Asrael gik med forsigtige, vågende skridt. Han frøs og spændte i hele kroppen. Ikke alene på grund af kulden, men også af forventning og angst.
   Han kunne mærke hvordan hans krop langsomt forrådte ham. Hans syn blev sløret og han svedte voldsomt. Samtidigt bemærkede han slet ikke at han nærmest var holdt op med at trække vejret.
   Der var ingen omkring ham. Selv om han vendte hovedet hidsigt fra side til side, så han ingen. Men han holdt vagt, var opmærksom. Han måtte ikke lade ham snige sig ind på sig.
   Asraels hånd fejede konstant rundt langs siden, om på ryggen og tilbage igen. Han skulle være sikker på at den var der, kniven. Han havde gemt den under trøjen omme på ryggen.
   Man havde sagt at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kunne tage en kniv med sig. At man ikke kunne tage noget som helst med sig. Men Asrael havde fundet en vej. Han havde søgt efter en løsning det meste af sit liv, så han kunne være forberedt inden mødet. Han havde fundet den og nu var han klar.
   Han vendte rundt med et hidsigt ryk. Havde der været nogen? Hånden om på ryggen. Kniven var der stadig. Der var ingen at se. Heller ingen gemmesteder så langt øjet rakte. Men hans øjne rakte ikke langt. De sved og lyset skar ham ubehageligt i øjnene.
   Pludselig blev han overvældet af en følelse af afmagt. Han kæmpede imod den, vidste at det var en af farerne. Det var som om et tungt tæppe havde lagt sig på hans tanker og sanser. Han følte sig tynget, kunne ikke tænke klart. Udmattelsen kom helt bag på ham og følelsen af håbløshed bredte sig. Der var ingen at se, ingen at kæmpe imod. Kniven var der, men den var nyttesløs.
   Asrael kæmpede for at få hold på sig selv. Han ville ikke lade sig slå ud. Forberedelserne havde været lange og hårde, og dette var kun en af prøvelserne på vej mod den endelige udfordring, der ville udløse den ultimative gevinst. Han holdt fast ved den tanke, lukkede øjnene og lod sig drive væk fra lidelserne med drømmen om hans mål.
   En bevægelse! Bag ved ham. Han forbandede sig selv. Han havde sænket paraderne og tilladt sin modstander at snige sig ind på ham. Men alt var ikke tabt. Han havde stadig et trumf på hånden. Med armen bag ryggen vendte han sig rundt.
   En høj skikkelse i en tung sort kåbe stod ubevægelig foran ham. Skikkelsen bar en hætte, hvis skygge skjulte dens ansigt. Asrael vågnede med ét op. Forbandelsen, der før havde trukket i hans krop og sjæl, havde sluppet sit greb. Han skulle lige til at trække sit våben, da skikkelsen talte til ham med en hul og kølig stemme, som en gletscher under vandring.
   "JEG KENDER DIN HENSIGT. DU KAN IKKE DRÆBE MIG."
   Asrael så op i mørket på hætten. Høsteren af sjæle bar intet ansigt. Han tog hånden frem fra ryggen igen, uden kniven.
   "Hvorfra kender du mine planer? Du har ikke plads i mit hoved."
   "DU ER HER FOR TIDLIGT. DET ER IKKE DIN TID ENDNU. INGEN KOMMER FRIVILLIGT TIL MIG UDEN SORG ELLER ANGREN. DU VISER INGEN AF DELENE."
   Stemmen var kold og monoton. Der var ingen tegn på medfølelse eller sympati.
   "Du har muligvis ret med mine planer, men ellers tager du fejl. Man siger du er udødelig og ikke kan slås ihjel, men jeg lytter ikke til dem. Jeg tager dit liv før du tager mit." Asrael forventede et udfald, men Døden forholdt sig stadig i ro.
