Martin ved hvor lang stuen er i skridt. Han går fra den ene væg. - En, to, tre, fire. Så standser han med kakkelbordet på sin højre side og breder armene forklarende ud.
   - Når man ringer til journalisterne for at sælge historien, skal man altid huske en cykelpumpe og en cykelhjelm, siger han til den modsatte væg.
   Fem, seks.
   - Hvorfor, spørger han retorisk?
   Syv, otte.
   - Jo, cykelpumpen skal man bruge til at pumpe historierne op...
   Ni.
   - ...Og cykelhjelmen til at tage slagene, når de siger nej...
   Han står så tæt ved væggen nu, at hans ord ekkoer i savsmuldstapetet. Der er ingen der griner.
   - Hvad laver du? Det er Maria, hans kone, i den anden ende af rummet. Hendes stemme er varm og munter, som en badebold ved stranden. Martin kan ikke se noget mere, men inden i hans hoved er der stadig billeder, og badebolden er gul og rød og springer omkring. Han vender sig forsigtigt om og strejfer væggen med sine fingre.
   - Jeg øver mig på mit foredrag, siger han.
   - Går det godt? klukker hun.
   Han begynder at gå hen mod hende. Et, to, tre. - Mine jokes er rustne. De skal have cykelolie.
   - Olie? Han kan høre bolden der danser op mod sommersolen.
   Fire, fem, seks.
   - Jeg arbejder i cykelmetaforer.
   Syv, otte. Da han kan høre og mærke at han nærmer sig, løfter han sin højre hånd for ikke at støde ind i hende. Han er 1,92 og Maria er 1,58, og normalt ville han komme til at røre hende på munden eller kinden, men denne gang sænker han i sidste øjeblik hånden...
   Ni.
   ... og tager hende på brystet.
   - Badebold! siger han.
   - Hey! Hun skubber ham væk.
   Han smiler og bukker sig fremover og hvisker hende ind i øret.
   Og bolden danser på stranden.