Der var en gang en mand og en kone, der boede på en lille gård i den nordlige del af verden. De havde ikke stort mere, end hvad de behøvede for at bjærge livet, og det var de godt tilfredse med. Deres forældre var for længst døde, og børn havde de ingen af, så de få bekymringer, der kom og gik i deres tilværelse, var til at overskue.
   Manden og konen passede deres lille gård, svarede enhver sit, og havde intet udestående med hverken Gud eller mennesker.
   Sådan havde de levet i flere år, end de havde lært at tælle, og havde ingen grund til at ønske det anderledes.

En aften i høstens tid, netop da skumringen var faldet på, kom en fremmed til deres gård. En gammel, krumrygget mand, med pjaltede klæder og en tom sæk slængt over skulderen - og med en mærkelig maske for ansigtet, hvor hverken mund, næse eller øjne var på deres rette plads.
   Manden og konen kom frem i døren for at se den fremmede an; at byde sådan en underlig størrelse indenfor, var de ligegodt ikke meget for.
   Den fremmede gamling standsede lige foran manden og konen, stod ludende og tavs længe, og da det ikke lod til, at han ville eller kunne hilse, syntes manden, at han måtte side de første ord.
   "God aften, og Guds fred," sagde han. "Hvilket ærinde bringer dig til vores hus, gammelfar?"
   Da den fremmede talte, lød det som en nøgle, der drejer i en rusten lås:
   "Om det er en god aften, må I selv om; og Guds fred har jeg aldrig kendt," sagde han. "Jeg er Døden, og jeg er kommet for at købslå med jer. I giver mig det sidste år af jeres levende liv, og jeg giver jer til gengæld den første af Dødens hemmeligheder."
   Manden og konen var godt klar over, at dette var et tilbud, der ikke kunne diskuteres; de gik straks ind på det, selv om det ikke huede dem. Sagde de nej, da ville deres liv på jorden være forbi i dette øjeblik, så meget var sikkert.
   Handelen blev sluttet: Døden fik det sidste år af både mandens og konens levende liv, og til gengæld fik de den første af Dødens hemmeligheder. Døden drog bort med sit køb i sækken, mens manden og konen sad tavse ved komfuret i køkkenet og tænkte på den underlige hemmelighed, de havde fået.

Et år gik. Det blev atter efterår, og de kolde regnstorme slog ind over landet.
   En aften i skumringstimen kom en fremmed til gården, og manden og konen gik ud i døren for at se hvem det var.
   En høj, mager kælling med knortede lemmer, laset særk og stumpede ærmer stod stiv og tavs som et fugleskræmsel foran stuehuset. Over skulderen bar hun en tom sæk, og hendes ansigt var skjult af en sær maske, hvor det ikke var til at se, hvad der var øjne, næse eller mund.
   Kællingen stod så stiv og tavs, at både manden og konen blev helt fælne, og konen mente, hun hellere måtte tage til mæle end vente på, at den fremmede skulle hilse.
   "God aften, og Guds fred," sagde hun. "Hvilket ærinde bringer dig til vores hus, morlil?"
   Da kællingen talte, lød det som en vissen gren, der knækker i frostvejr:
   "Om det er en god aften, må I selv om; og Guds fred har jeg aldrig kendt," sagde hun. "Jeg er Døden, og jeg er kommet for at købslå med jer. I giver mig det sidste og det næstsidste år af jeres levende liv, og jeg giver jer til gengæld den anden af Dødens hemmeligheder."
   Manden og konen forstod, at de ikke havde noget valg: de måtte gå ind på handelen, hvor lidt de end brød sig om det.
   Da kællingen gik derfra med sit køb i sækken, stod manden og konen endnu i døren, men de ænsede ikke hende, der med lange knirkende skridt forsvandt i mørket med det sidste og det næstsidste af deres levende liv. De havde mere end rigeligt med den sælsomme hemmelighed, de nødtvungent havde byttet sig til.
   Men de fik sundet sig, for livet må gå sin gang - selv om det er blevet kortere på andre måder end den naturlige.

