Det var koldt den vinter og herrecyklen frøs. Han hed Sorte, eller Gamle Sorte, men han var efterhånden mere rød end sort. Det var rusten. Han kunne mærke den gnavede sig gennem maling og metal. Den røde syge havde spredt sig fra kæden og videre ud i ledene, til den til sidst havde angrebet stellet. Sorte havde det ikke godt. Han syntes ikke han tænkte klart længere.
   Det var sent om aftenen, og Sorte stod lænet op af skuret. Gennem væggen kunne han høre de andre der talte derinde. Han så dem for sig. Lange John, statelig i stativet, Racer, ladt liggende i et hjørne, Lille Jupiter, forsigtig og forsagt langs væggen. Og Nye Sorte i midten, med sit blanke stel og sine overlegne manerer.
   Nu sagde Nye Sorte noget, og Gamle Sorte hørte dem grine. Lange John, tørt og kort, Racer, hæst og hurtigt, Lille Jupiter, et flygtigt fnis. Og Nye Sorte selv, højlydt og selvhævdende, som en cykel der ejer hele verden. Åh, hvor de morede sig, mens han stod herude og frøs.
   Sorte huskede tilbage til dengang han selv stod i skuret. Dengang han var rask og stærk og det var ham der stod i midten og fortalte historier. Ham og Røde. Han så ned af sig selv hvor pletterne havde spredt sig ud over stellet.
   Er det dig Røde? tænkte han. Er det dig, min pige? Er det nu vi bliver ét, som vi talte om engang?
   Men det var bare sygdommen der åd ham. Han prøvede at sove.

Sorte vågnede ved et hårdt slag på låsen. Det var en stor dreng, med en hue godt nede over ørene, og tunge mørke støvler. De sparkede ham i låsen.
   - Hjælp! råbte Sorte forskrækket. - Hjælp mig!
   De andre holdt op med at tale inde i skuret. Drengen sparkede igen, og Sorte kunne mærke låsen give sig.
   - Jeg bliver stjålet! råbte han.
   Der var stille inde i skuret nu, og da drengen sparkede igen, gled låsen op.
   - Sådan dér, sagde drengen. - Det gamle lort.
   Og så satte han sig op på Sorte og cyklede ud i natten.

Først var der bare smerten. Egerne der eksede og ledene der værkede. Alting raslede og knirkede mens de tunge støvler trådte igennem og trak sådan i kæden at Sorte troede den ville knække.
   - Ikke så hurtigt, stønnede han, mens de slingrede ud på den store vej. Men drengen forsatte bare og trampede Sorte op i en forfærdelig fart. Så slap han pludselig pedalerne og stak benene ud til siden. Kæden, der ellers havde danset uregerligt på tandhjulene, faldt i hak, og langsomt fik Sorte vejret igen. Gadelygterne blinkede forbi og den kolde rene februarluft slog ind mod metallet. Det var så længe siden han sidst havde været på vejene, og pludselig var følelsen af asfalt under dækkene befriende.
   Drengen begyndte at træde i pedalerne igen, men nu i et mere roligt tempo. Det var som at være ung igen, på vej i byen med Røde og de andre. Hænge i stativer foran de fineste steder, gemme sig med Røde og Racer i baggårdene, slingre hjem sammen, mens morgensolen sneglede sig op af byens kobbertårne.
   Sorte begyndte at le. - Jeg er fri, tænkte han. - Jeg er ikke længere kasseret. Skuret og de andre er væk. Nye Sorte er væk. Manden er væk. Jeg har en ny herre, nu, en ung og sprælsk én med et tungt tråd. Han skal nok få banket rusten af mig. Han skal give mig den olie jeg ved jeg fortjener!
   Varmen kom rullende fra dæk og pedaler og spredte sig ud i stel og styr. Sorte brændte igen.

