Har ikke fået spist. Har vel gemt det. Har ikke spist i dage. Det sker tit. At jeg glemmer. Glemmer med vilje... Jeg skulle jo nødig blive fed. Det er vigtigt for mig. Hvis jeg bliver grim - vil hele min verden bukke under og jeg ville sikkert ikke overleve. Måske overlever jeg ikke alligevel. Det siger de alle sammen at jeg ikke gør. Det irriterer mig at de ved. At de kender til min hemmelighed. De snakker hele tiden om det. Hvad de kan gøre ved mit problem. Det var nemmere da de ikke viste. Men det gør de nu. Og ih hvor holder de øje med mig. Hvert sekund. Jeg er ligeglad. De får mig ikke til at spise. Aldrig. Aldrig. Jeg vil ikke. De snakker om at jeg skal indlægges. Indlægges hvis jeg ikke begynder at spise. Ligeglad. Vil ikke være fed. Vil ikke være grim. Er jeg grim, kan folk ikke lide mig, og det skal de. De skal elske mig.
Hver dag håber jeg at de ikke opdager noget. Der er ikke langt til køleskabet. Alligevel nærmer jeg mig næsten aldrig dette forbandede sted. Jeg er ikke sulten og jeg har ikke lyst til at være det. De kan næsten ikke holde smerten ud længere. Min mor og min far. Se at deres datter bliver tyndere og tyndere. Har lovet at stoppe. Det har jeg. Og jeg gør det også. Begynder at spise igen- om ikke så lang tid. Jeg skal bare lige tabe mig lidt mere først. Være lidt smukkere. Det er kun når jeg spiser mine forældre slapper af.
Jeg må ikke tage min mad med ind på mit værelse længere. Det gjorde jeg altid engang. Det var nemt. Da kiggede de ikke gennem stof, gennem vægge, gennem alt. Dengang kiggede de ikke ind i mit liv. De lod mig være. Det virker ikke længere med den sædvanlige:
"Nej tak, jeg har spist."
De bliver gale når jeg siger disse ord. Alligevel prøver jeg hver dag. De følger mig nærmest hele vejen, når jeg går på toilettet. Står udenfor og lytter. Hører om jeg kaster maden op eller ej. De er bange for at jeg forvandler det ene helvede til et andet.
Jeg er træt af det. De er så mistænksomme. Jeg hader at være i nærheden af dem. I nærheden af andre mennesker. Jeg kan bedst lide at være alene. Jeg er så træt. De siger det er fordi jeg ikke spiser. De siger det er derfor jeg har ondt i hovedet og besvimer. De siger så meget. Så mange banale ting. Ting jeg kunne være foruden. Kan ikke holde til mere. Min inspiration er væk. Inspiration til at fortsætte livet med et smil. Bare for en stund, bare for et lille stykke tid. Hvis jeg bare kunne græde. Men mine tårer er tørret ud. Er for træt til at græde. For træt til at leve. Men ikke for træt til at stride imod. Jeg vil ikke spise. Aldrig. Aldrig. Aldrig.