"Lene, for helvede, hvor bliver du af?"
Jeg ventede på gadehjørnet på hende. Min kæreste gennem to år. Det var gået ned ad bakke i den seneste tid med os. Jeg interesserede mig ikke nok for hende, sagde hun, men jeg havde mit at se til. Toogtyve år gammel, var jeg chefens højre hånd. EDB var min store lidenskab. Lige så længe jeg kunne huske, havde jeg været computernørd. Nu brokkede hun sig. Pengene ville hun godt være med til at bruge.
"For helvede Lene! Hvor bliver du af?.. Jeg fryser sgu i denne kulde!"
Der var gået en halv time over den aftalte mødetid, jeg frøs en lille smule. Jeg havde sendt hende en sms på mobilen:.. #Jeg kan gå tidligere! Jeg inviterer dig ud at spise!#... Den skulle have hele armen. Vi skulle genopbygge det tabte. Jeg stampede i jorden for at holde varmen, sparkede lettere irriteret til en snedrive. For pokker, man skulle ligge i varmen sydpå, og ikke bare være fanget af arbejde, når det var vinter og hundekoldt som nu. Hvor blev hun af?
Mobilen summede.
"Ja!" Det var Lene.
"Har du ventet længe, skat?"
"Ja en time, mindst." Jeg lagde lidt på. Hun skulle ikke tro, jeg var sur, men gerne at jeg var utålmodig.
"Hvor er du henne, Lene?"
"Jeg er på vej ud ad døren, jeg kan være der om tyve minutter, hvis bussen ikke er forsinket."
"Lene! Tag en vogn, jeg betaler, jeg er ved at dø af kulde."
"Ja, ja," svarede hun. "Så gør jeg det."
Vognen standsede ud for mig. Jeg satte mig ind og bad chaufføren køre til restaurant Thaibone. Jeg vidste man spiste godt på det sted, og så var priserne moderate. Thaimad var godt og krydret, lige efter min smag.
Vi ankom og jeg betalte vognen. Bordet jeg havde bestilt var klar, havde været det længe. Vi satte os og bestilte fem retter mad. Kylling, kød, fisk og suppe, samt is til dessert.
Vi talte om vores forhold. Lene var stadig sur over jeg ikke havde tid nok til os.
"Lene, for helvede, jeg er højt oppe at køre i firmaet, det må du respektere. Pengene er du jo udmærket tilfreds med ikke?"
Hun så surt på mig og svarede at penge ikke var alt. Hun havde tænkt sig vi skulle holde en pause i vores forhold. Det ville jeg ikke høre tale om, hun var sygeplejeelev og skulle også passe sit, men den fede hyre jeg havde, gjorde hun kunne koncentrere sig om sin uddannelse, økonomisk havde vi ikke problemer.
Jeg kunne ikke finde ud af hende. Hun var en flot pige, lige efter mit hoved. Nitten år gammel og meget følsom. Hun havde valgt sygeplejen, fordi hendes mor også arbejdede på sygehuset, som sundheds assistent og sygehjælper. Hendes far var smed og ærke kommunist, men han holdt altid sine meninger for sig selv, når kapitalisten var på besøg, som han udtrykte det.
Vi var sidste år til julefrokosten nær kommet op at slås. Både Lene og hendes mor havde været tossede på os. Det endte med, vi gik på værtshus sammen og drak os fulde. Det var der, vi var blevet enige om ikke at diskutere politik, når vi var sammen.
"Du er en flink fyr!" sagde han til mig.
"Men du får en røvfuld, hvis du tager pis på min datter." Jo, vi var rigtige kammerater.
"Hvorfor holde en pause, Lene? Det går da udmærket?"
"Nul, det går ad helvede til. Du kommer hjem, når det passer dig, jeg tror ikke det hele er arbejde. Der skal være tid til vennerne, men ikke tre-fire gange om ugen. Jeg er efterhånden kun kok, opvaskemaskine og rengøringskone for dig, det vil jeg ikke finde mig i mere." Hun skulede til mig.
"Er der en anden?" Jeg grinede.
"Dumme gås, selvfølgelig er der da ikke det, og hvem skulle det så være?"
"Det ved du jo bedst selv. Men jeg flytter hjem i aften, du må se at finde ud af, hvad du vil. Jeg har talt med mine forældre, de er enige i, jeg ikke skal finde mig i det længere."
Hun rejste sig og sagde:
"Du ved, hvor du kan finde mig, men jeg tager ikke telefonen den første uge. Når jeg siger pause, så mener jeg pause!" Så skred hun.
Dumme tøs, hvem helvede havde sat de nykker i hovedet på hende? Jeg bestilte en flaske vin mere.
Den skulle have hele armen. Jeg havde taget fri et par dage, for at være sammen med Lene, nu var jeg alene. Det skulle fejres. Jeg turede rundt i byen, besøgte mange værtshuse og var vel lidt fuld da jeg mødte Lin og Hans.
Hun var Vietnameser, han dansk. De var gift og boede ude på Vesterbro et sted. Vi fik nogle ordentlige gevesener, og da jeg var meget fuld, ville jeg ud på de små timer hjem og sove.
"Vi kan splejse om vognen," foreslog de.
"Ok!" svarede jeg snøvlende. Vi bad tjeneren om at bestille en vogn.