Drengen svingede ind på det store torv tæt ved søerne. Han parkerede Sorte i et stativ overfor to flotte damecykler, klappede ham billigende på sadlen, og skridtede ind på den nærmeste bar.
   Sorte blinkede med forhjulets enlige refleks til de to damecykler. Den ene var en lille blå mountainbike med brede dæk og femten gear. Den anden var lyserød og havde en dejligt slankt stel med det fineste højt svungne styr.
   - Hej piger, sagde Sorte. - Det er en dejlig nat, ikke sandt?
   - Bare ignorer ham, sagde den lyserøde cykel med en spids stemme til veninden, og vendte sig med et lille koket slag med det høje styr, væk fra Sorte.
   - Hold nu op - jeg bider ikke. Jeg hedder for resten Sorte.
   - Sorte! sagde den lille mountainbike. - Du skulle hellere hedde Rusty!
   Sorte tog en dyb indånding. Stellet spændte og han mærkede at hans nyfunde gejst allerede var ved at forsvinde. - Kommer I her tit? spurgte han.
   - Hør nu her Rusty, sagde den lyserøde cykel. - Du er rusten og beskidt og ser helt forfærdelig ud. Jeg er custommade, håndlavet af de bedste materialer og købt i en meget fin butik. Jeg kan ikke se hvad vi to skulle have at tale om?
   - Du har bare ikke stål nok i stellet til os to Rusty, tilføjede Mountainbiken, og så talte de to fine damecykler ikke mere til Sorte. Han måtte stå tavs i stativet resten af natten, mens de fniste og sladrede og ikke værdigede ham et blik.
   - Det er ligesom i skuret, tænkte han, mens han betragtede de andre cykler der stod i grupper omkring på torvet og morede sig. Han savnede Røde noget så forfærdeligt.

Da drengen hen på natten kom ud af baren, var han både beruset og vred.
   - Lortekællinger! råbte han og sparkede Sorte i baghjulet med de tunge støvler.
   De to damecykler fniste.
   - Som menneske, så cykel, sagde mountainbiken.
   Drengen trak Sorte ud af stativet og satte sig vaklende op. Så satte han af og de slingrede ud på cykelstien, hvor drengen svajede og flåede sådan i styret, at Sorte måtte gøre sit bedste for ikke at vælte.
   - Forpulede Ho's! råbte drengen og kørte Sorte ud på vejen.
   - Pas nu på! bønfaldt Sorte, mens en bil passerede tæt ved med hornet i bund. - Jeg har jo ingen lygter på.
   Drengen fik Sorte tilbage på cykelstien, og fortsatte så videre op på fortovet, hvor han råbte at af et ungt par, og derefter kørte over for rødt i et fodgængerfelt. Så fortsatte han mod trafikken på cykelstien, indtil han opdagede at en politibil fulgte ham på den anden side af vejen.
   - For satan, mumlede drengen, og så trådte han til. Støvlerne trampede som en gal i Sortes pedaler, og de kørte i en djævelsk fart med politibilen efter sig.
   - Kom nu din gamle rustbunke! råbte drengen, men Sorte kunne mærke at han ikke kunne meget mere. Han stønnede og prustede og den smertende kæde hoppede og dansede. De nærmede lyskrydset ved byens park, og lyset skiftede fra grønt til gult.
   - Hva' så røvhuller! råbte drengen, og hamrede de tunge støvler så hårdt i pedalerne at kæden faldt af. Lyset skiftede til rødt.
   - Ah! råbte Sorte, og drengen trykkede håndbremsen i. Den knækkede, og de fortsatte slingrende ud i det trafikerede kryds, strejfede en natbus, nåede over på den anden side og væltede til sidst om i indgangen til parken. Drengen kom vaklende på benene.
   - Dit gamle lig! sagde han og sparkede en sidste gang til Sorte med de tunge mørke støvler, før han løb ind mellem parkens træer.

Rusten faldt i flager fra stellet på parkens fugtige græs. Bremsekablet stak dødt ud ved enden af styret, og den rustrøde kæde hang slapt mellem hjulene. Det burde gøre forfærdelig ondt, men Sorte kunne kun mærke det våde græs der kildrede mellem egerne. Han så op på nattehimlen, der var klar og fuld af stjerner. Han tænkte på at tælle dem.
   Så kom politibilen med sin sirene, der blinkede blåt ind over parken og skjulte himlen. Bildøre blev åbnet og to betjente løb forbi Sorte og ind i parken efter drengen.
   - Er du okay? spurgte politibilen henne fra vejkanten. Dens stemme var mørk og rolig.
   - Kan du ikke slukke for lyset, sagde Sorte. - Jeg kan ikke se stjernerne.
   - Desværre, sagde politibilen.
   - Jeg har været her i parken tusind gange før, sagde Sorte. - Mig og Røde og manden og kvinden. Liggende i græsset…
   - Hvis du er stjålet, så kommer du hjem nu.
   - Jeg vil ikke hjem, sagde Sorte. - Jeg vil se stjernerne. Og så mistede han bevidstheden.