Vinteren, foråret og sommeren kom og gik, og det blev efterår igen.
   En aften, da de sorte fugle netop havde sat sig til ro mellem tagenes kragetræer, og skumringen var begyndt at tætne sig til mørke, kom en fremmed til gården.
   Denne gang var det en lille vanskabning med en bred og uformelig krop og lemmer så tynde som myggeben. Over skulderen bar han en tom sæk, og for ansigtet havde han en maske, hvor hverken næse, mund eller øjne lignede noget, der burde ses i et menneskefjæs.
   Og som det var sket de to gange før, sagde den fremmede, at han aldrig havde kendt Guds fred, at han var Døden, og at han var kommet for at købslå med manden og konen. De tre sidste år af deres levende liv ville han have i bytte for den tredie af Dødens hemmeligheder.
   Og ligesom det var sket de to gange før, turde manden og konen ikke sige nej, de lod den fremmede drage af gårde med det, han ville have, i sækken. Selv stod de tilbage med blege kinder og hånden for munden. Dødens hemmeligheder kan være drøje, ikke mindst for den, der for hvert leveår bortbytter endnu et år og således brænder sit lys i begge ender.

På den måde gik der mange år. Hvert efterår, en aften i skumringstimen, kom en fremmed til deres gård, med sæk over skulderen og maske for ansigtet og forlangte endnu et år af manden og konens levende liv i bytte for endnu en af Dødens hemmeligheder.
   Som tiden gik, blev manden og konen mere og mere urolige til sinds ved tanken om, at de to flammer på deres livs lys snart ville mødes, og gå ud.
   Men det var jo ikke bar bortforæring, disse år af deres levende liv. Efterhånden havde manden og konen fået så mange af Dødens hemmeligheder, at de - skønt de aldrig var holdt op at fælnes ved de sælsomme ting, de fik at vide - var begyndt at kunne bruge deres sjældne viden i gårdens drift. Aldrig sås et ukrudt i deres kornmark, aldrig en kålorm i deres urtegård; og skønt deres afgrøder aldrig gav stor overflod, så havde de dog en jævn fremgang, der gav dem årsag til at mene, det gik dem ret så godt i verden.
   De var begyndt at kunne lægge dalere til side til en pæn, kristen begravelse, når den tid kom - som man nu engang gjorde, når man havde lidt til overs og ikke ville lide den tort at se sig begravet, indsyet i skidne klude, i en rende i udkanten af kirkegården.
   Men selv om deres viden gav dem medgang i det timelige, så var det endnu ikke lykkedes dem at finde den yderste udvej, de søgte: at undgå Dødens sidste besøg, som de vidste måtte komme, at det ikke kun ville være deres leveår, men deres egne sjæle, som Døden ville bære bort i sin sæk.
   Mange aftener, særlig om efteråret, når dagens arbejde var overstået, og låger og døre lukket og låst for natten, sad manden og konen i lange timer ved komfuret i køkkenet og tænkte og talte om hvordan de skulle kunne slippe for denne sidste byttehandel, som de mente måtte være Dødens sidste hemmelighed.
   Jordelivet kan være både skrøbeligt og usselt; men den, der ser det glide bort, griber efter det med mere begærlig hånd end gnieren, der griber efter en guldmønt.
   Men endnu gik årene, og endnu kom Døden i sine mange sære skikkelser, gjorde sin handel og drog bort med sit køb. Og endnu sad manden og konen tilbage med Dødens mange hemmeligheder.

Da skete det, at pesten kom over landet, og mange døde, både mennesker og dyr. Der var sorg og nød og ligbål både dag og nat. Kun manden og konen frygtede intet, for det var endnu kun tidligt forår, og de var for længst vant til, at det var om efteråret, Døden kom til deres gård.
   Denne sikkerhed benyttede de sig af til at gøre sig nyttige omkring på de andre gårde; de fodrede og malkede, hvor gårdejere, husmænd og tyende var syge eller døde; de plejede de syge og bar de døde ud til ligbålene. De blev både beundret og misundt for deres frygtløshed, og der var endog nogle, der begyndte at hviske bag deres ryg, at de havde en særlig aftale med mørkets magter. Og selvom dette ikke var nogen hel sandhed, så var det jo heller ikke nogen hel løgn.

