hvem bor der hvorfra lyden skulle komme, uhindret som marmor på en stenplade, selvom jeg tænder lys griner mørket, og sten ringer hult da marmor forsvinder; selv alene jeg ensom, men ikke kun mig selv, for lyset giver indtryk af øjne der ser intet, for der er intet at se, hvor lyset først kom efter mørket havde slukket det. min tunge vil tale men tænderne bestemmer og kun lydens oprindelse når ud hvor lyset fanger det og flammer op så gassen når at blive våd og farves rød da lyset leger skjul; hvis jeg vender bordet om kan jeg bo i det; men kuben mangler mig.