden og der dukker også andre mennesker op i den modsatte ende af lysningen. Først gående mod strålen, men siden fanges de, lige som jeg, af drengen der danser i solstrålen.