Jeg følte vi kørte i lang tid, så stoppede taxaen. De spurgte om jeg ikke lige ville med op og have en lille en, eller noget i den retning. Jeg kunne blive og sove hos dem, de havde plads nok i en fireværelsers. Jeg betalte med Dankort.
Vi støttede hinanden op ad trappen. Hans åbnede døren og skubbede mig ind. Den smækkede efter mig. Jeg faldt så lang jeg var i den mørke entre. Jeg slog hovedet ind i væggen da jeg ville rejse mig, og bandede. Røvhuller, det var hvad de var. At smide mig ind i en fremmed lejlighed. Jeg famlede mig frem efter en kontakt, fandt en og tændte. Der skete ikke noget.
Satans! bandede jeg. Det tog mig virkeligt lang tid, at få hold på mig selv og min balance. Jeg kravlede langs væggen og fandt en dør. Trykkede på en kontakt indenfor, men den virkede heller ikke. Jeg var omtåget og bandede. Mine hænder gled i noget fedtet stads på gulvet. Jeg bandede igen, og ærgrede mig over jeg var så fuld. Hvor helvede var jeg henne? Jeg vidste det ikke, vi havde kørt i lang tid. Var jeg bare så fuld, at jeg havde mistet fornemmelsen for tid? For sted?
Jeg ravede videre ind i det rum, hvor jeg havde kravlet og ledt efter kontakten. Det var sort nat. Var der ikke nogen vinduer? Jeg slog hovedet igen, bandede stygt og ømmede mig. Tilbage igen, eller var det den anden vej?.. Jeg stødte på noget blødt og fedtet. Et menneske. Det fedtede var blod. Hvad helvede foregik der her? Jeg famlede på det fremmede menneske. Det var en kvinde, jeg mærkede der sad en stor kniv i maven på hende. Jeg for tilbage og ramlede igen ind i en væg. Der var ved at gå panik i mig.
Jeg kunne mærke jeg var smurt ind i blod, jeg skulle brække mig. Bevar fatningen! tænkte jeg. For helvede, jeg var i en lejlighed eller et værelse med en død kvinde. Smurt ind i blod. Hvad fanden skulle jeg sige til strømerne? Hvilket værtshus havde jeg været på, da jeg mødte Lin og Hans? Det var garanteret opdigtede navne?
Jeg var i knibe. De havde bondefanget mig. Seksten år i spjældet. Nej, dælen mig nej, jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kom herfra. Jeg havde en lighter i lommen. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg tændte den famlende.
Det var et forfærdeligt syn, der mødte mig. Det var ikke en, men to personer, der lå på gulvet. Den anden, som lå i et hjørne, var nøgen, havde store og lange sår på kroppen. Det lignede noget satan kult, der havde været her. Jeg blev bange. Jeg kikkede mig rundt, så det var en lille stue med lave møbler, der lå sølvpapir overalt. Små blå karton æsker flød med et hvidt grumset stof. Var jeg havnet i en heroincentral? Var det Hash og kokain det flød med? Jeg var rædselsslagen. Jeg ville ud for enhver pris.
Av for satan! Jeg brændte mine fingre. Jeg slukkede lighteren og lod den køle af. Hvad skulle jeg gøre? Den historie jeg havde, selvom den var sand, ville ingen tro på. Jeg havde et problem. Jeg måtte ud for enhver pris. Jeg tændte lighteren igen og rejste mig. Jeg var stadig omtåget, men holdt dog balancen. Jeg famlede mig frem, og fandt den dør jeg var kommet ind ad. Jeg prøvede at åbne den, den sad fast. Jeg brændte mine fingre igen og måtte slukke lighteren.
Nu hørte jeg det meget tydeligt. Sirener der kom nærmere. Jeg bankede min krop imod døren for at komme ud. Jeg var i panik. Jeg hørte høje råb og tunge trin ude på trapperne. Jeg var rædselsslagen, ville kaste mig imod døren en sidste gang, og håbe den gik op.
Døren blev smadret, jeg så ind i et blændende lys.
"Der er en her!" hørte jeg, der blev råbt.
Jeg blev væltet ud på gangen, det blændende lys var skærende. Jeg besvimede.
Lene klappede mig på kinden.
"Har du det bedre, min skat?"
"Lene! Hvor er jeg?"
"På hospitalet," sagde hun og smilede til mig.
"Du havde nær brændt hele huset af. Der var øl, kærnemælk, letmælk og sødmælk over hele lejligheden, brandfolkene sagde du muligvis i din brandert, havde forsøgt at slukke ilden. Du må blive her i nogen tid, du har mindre brandsår på hænder og arme, men du bliver rask, med ganske få men."
"Lene! Hvad med de døde?" stammede jeg.
"Døde!" grinede hun.
"Den har edder maneme været høj!!.. Når du kommer hjem engang er alt forhåbentlig repareret, det tager far sig af. Jeg flytter hjem til dig igen, jeg kan ikke undvære dig. Det var en ordentlig forskrækkelse du gav os alle. Din chef har jeg talt med. Dit job venter på dig, men du får mindre at lave. Det lovede han mig."
Hun strøg mig over kinden og gav mig et kys.
Mit mareridt var slut.