De stejle bakker giver god læ for de kolde vinde, og det er sjældent, at tågen letter fra sumplandet i dalen. Store, mørke træer vokser sig hér ranke og høje, og de vilde natfugles råb høres både ved dag og ved nat. Blandt de hæst hviskende græsser på den gyngende grund, med røgtåger svøbt om krop og lemmer, holder ukendte væsener til.

Er lygtemanden et ukendt væsen? Mange har berettet om, hvorledes han med sit forræderiske blus har lokket intetanende folk ud på den bløde grund, ud til de hviskende græsser, de gyngende tuer, ud i en anden verden, ud i det, man ikke kan nævne ved navn. Mange har fortalt om, hvorledes folk, der mente at se et hjælpende lys forude, er kommet bort fra den sikre sti, sunket i dyndet, sunket, sunket, fod, læg, lår, krop og det hele, sunket, forstår I! Bort fra hér, ud i dér, forsvundet, sporløs, borte, væk! Sporløsheden er det værste, mener man. De sporløst forsvundne er ingen rigtigt tryg ved.

Men hvor mange har i virkeligheden været nær på lygtemanden? Lugtet hans klamme hår, set hans blege øjne, hørt den næsten lydløse hvæsen af de små blus, der udspringer fra hans fingerspidser? Hvem har stået halvt i skjul bag et træ i mosens udkant og set ham bevæge sig langsomt, sikkert, ude blandt de bløde tuer, snart usynlig, snart som et tydeligt omrids i tågen - og hans små lys, ja, de små lys, de fortrolige små flammer, der lokker mennesker til sig.

Mosekonen kender lygtemanden, og ligeså de mange andre tusmørkevæsener, der har hjemme i sumpene. Halvlysets verden er deres: dynddisen, rimtågerne, nordlyset, måneskinnet, de sparsomme sene solstrejf gennem mosedampene og de høje græssers fletværk, alle er de slægtninge til lygtemandens blus. Også disse betragter menneskene med mistro. Halvlysets elverfolk kan have deres rige i fred, dér hvor lygtemanden viser vej.

Og det er netop, hvad han gør, lygtemanden. Han viser vej, narrer aldrig på afveje. Hver den, der tager sit første skridt ud på den gyngende grund, ind i tågen, ind i mosen, er på vej.