En halv måne lyser bedøvet i den fossende flod.
Vinden kysser overfladen og danner eksplosioner.
På midten af floden driver en kold tømmerstok.
Med noget der en gang havde været et menneske, som rytter.
Hans ulve tuder til alles rædsel over bjergenes silhuetter - og hans tåre
Får floden til at gå over bredderne.

En halv mand efterfulgt af fragmenter af noget menneskeligt. En stemme,
et telefon nummer, et elektronisk postkort fra en anden ø, en beklædningsgenstand
af hårdt blåt stof. Han ved det har været en del af ham og hans personlighed.
Han ved også at han absolut ikke møder sig selv igen. For den fossende flod giver
ikke det rolige spejlbillede mere. Det der var ham.

En halv gennemsigtig krop. En form for væske - et genfærd. Et lys.
Han er bleg.
Og så tynd at man kan se det lysende hjerte bag hans bryst.
Det hjerte der fik musikken til at spille for andre. Det hjerte der underholdt.
Elsket - Sovet ved siden af en elsket.
Det hjerte. Det er træt. Kan ikke holde smilet mere.
Det stoppede med at banke for århundreder siden.

En halv million kilometer borte befinder manden sig.
På sin kolde tømmerstok.
I floden.
Mellem bjergene.
Iblandt ulvene.
Kragerne venter ikke en gang på ham. De ved han ikke eksisterer.
Han er blot et blegnet fotografi af et personligt jordskred.

Han er ekkoet der skøjter over gletscheren et ubeboeligt sted.
Tømmerstokken holder ham oppe. Og han padler kraftigt med sin åre.
Og månen prøver at gemme sig bag bløde skyer.
Men han er uundgåelig.
Han er til stede.
Han er lige i nærheden.
Han er i din seng, i dit hår, i din mad, i dit spejlbillede.
Han er din sorg. Dit forfald.
Han er manden med leen - Færgemanden.