Jeg ved hvor mørket bor
For enden af en gammel have
En rusten låge fører derind
Lugten er anderledes ved lågen
Den har rejst langt
For at nå til mit ansigt
Det er en lugt med mange lugte
Og jeg griber med hånden en af dem
Og fører den til min næse
Lugten af våd jord
Som solen har forladt
Min næse bliver klæbrig af lugten
Og trækker sig tilbage
Jeg rører ved næsen
For at berolige den
Min hånd lukker sig om gammelt jern
Og lågen åbner sig
Da jeg går ind gennem lågen
Bliver tiden væk
Mine fødder rammer
Glemte tråde af liv
Som bor sammen med mørket
Trådene lægger sig om mine fødder
Jeg knæler
Og trådene lægger sig om mine arme
Jeg er en del af mørket
Jeg smiler
For mørket er venligt
Når mørket taler
Kommer lugtene
De er varme klæder
Der dækker min krop
Historier om liv
Trænger ind i mig
Jeg rækker dem min
Og lugtene lægger sig hos mig
Her er stille.