Da manden og konen mindst ventede det, kom Døden. En tidlig morgen, mens frosten endnu sad på vinduesruderne, bankede det på døren. Konen, som netop havde tændt op i komfuret, åbnede døren og så dér en flok hvidklædte skikkelser, alle med maske for ansigtet, hvor øjne, næse og mund så ud, som de aldrig havde tilhørt noget levende menneske. Den ene bar en tom sæk over skulderen.
   Konen mærkede Dødens kolde ånde omkring sig, da hun fik øje på sin mand, der stod bleg og tavs sammen med den hvidklædte flok. Han havde været ude ved brønden efter vand; de havde vel taget ham først, og kom nu efter hende.
   Uden at kunne se nogen bevægelse mærkede hun, hvordan Døden rakte ud efter hende. Hurtigt vendte hun sig om, tog en brand fra det endnu åbne komfur og holdt den foran sig, frem mod den hvide skare.
   "En handel er en handel," sagde hun med høj, vred stemme. "Jeg vil have den sidste af Dødens hemmeligheder, før du får det sidste af mit levende liv!"
   Da hørte hun en lyd som af en tung jernvogn, der kører over frostsprængte brosten. Det var Døden, som lo.
   "Den sidste hemmelighed har I allerede fået. Jeg har allerede fået det sidste af jeres levende liv. Det er jer selv, jeg nu er kommet for at hente."
   Konen så, at branden, hun holdt i hånden, gik ud. Kulden lukkede sig om hende.

Uden at opfatte, hvordan det var gået til, befandt manden og konen sig nu svævende i en klar kugle, som en sæbeboble, hvorfra de kunne se alting og ingenting. De så, langt under sig, deres gård og gårdsplads, hvor deres legemer endnu stod, konens foran den åbne køkkendør, mandens overfor hende, med vandspanden i hånden. De så ligbålene blusse horisonten rundt. Den hvidklædte flok, som var Døden, var ikke at se. De så, højt over sig, de samme skikkelser, men nu var de sortklædte og bar sorte masker.
   Selv om kuglen, de var i, syntes lille, var de forgæves, at manden og konen prøvede at nå dens væge for at bryde ud og undslippe. Meget, meget langt borte fra så de en af de sorte skikkelser tage en tom sæk fra sin skulder og åbne den. De så med rædsel, hvordan et langt rør nærmede sig boblen, de var i. Rørets munding blev større og større, truede med at sluge dem. Røret strakte sig langt bort og op, endte i en åbning i den sorte skikkelses maske.
   "Et sugerør i Dødens mund," hviskede manden til konen. "Nu er det os selv, den vil have, ikke vore leveår eller vore legemer. Hvordan skal vi overvinde Døden?"
   Konen hviskede tilbage:
   "Vi har fået alle Dødens hemmeligheder, og ingen af dem fortæller hvordan man undslipper den. Det eneste, vi nu kan gøre, er at give Døden dens hemmeligheder tilbage, så at den kommer til at skylde os mere, end vi skylder den."
   I samme øjeblik, sugerøret gennemtrængte boblens væg, og Døden trak det første store sug, begyndte manden og konen at give Døden dens hemmeligheder tilbage. Samtidig med, at de strittede imod af al magt for ikke at blive suget med op i røret, råbte de hemmelighederne af fuld kraft, ord for ord, den ene hemmelighed efter den anden. Når den ene var træt af at råbe, overtog den anden, og således skiftedes de og støttede hinanden.
   I lang tid var det, som intet skete, det store sug varede ved, og undertiden var deres kræfter så nær ved at være opbrugte, at de allerede forestillede sig hvirvlende op gennem røret, op til Dødens mund.
   Men pludselig skete der noget. Dødens maske, der havde været fuldsort, begyndte at blegne omkring munden, dér hvor sugerøret gik ind. Dette gav manden og konen nyt mod, og med forstærkede kræfter fortsatte de uden ophold at slynge hemmelighederne tilbage hvor de kom fra, tilbage i Dødens mund.
   Lidt efter lidt blev alle Dødens sortklædte skikkelser skiftevis og pletvis blegere og lysere. Da den sidste af Dødens hemmeligheder nåede op gennem røret, stod de alle skinnende hvide, hvorpå de forsvandt i et lysglimt. Boblen brast. Dødens magt var brudt.

Og manden og konen svævede bort, glade, lettede, frie. De så deres legemer ligge livløse på gårdspladsen, men hvad betyder vel det, når man har overvundet Døden og reddet sit liv?