Der var engang en nonne, der gerne ville væk
fra klostrets strenge regler og klæder som en sæk.
Hun gik til priorinden, som chefen hed lokalt
og beretted’ i sin kvide, hvordan at hun blev kvalt.
- I klostrets tunge skygge, jeg trives ikke nej,
jeg prøve vil min lykke på livets landevej.
Ku’ jeg få lov at prøve et ganske andet liv,
derude i en verden om end der hersker kiv
Et enkelt år er nok, så ved jeg ren besked,
om livet i en verden fuld af krig og kærlighed
og mange andre dyder og synderne i sær.
Et minde der mit liv kan dirigere her.
- Ja, det jeg gerne giver dig, men lyt mit kære barn.
Drag ud i livet, men fald ej i syndens stærke garn.
Og året kom og gik svandt hen, retur til klostrets dør
vor nonne kom i minkpels, bil og med privatchauffør.
Nu priorinden tog i mod og ville gerne vide,
om livet uden for nu kun var fyldt med sorg og kvide,
men nonnen rødmed’ klædeligt, da hun nu sku berette,
og sagde så de enkle ord der skulle hjertet lette:
- Oh kære priorinde bliv nu ikke spor pikeret
i tiden jeg har været væk, var jeg prostitueret.
Nu priorinden hvinede og dåned’, det var galt
og andre nonner iled’ til med vand og lugtesalt.
så da hun atter vågned op, hun sagde ganske rystet:
- Vær sød at gentag dine ord, der just faldt mig for brystet.
Nu nonnen gentog nok en gang, en smule irriteret.
- Det er skam ganske vist og sandt, jeg var prostitueret.
- Oh, gud ske lov, sagde priorinden med en sagte røst.
- Kom til min barm og vær kun glad, hos mig, du skal få trøst.
Jeg er skam glad, da nu jeg ved, at ret du lykken fandt.
Jeg troed’, at du sagde, du var blevet protestant.