En elektron og en proton så hinanden an, på én gang skeptiske og glædeligt overraskede.

Kernen var varm, gylden og rolig.
   Livet åndede: ind - ud, ind - ud, og livets høje, klare stemme sang, vibrerede og kaldte til dans.

Dansen, der opstod for bevægelsens skyld alene, hvirvlede i adstadige mønstre og figurer, men med rytmer og tempo, der kun var munterhed, frihed og harmoni.

Bevægelse og dimensioner var til uden mellemkomst af tid og rum.
   Spændstighed og frihed forstærkedes af inderlig samhørighed.

Den statiske indre kerne, dansens midtpunkt i fuldkommen hvile, gennemtrængte og bekræftede bevægelsen med sit nærvær.

Livet åndede: ind - ud, ind - ud, og livets basso continuo holdt dansen i gang og gav bevægelsen form og mening.

En elektron og en proton så hinanden an og beundrede hinandens eksistens og tidløshed. Hver især begærede de hinandens eksistens og udelelighed; begge ønskede de at være den anden og at være én.

Livet åndede: Ja, Ja, det er Godt, det er Rigtigt; og livets åndedrag indfangedes af kernen, som bekræftede tilbage, som et ekko: Ja. Ja.

En elektron og en proton fuldbyrdede deres affinitet og blev til én neutron; og denne ene, som før var to, fortsatte bevægelsen, dansen, mønstrene, figurerne.
   Og der eksisterede ingen anden varighed og ingen forgængelighed, for alt var nu og uden tid.

Flere andre par blev til én, og andre par forblev to, fordi deres rolle i dansen havde andre formål, og nogle dansede flere sammen i kæde, og atter andre alene.

Dansen fortsatte, og kernen blev opmærksom på livet, og livet åndede på kernen.
   Begge sang.

Rytmerne dannede spændstige buer og fuldkomne cirkler; intet hørte op, bevægelsen skabtes påny og påny uden varighed og uden forgængelighed, for alt var nu og uden tid.

Kun eksistens.
   Kun bevægelse.
   Kun livets åndedrag.
   Nu.
   Nu.

Uden for kernens kreds var andre bevægelser i gang, andre spil og andre livsformer.

Dansen i og omkring kernen fortsatte, og der var mange rytmer, mange formål og mange udeleligheder, men kun én bevægelse.

Da skete det, at en neutron, der før havde været to, blev opmærksom på, at der var eksistens og bevægelse uden for kernens kreds.
   På dét sted opstod rummet.

Og neutronen, som var en fuldbyrdet eksistens og derfor havde formål, der ikke var bestemt af andre danseres mønstre, rakte ud mod det, som var udenfor.

Det, som var udenfor, sang og vibrerede.
   Og neutronen fandt disse rytmer interessante, og bragte dem ind i sin egen bevægelse.

De nye rytmer var betagende, og neutronen gav sig hen i dem.
   Men disse nye rytmer var ikke i harmoni med den eksistens og den bevægelse, neutronen var en del af; og da den opdagede dette, ønskede den, at disharmonien måtte ophøre.
   I dét øjeblik opstod tiden.

Neutronen ønskede, at dansens mønstre og figurer ikke skulle brydes, og blev dermed klar over, at der fandtes modsætninger.

Neutronen følte sin egen lidelse, mens den fulgte to rytmer, der var uforenelige; og den ønskede at mindske sin lidelse, dele den, halvere den.

Et kort, fortvivlet øjeblik forsøgte den at standse, som kun atomets inderste kerne i sin klare ro kan stå stille; og neutronen følte den inderste kernes ro række ud til sig, trøstende, standsende.
   Og neutronen ophørte.

En elektron og en proton så hinanden an, på én gang skeptiske og glædeligt overraskede.