Det sner nu. Nej, det regner, det blæser. Og nu bryder solen frem. Men det er stadig koldt, når man står her alene udenfor skuret og den røde feber raser i metallet.
   Men nu er jeg indenfor, og manden kommer med Nye Sorte, og stiller ham lige ved siden af mig. Jeg når knapt nok at sige goddag, så har han låst mig op og stillet mig udenfor. - Hvad laver du? spørger jeg, men han er allerede væk og han vil aldrig mere sætte sig op på mig.
   Og nu forsvinder Røde. Vi står i skuret, lige så stille, og alting er som det plejer, da kvinden kommer, med røde øjne og pjusket hår. Hun bukker sig ned og låser op og så går hun med Røde, og hun glemmer at lukke døren og jeg ser dem gennem åbningen trille ned af vejen og jeg ved det ikke at det er sidste gang jeg ser hende.
   Men nu er vi ude på vejene, manden og kvinden, Røde og jeg. Det er sommer og vi kører langs vandet og solen skinner og vinden er varm og tør mod forgaflen. Vi standser ved en tankstation og menneskene får en is, mens vi puster ud. Kvinden peger på mig og siger noget til manden. - Det er bare en smule rust, siger han. - Du skal passe bedre på din cykel, siger hun. Røde blinker til mig med alle reflekserne. Hun er glad, men hun siger ikke noget.
   Og nu kommer hun. Manden står i åbningen til skuret, og kvinden trækker Røde ind og stiller hende mellem Racer og mig. Hun er mørk rød, næste bordeaux, og stellet buer let opad fra baghjulet op mod styret. Hun er meget smuk og dufter ny og ren. - Jeg hedder Røde, siger hun og stemmen er mørk og blød som fløjl. - Jeg hedder Sorte, siger jeg og er nødt til at rømme mig. Hun er så smuk. Hun ler og blinker til mig.
   Og nu står jeg i butikken med de andre nye cykler, og manden kommer hen til mig, helt i sort ligesom mig. Han kigger på mig og rør ved dæk og saddel mens butiksassistenten pludrer i baggrunden. - Den tager jeg, siger manden og klapper mig på styret. - Jeg tror vi passer godt sammen. Og så tager han mig hjem og stiller mig ind i skuret. - Der har vi afløseren, siger Lange John. - Afløseren? tænker jeg.
   Og nu er der ild og metal og maskiner. Nu bliver jeg skabt. Kan jeg virkelig huske det?

Sorte kom langsomt til sig selv. - Hvor er jeg? spurgte han.
   - Han lever endnu, sagde en stemme tæt ved.
   - Det gør han også, sagde en anden stemme. - Vi troede ærlig talt at rusten havde fået dig, kammerat.
   Han var ikke i parken længere. Han var indenfor, og der var andre cykler. De stod så tæt at de rørte hinanden. Et nyt skur, en butik, en fabrik?
   - Hvor er jeg? gentog Sorte.
   - Du er hos politiet, sagde den første stemme muntert.
   - Er jeg arresteret?
   - Du er kasseret.
   Sorte så op. Den muntre stemme tilhørte en sølvgrå citybike, der lænede sig op af Sortes stel. Den havde hverken saddel eller styr.
   - Åh gud, sagde Sorte forskrækket.
   - Jeg hedder egentlig noget helt andet, men her kalder de mig Hovedløs. Du må gerne kigge. Jeg har vænnet mig til det.
   - Tag dig ikke af ham. Han nyder det på sin egen perverse måde, sagde den anden stemme tørt. Den tilhørte en høj og meget rusten gammel herrecykel.
   - Jeg hedder Store Grå, sagde cyklen. - Har du det bedre? Du har været væk i flere dage.
   - Ja. Ja, det tror jeg, sagde Sorte forvirret. - Jeg hedder Sorte.
   - Velkommen til politiauktionen, Sorte.
   Der var cykler overalt. De stod i klynger eller lå over på hinanden i bunker, rustne og beskidte og ødelagte. Mange så knapt nok ud til at være i live.
   - Man vænner sig til det, sagde Hovedløs.
   - Eller også gør man ikke, sagde Store Grå.

