den morgen jeg blev gammel bad jeg vinden fjerne det låg der naglede mig til jordens kolde flade, hvor hænder kun bestod i aftryk der gjorde jorden ru og fortalte min ryg om bevægelser der havde ramt vinden i hjertet. men vinden slog ud efter hænder der nu ikke længere hørte til men faldt mod den flade, der skulle gribe dem og fortælle deres historie til den hvis ryg skulle dække deres fald.

gammel flettede mit ansigt og munden formede ord der havde levet før, men nu væltede omvendt ind i en mund der ikke boede hvorfra lyden tidligere var kommet. Træet sendte sine grene ud for at møde luften, men den var varm og brugt og bladene blev hjemme. Selv ikke da lyset lokkede med røde felter hvor blade kan foldes ud og leve lod de sig lokke men blev hvor hjemme ikke behøvede at møde gammel. Jeg så bladene og forstod og dagen blev mørk i mine øjne.