Mille sad og syede og mens nålen dansede ind og ud af stoffet, betragtede hun Josef, der vaskede tøj på altanen. Han havde et par falmede grå lærredsbusker og en hvid ærmeløs t-shirt på og hun kunne følge musklerne i hans skuldre og overarme der spændte og løsnedes med hænderne der stødte tøjet ned i vandet og trak det op igen. "Sådan er der ingen hvide mænd, der ser ud længere," tænkte hun. Mændene derhjemme var enten laskede og havde topmaver, eller også havde de sirligt bygget deres perfekte kroppe i fitnesscentre. Josefs krop var bygget af hårdt arbejde og af majsgrød og bønner og en smule grøntsager og hvad han nu ellers havde råd til. Der var noget tiltalende, men også noget let provokerende, ved kroppe der sådan var smukke uden at gøre noget for det.

Josef hang bukser og bluser op på tørresnoren. Han kom tre gange om ugen, og ud over at vaske tøjet, vaskede han gulvene, gjorde rent på toilettet, købte ind, vaskede op og lavede også engang mellem lidt mad, selv om det ikke var meget han kunne. Men han skar frugt ud, lavede juice og kaffe, og kunne også koge et æg og riste lidt toast.
   Han kom ind fra altanen, og Mille sænkede blikket med et lille smil og koncentrerede sig om at sy. Han stillede sig for enden af spisebordet hvor hun sad. Hun så op.
   "Skal jeg tage kangaen, miss Mille?"
   "Kangaen?"
   Josef så ned, og Mille opdagede at han refererede til den kanga hun brugte som dug på spisebordet.
   "Den har fået pletter, miss Mille."
   Det var også rigtigt. Hun havde spildt lidt kaffe til morgenmaden. Det var svært at se, for kangaen var mørkerød med store sorte blomster, og hun havde ikke taget sig af det.
   "Jo, bare tag den, Josef," sagde hun med et lille bid i underlæben.
   Hun flyttede ikke sit sygrej og Josef måtte gå højre om hende og skubbe lidt af kangaen til side, så han forsigtigt kunne tage nåle og tråd og små stykker stof og flytte det hen på bordets nu nøgne træ. Så gik han ned i den anden ende og tog resten af kangaen, bar den ud på altanen og kom tilbage for at stille sygrejet på plads. Så gik han tilbage til altanen og efterlod hende med hans dybe tunge duft.
   "De lugter heller ikke som hvide mænd," tænkte hun.
   Hun prøvede at arbejde videre, men øjnene løftede sig hele tiden og listede diskret ud til Josef. Hun kunne mærke sine kinder blive røde.