Sorte tilbragte de næste dage i politiauktionens lagerhal. Trods de dystre omgivelser var der ofte en livlig stemning. De fleste cykler havde levet længe, og mange havde morsomme og interessante historier at fortælle. Hovedløs var en venlig og lattermild cykel, når man først lærte ham at kende, og Store Grå vidste mere om verden end de fleste andre tohjulede. Sorte havde det bedre end længe, selv om han stadig faldt ind og ud af feberen.
   Da dagen for auktionen kom, blev cyklerne mere stille, og en anspændt stemning bredte sig i hallen. Menneskene begyndte at hente de første cykler hen af formiddagen.
   - Hvad sker der efter auktionen? spurgte Sorte.
   - Måske bliver du solgt til en cykelhandler, sagde Store Grå.
   - Så bliver du også parteret, grinede Hovedløs.
   - Det er ikke så slemt, sagde Store Grå. - De fikser dig op, skifter de ødelagte dele og sætter dig til salg igen. Giver dig en ny chance. Og ellers bliver du sikkert købt af en ung student, med olie på fingrene. Det bliver fint.
   - Hvad så hvis man ikke bliver solgt? spurgte Sorte.
   Store Grå sagde ikke noget.
   - Selvfølgelig bliver du solgt! sagde Hovedløs, og så kom der et menneske og tog ham.
   - Mon han klarer sig? sagde Sorte.
   - Der er en handler der tager ham, sagde Store Grå. - Han ser skrækkelig ud, men stel og hjul er jo i fin stand.
   De stod et øjeblik og bare lyttede. De kunne høre auktionshallen, en fjern lyd af råbende mænd. Sorte så sig omkring. Lagerhallen var ved at være tømt. De sidste cykler stod spredte og alene langs væggene. Han kom til at tænkte på skuret. På det Lange John havde sagt den allerførste dag.
   - Nu kommer de igen, sagde Store Grå.
   - Jeg tror der var en anden, sagde Sorte. - En anden cykel, der stod uden for skuret, da jeg kom.
   - Farvel, sagde Store Grå, og så tog en mand Sorte ved styret, og trillede ham ind i auktionshallen.
   Da de satte ham op på podiet, havde Sorte svært ved at tænke klart. Han ville gerne tage sig ud til sit bedste, men alle menneskeansigterne nede på gulvet gik i et, og han havde det som om at støttebenet var lige ved at knække.
   - Kan vi få et bud? sagde en stemme over ham. Alle så på Sorte, men der var ingen der sagde noget.
   - Jeg kan huske dig, tænkte Sorte. - Jeg så dig kort, nogle gange, når manden trillede mig ud. Dine hjul var eksede og dit stel rødt af rust. Du så så ynkelig ud.
   - Kan vi få et bud? gentog stemmen.
   - Du var der før mig, tænkte Sorte.

De smed Sorte op på ladet af en lastbil, fyldt med andre cykler. Han lå på toppen af en bunke af ødelagte stel og knækkede eger. Det var sent på eftermiddagen nu, og det var allerede ved at blive mørkt. Der blev ikke sagt meget, men nogle af cyklerne græd stille. Lastbilen startede.
   Det er den første sommer vi alle er sammen. Vi kører gennem landet, manden og kvinden og Røde og mig. Kornmarkerne bølger gult og solen smiler varmt over os. Om natten ligger vi ved bålet, manden og kvinden på den ene side, og Røde og jeg på den anden. Græsset kildrer mellem eger og pedaler og på himlen hænger tusindvis af stjerner.
   - Vi skal tælle stjernerne, siger Røde med bålets flammer dansende i stellet.
   - Der er alt for mange, siger jeg. - Det kan man ikke.
   - En stjerne, siger Røde. - To stjerner, tre stjerner...
   - Fire stjerner, siger jeg.
   - Fem stjerner, siger Røde.
   - Seks stjerner, syv stjerner, otte stjerner.
   Nu tømte de lastbilen, og cyklerne faldt i et stort kvadratisk hul, med høje metalliske vægge. Nogle af cyklerne begyndte at skrige, da maskinerne brølende gik i gang og væggene begyndte at trække sig sammen.
   Røde og jeg tæller stjernerne. - Ni stjerner, ti stjerner, elleve stjerner. Vi tæller til vi sover.