"Kan du så komme i gang! Det eneste du har lavet i dag er, at sidde at dovne foran det fjernsyn!" Min far var ret sur. Det var fredag og derfor også den officielle rengøringsdag herhjemme. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg havde det med at gøre rent i det sidste øjeblik, dvs. lige inden min mor kom hjem og vi skulle spise. Jeg slukkede for fjernsynet og gik sukkende ind på mit værelse for, at rydde op. Jeg havde mest af alt lyst til bare at se fjernsyn, men jeg vidste hvad der ventede, hvis jeg ikke havde gjort mit værelse rent, inden mor kom hjem: Ballade. Der var egentlig ikke specielt rodet. Tja, måske lidt men jeg ville slet ikke kalde det 'Jerusalems ødelæggelse', som mine forældre tit gjorde. Der lå noget tøj hist og her, og sengetøjet var godt nok næsten levende pga. alle de hundehår, der efterhånden dækkede den. Jeg sukkede, for jeg var godt klar over at sengetøjet skulle skiftes, før det fik sin egen personlighed og vi kunne begynde at kalde det for Fido. Jeg trak sengetøjet af dynen og smed det hurtigt til vask. Nu skulle jeg til at gå hele vejen op ovenpå for, at hente noget nyt og rent stykke sengetøj. Jeg sukkede endnu engang og traskede dovent op ad trapperne. Jeg gik ind i soveværelset og åbnede skabet der indeholdt sengebetrækket. Jeg fandt et nogenlunde pænt stykke rødt lagen og noget gammelt, flot og hvidt sengetøj. Jeg vendte mig om og skulle til at gå ud ad døren, da jeg pludselig fik øje på en lem ind til et loft.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte mig underligt draget til loftet, og jeg blev nysgerrig efter at få at vide, hvad der var derinde. Jeg lagde sengetøjet på gulvet og satte mig på mine knæ, sådan at jeg kunne åbne den lille lem. Jeg havde aldrig før set hvad der var inde i det her loft, heller ikke selvom jeg havde boet her i huset det halve af mit liv. Jeg fik hurtigt åbnet ind til loftet. Der var ret mørkt og småt. Det eneste jeg kunne se var en brun kuffertagtig taske, der lå lige inden for åbningen. Jeg kiggede nærmere på den, men det eneste jeg fandt ud af var at den var ret gammel. Min umættelige nysgerrighed fik mig til at fiske tasken ud af loftet og ind i soveværelset. Støvet sværmede omkring den som fluer om en hestepære. Jeg hostede modvilligt, men fik dog åbnet tasken uden videre besvær. Den var fyldt med gamle avisartikler og bøger fra den første halvdel af 1900-tallet. Det virkede ikke videre interessant, indtil jeg fik øje på to små avisartikler i en plastiklomme. 'Ikke hendes Skyld, at Dalbylageret ikke blev fundet' og 'Stak Vaabenlager i Dalby' var overskrifterne. Jeg vidste med det samme at de handlede om min bedstefar. Min mor har mange gange fortalt mig, at min bedstefar gemte våben for det danske politi. Han var en slags frihedskæmper. Da jeg læste videre i en af artiklerne fandt jeg ud af, at det var en 25-årig kvinde ved navn Meta, der havde stukket min bedstefar i sin tid. Det danske politi arresterede hende i Flensborg. Ifølge artiklerne havde hun givet informationer til Gestapo om et våbenlager i Dalby, som politiet havde gravet ned i min bedstefars have. Gestapo tog straks ud til min bedstefar, men de fandt heldigvis ingen våben. De tog ham alligevel med til afhøring på Staldgården, men da han ikke gav dem nogen oplysninger, befriede de ham igen. Jeg huskede pludselig, at min mor har fortalt mig, at han igen blev fanget. Denne her gang skulle han faktisk henrettes. Men af en eller anden ukendt grund, befriede de ham kort før henrettelsen.
"Hvilket held!" sagde jeg stille for mig selv. Min mor var nemlig ikke blevet født på det tidspunkt, og hvis han ikke havde overlevet, ville jeg jo ikke være i live. Jeg ønskede pludselig, at alle mine bedsteforældre var i live. Jeg forestillede mig alle de ting jeg kunne have lavet med dem i min barndom, hvor hyggeligt det ville være på juleaften og fødselsdage og hvor rart det kunne være hvis de stadig levede. Jeg lagde artiklerne tilbage i tasken, hvorefter jeg lagde den ind på loftet igen. Jeg smilede for mig selv, for jeg var stolt af min bedstefar, og greb fat i mit sengetøj. Nu skulle jeg jo ned at gøre rent, men jeg ville komme herop igen en anden dag, for at se hvad der ellers var i tasken. Jeg gik ned ad trapperne i mens jeg håbede på, at jeg selv engang ville blive en lige så stor inspiration for min familie som min bedstefar.