Regnen falder umærkeligt, men nådesløst. Jorden emmer af fugtighed, og græsstråene overgiver sig slattent til regndråbernes monotone pres. Personen foran mig bærer en lang sort frakke. Kraven er slået op, og skuldrene er trukket op som for at afværge regnens dryppen. Når dråberne lander på frakkens sorte uld er det som om de et øjeblik tøver, inden de langsomt trænger ned i stoffet. Varer regnen ved, vil der ikke gå mange minutter før frakken er gennemblødt. Personen skutter sig, og kaster et blik tilbage over skulderen, som om min interesse for frakken har gjort ham opmærksom på mig. Jeg smiler svagt, da jeg genkender min onkel. Hans blik er sørgmodigt, og han vender sig hurtigt om igen. Han er min fars yngste bror, og jeg ved det piner ham frygteligt, at se min far så ked af det, jeg kan næsten mærke hvordan medfølelsen slider i hans indre. Min far står ved siden af ham. Hans nakke er bøjet, og selvom jeg ikke kan se hans ansigt fra hvor jeg står, så ved jeg hvordan det ser ud. Huden i hans ansigt har mistet enhver glød, og den blege farve står i stærk kontrast til de dybe, mørke furer mange nætter uden søvn har mejslet ind i hans ansigt. Øjnene er tørre, men klumpen i hans hals truer hele tiden med at lade de svigefulde tårer falde. Han er bange for, at hvis han først giver slip, så vil han aldrig kunne holde op igen, og han har min mor og os børn at tænke på. Tanken om, at han skal være den stærke for os andre, giver ham et holdepunkt i desperationen, og han værner stædigt om det, helt uvidende om hvor tydelig hans sårbarhed er.

En lille, varm hånd griber min, og jeg kigger vilkårligt ned. Min lillesøster har sneget sig væk fra min mor, og har fundet mig midt i mængden af mennesker. I det sorte og grå menneskehav, lyser hendes lyserøde vindjakke op, og hendes smilende blå øjne er fulde af liv og glæde. Hendes energi kan ikke undgå at smitte mig, og jeg sætter mig på hug ved siden af hende. De små buttede arme griber om min hals, og hun knuger sig ind til mig.
   "Jeg troede du var blevet væk," ler hun. Udtalen er præget af hendes unge alder, men meningen er tydelig nok da hun holder hænderne for øjnene, og derefter hurtigt fjerner dem.
   "Bøh!"
   Midt i den tunge stemning er det intenst befriende at le sammen med hende. Åh, hvor jeg dog elsker hende højt. Tankerne flyver tilbage til dengang min mor fortalte min bror og jeg om vores kommende bror eller søster. Hverken min bror eller jeg var begejstrede for familieforøgelsen, og i måneder svor vi i vores nyopståede fællesfront, at vi intet ville have at gøre med den lille ny. Vores mor havde ikke på noget tidspunkt været foruroliget over vores fjendske holdning. Det var som om hun vidste, at vores modstand ville smelte i det øjeblik vi fik mulighed for at hilse på vores nye bror eller søster. Og hun fik naturligvis ret - min kloge mor.

Præsten begynder at tale. Regnen overdøver næsten hans ord, og jeg lytter heller ikke. I stedet spejder jeg ud over forsamlingen. Alle ansigter afspejler på den ene eller anden måde sorgen over at have mistet en elsket. Mismodet er overvældende og tyngende, og mit hjerte gør pludselig fysisk ondt. Hvor er det dog uretfærdigt at miste nogen man holder af. Mine øjne svider et øjeblik inden de fyldes med tårer, som lydløst blander sig med regnen på mine kinder. Gennem tårerne får jeg øje på min bror, som står ved siden af mine bedsteforældre. Han er lige kommet i puberteten, og er ved at anlægge en hård facade, som han tror får ham til at virke ældre. En dirren i hans mundvige afslører, at han kæmper for at bevare sine ansigtstræk under kontrol. Jeg undertrykker en impuls til at løbe over og omfavne ham, for ligesom min far er hans sårbarhed alt for tydelig. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne spole tiden tilbage, bare et øjeblik, bare for at kunne genopleve en stund uspoleret af sorg. Som dengang lige efter jul hvor jeg blev ramt af en slem omgang forkølelse, som epidemisk spredte sig til resten af familien - undtagen min far, som heroisk sørgede for alle os andre, gjorde rent, ryddede op, vaskede sengetøj og samlede snotklude. Midt i al elendigheden havde vi indrettet sofaen i stuen til én kæmpe seng, hvor vi skiftevis sov og så videofilm, og til trods for den uundgåelige selvmedlidenhed, havde vi følt en sjælden nærhed, som i lyset af det der siden skete, forekom ufattelig dyrebar.

Et utålmodigt ryk i mit jakkeærme henleder atter min opmærksomhed på min lillesøster, som nu ser ud til at kede sig bravt. Hun hviner højlydt, da jeg kilder hende, og af en eller anden grund føles det ikke rigtigt at tysse på hende, så jeg lader være, selvom de personer der står tættest på føler sig beklemte ved latteren. Når man oplever to modstridende følelser samtidig, så kan det være uendelig svært at beslutte hvilken en man skal overgive sig til. Det er så pokkers svært at grine gennem tårer.
   Menneskemængden skilles pludselig, og gør plads til min mor, som søgende ser sig om.
   "Nå, der er du, din lille bandit!" Hendes stemme er lavmælt, men lidt streng, da hun indfanger min lillesøster i favnen. Hun bløder lidt op, da hun atter holder hende i sine arme, og uroen fra før da hun opdagede at den lille var væk, forsvinder langsomt.
   "Du skal blive hos mor, lille skat. Ellers bliver jeg bare bekymret." Hun siger det mest for sin egen skyld, ved af erfaring, at den slags formaninger har en tendens til at prelle af på en treårig.

Ceremonien er ved at være overstået. Præsten gør tegn til at folk skal rykke nærmere. Jeg lister mig igennem masserne, og står kort efter foran den åbne grav. Den hvide kiste virker enorm. Om lidt vil den blive sænket ned i graven. Folk holder næsten vejret, vil helst udskyde dette endegyldige øjeblik, hvor døden ikke længere kan ignoreres. Hejsemekanikken sætter i gang, og langsomt sænkes kisten ned i graven. Jeg mærker angsten sætte ind, og den næres af gråden fra de omkringstående, som nu ikke længere forsøger at lægge en dæmper på sig selv. Afskeden er nær, men min hjerne vil ikke fatte det, nægter at indse, at det endegyldige farvel nærmer sig hastigt. Jeg har lyst til at kaste mig ned på kisten, og tvinge den op igen. Det kan ikke være slut. Det må ikke være slut. Man kan da ikke undvære dem man elsker! Jeg græder højt nu, næsten hysterisk, og bukker under for sorgen. Min krop føles vægtløs, og jeg har det som om jeg er ved at besvime.
   "Nana!" Min lillesøster kalder på mig, men det lyder som om hendes stemme kommer langt væk fra. "Hvor er du?"
   Min fars ansigt nærmest krakelerer, da han med uendelig sorg i blikket kysser hende på kinden, og siger:
   "Nana er i himlen nu, lille skat."