   JEG TAGER IKKE LIV. JEG FØLGER BLOT DE DØDE FRA LIVETS VERDEN TIL DEN HINSIDIGES. DET ER SJÆLEN BAG MIT TUNGE ERHVERV. MEN DU HAR DELVIS RET I DINE ANTAGELSER." Asrael havde svært ved at få fode på situationen. Hvis bare han kunne tolke om Døden følte sig truet eller blot føjede ham i hans spil. Han lod ham fortsætte.
   "JEG KAN SELVFØLGELIG IKKE DØ. JEG ER DØDEN. MEN DET STÅR HELT UBESTRIDELIGT AT ALTING HAR DERES ENDELIGT OG JEG VIL OGSÅ STÅ OVERFOR MIN ENDE EN DAG."
   Asrael ville ikke lade sig indfange af Dødens tankespil. Han vidste at han kunne dræbe ham. Han bar kniven, der var blevet fortryllet igennem en hedensk ceremoni. Den havde varet 30 dage og kørt Asrael på randen af udmattelse inden han selv havde stukket kniven i sit hjertet for at komme til dødsriget. Det var kniven, der ville gøre det af med Døden, give Asrael livskraften tilbage, og efterlade ham med evigt liv. Han havde midlet, nu skulle han bare bruge det.
   Asrael trak våbenet frem fra ryggen og i et omtåget adrenalinsus jog han kniven frem foran sig. Bladet fortsatte ind under kåben, indtil den ramte en hård modstand, der langsomt gav efter for det hårde jag. Rundt om de to forvandlede stilheden sig til et rasende inferno. Vinden piskede omkring dem, som stod de i øjet af en tornado. Den ruskede i Asrael, der stædigt rykkede kniven længere frem. Og med et, lige så hurtigt som den var opstået, døde vinden hen igen.
   Asrael havde forventet et form for udenjordisk skrig, der ville bore sig ind i hans ører og jage i hans rygrad. Men der kom ikke en lyd. Skikkelsen forsvandt og kåben sank tung og formløs til jorden.
   Asrael satte sig udkørt og ventede. Omfanget af hans handlinger stod ham slet ikke klart. Han havde vundet, men sejren var et antiklimaks. Den druknede i stilheden og blev overskygget af hans ensomhed.
   Han så sig omkring. Forventede hvert øjeblik at verden ville vende tilbage omkring ham. Men der var stadig ingen at se. Der var ingenting, kun lyset, kåben og ham selv. Han ventede.
   Omgivet af intet, forsøgte Asrael at gennemtænke alt hvad der var sket fra han var trådt ind i dødsriget. Det var gået som det skulle. Han havde trodset selveste Døden og slået ham ihjel. Men hvorfor skete der ikke noget? Hvorfor var han stadig her i dødsriget?
   Dødens tunge stemme genlød som et ekko i hans hoved. "...FØLGER BLOT DE DØDE... TAGER IKKE LIV..." Asrael var alene. Kun stemmen var der til at plage ham. Den brændte hans sind med dens sandheder og gennemhullede Asraels håb om at nå sit mål.
   Der var ingen vej ud eller ind. Der var intet ud eller ind. Der var ingenting. Han sad fast i Dødens rige, hverken død eller levende.
   "...ALTING HAR DERES ENDELIGT..." stemmen i hans hoved var kun et minde af Døden. Der var ingen Død mere. Ingen til at vise de døde vejen. Som en færge uden kaptajn og Asrael sad blot på dækket og ventede.
   "...MIT TUNGE ERHVERV...UDEN SORG ELLER ANGREN..." Asrael så sig om i intetheden. Stadig ingenting. Ikke engang tiden fandtes her, tænkte han.
   Der var kun én vej. Én løsning. Det var ikke en del af Asraels forberedelser, men han rejste sig op og tog vemodigt kåben på. Han tog en dyb indånding og trak hætten på plads. For sidste gang hørte han stemmen i sit hoved.
   "JEG ER DØDEN."