Henrik betragter sin mor. Hun rækker ud efter cigaretpakken der ligger på instrumentbrættet, slår den rutineret i enden med to fingre og tager så en cigaret ud. Så stikker hun cigaretten ind mellem læberne med den ene hånd, og lægger pakken tilbage med den anden. Hun tager cigarettænderen og hendes hænder ryster en smule mens hun tænder. Hun tager et sug af cigaretten og puster ud, inden hun stikker tænderen tilbage i hullet i instrumentbrættet. Så ser hun på ham.
   - Nå, Henrik, siger hun og smiler, og det sidste røg følger med de to ord ud af munden. Hun har den samme store mund som ham, med store skæve fortænder, og i aften hvor hun har taget rød læbestift på, synes han det ser grotesk ud. Han ville ønske hun ikke åbnede munden når hun smilede.
   - Har du været sød i år?
   - Ja, siger han.
   - Ja, du er altid sød, siger hun. - Men så stille. Så griner hun, højt og ligesom hikkende, og han er glad for at de er lukket inde i bilen, hvor kun han kan høre det.
   Hun tager et hiv til af cigaretten. Filteret er helt rødt af læbestift nu.
   - Nå, siger hun så, - sikke et forfærdeligt vejr.
   De kæmper sig gennem snefygningen hen til skolen. Det blæser kraftigt og snevejret er kun taget til i løbet af dagen og aftenen. De hvide pletter danser vildt under gadelamperne og han tænker et øjeblik at verden er ved at forsvinde i hvidt. Men skolen står som en mørk borg i uvejret, og oppe på anden er der lys i klassens vinduer. Moren tager hans hånd og siger noget til ham, men han er lukket inden bag hue og hætte og vinden hyler og han vil og kan ikke høre og trækker hånden til sig og lader sig slå kold i ansigtet af sludet.

- Henrik, hvordan synes du selv det går i klassen? spørger Elisabeth, der er klasselærer og som Henrik er lige ved at kunne lide. Hun er yngre end de andre lærere.
   - Det går meget godt, mumler Henrik.
   - Ja, det går også meget godt, siger Elisabeth.
   - Men nogen gange er du lidt fraværende i timerne, ikke Henrik? siger Matematik-Claus, der også er der.
   - Er du fraværende, Henrik? siger hans mor.
   - I dag i matematik, sad han med lukkede øjne det meste af timen, siger Claus.
   - Sov du i timen, Henrik? spørger hans mor.
   Han ryster svagt på hovedet. Han tænker at det må være muligt at gøre det med åbne øjne. Bare at sidde og kigge og nikke lidt med åbne øjne og forsvinde i hvide pletter, og så sive ud som luft gennem sprækkerne i vinduerne, op over skolen, ud i verden. Og når så klokken ringer, blinker man en gang eller to, og rejser sig hurtigt og ser om man ikke kan nå ned på biblioteket, før der sker noget.
   - Henrik. Føler du stadig at de andre holder dig udenfor nogen gange? spørger Elisabeth.
   Han ser ikke på deres ansigter, kun på overkroppene over bordet. Deres stemmer er bløde og alvorlige, men deres kroppe er spændte og hårde, som om at det anstrenger dem at tale sådan til ham. Han ryster på hovedet. - Nej, mumler han.
   - Men du er ikke særlig meget sammen med de andre, vel?
   - Jo. Nogen gange, siger han.
   - Han har aldrig nogen venner med hjem, siger hans mor. - Han sidder bare og læser tegneserier.
   - Jeg læser også bøger, siger han, pludselig vred.
   - Ja, Henrik læser mange bøger. Han er rigtig god til at læse, siger Elisabeth.
   - Du må jo også selv gøre noget, hvis du vil have venner, siger moren.
   - Man skal selv tage initiativet, siger Claus. Hans stemme er fast.
   - Ja, siger Henrik.
   - Ja, siger hans mor.
   - Hvad kunne du gøre Henrik, hvis du skulle være mere sammen med dine klassekammerater? spørger Elisabeth
   Henrik trækker på skuldrene.
   - Prøv at tænk dig om. Hendes stemme er forfærdelig blød.
   - Jeg kunne snakke lidt mere med de andre..., siger han prøvende.
   - Ja, Henrik, siger Elisabeth.
   - Du behøver heller ikke gå på biblioteket i alle frikvartererne, siger Claus, - du kan jo godt blive i klassen og spille spil med de andre. Eller gå i gården og spille fodbold.
   - Eller rundbold, tilføjer Elisabeth.
   - Ja, siger Henrik, og så kan han ikke mere. Han lukker øjnene.
   Bliver væk.
   Og åbner dem så igen. Nu kan han ikke længere høre hvad de siger. Han betragter dem fraværende. Moren ser bekymret på ham. De røde negle kradser fraværende i hendes overarme. Elisabeth sidder rankt og smiler da han fanger hendes øjne, men ser så straks ned i sine papirer. Matematik-Claus' store fingre trommer tungt og urytmisk i bordet, mens ordene, der ikke betyder noget, marcherer ud af det store skæg. Og i ruderne bag ham raser sneen gennem aftenmørket og Henrik lader uvejret komme ind og vælte borde og stole. Langsomt lader han sneen begrave dem alle i kold hvid ingenting, til han pludselig et sted i stormen hører én af dem sige ordet aftale. Så løfter han ansigtet og ser at der er frost i de andres øjenbryn og i Claus' skæg og han nikker og siger ja så højt han kan og prøver at smile og så smiler de alle sammen og stormen lægger sig og så sidder de der helt hvide og tavse i kulden og ser så tilfredse ud.
   - Det skal du ikke være nervøs for, siger Elisabeth.