Haven er ikke så stor. Men den er der og det er det vigtigste. Vi elsker vores grønne plet.
Om sommeren er hækken tæt og grøn, men når efteråret banker på, taber den bladene og står nøgen og bar. Så kan Max igen holde øje med, hvem der færdes på stien bag havelågen.
Normalt larmer han ikke så meget. Men i mørket er alle katte grå og Max er i princippet ligeglad om der er farver på katten eller ej. Kommer den forbi hans hæk, skal den væk!
Det lyder højt!
Max er en stor hund med en tilsvarende stemmepragt. Når han går i gang, kan man høre det vidt omkring. Da vi gerne vil bevare et godt forhold til vores naboer og i øvrigt synes at hundegøen er en uskik, går vi naturligvis omgående i gang med at få ham til at tie stille igen.

Et er katte. Noget andet er hunde. Lige så glad Max er for legekammerater på gåture eller de hunde, der kommer på besøg her, lige så meget afskyer han enhver hund, der kommer forbi hans hæk og frækt går forbi.
Der er hegn omkring haven, så han kan ikke komme ud til dem. Han ville sandsynligvis aldrig gøre dem noget, men sommetider tænker jeg på, hvad der egentlig ville ske, hvis den hund, der passerede, synes Max var lige fræk nok og kom over hegnet, ind i haven, for at sætte ham på plads!
Ganske givet ville Max få bank! Han er nemlig, trods sin størrelse, en veritabel bangebuks og en piveskid, når han får nogle på ørerne.
Han har aldrig været rigtigt oppe at slås. Men han har sommetider stukket snuden for langt frem og fået en på låget af en anden hund. Og så hører vi et helt andet repertoirer... Så er Max pludselig meget lille og meget pjevset og gemmer sig helst bag sine mennesker.
- Og så dog... En søndag formiddag mødte vi en mærkelig mand, der uden varsel pludselig sparkede ud efter os, da vi kom gående.

Jeg nåede dårligt at reagere, før min lille 50 kilo basse af en vovse måske havde set en alvor i situationen, jeg ikke havde, og på et splitsekund voksede 30 cm, hvorefter han stillede sig mellem manden og mig – med rejste, sorte børster og et særdeles velvoksent, knurrende tandsæt klaprende ud i luften...
Manden der pludselig ikke havde mere, han skulle tale med os om, vendte sig og løb alt hvad remmer og tøjler kunne holde.
Jeg stod søndagsforbløffet tilbage og stirrede efter den mærkelige mand. Og Max? Han klappede gebisset sammen igen og gav sig til at snuse ved jorden som om intet var hændt. Men lidt stolt kunne jeg se han var og da vi kom hjem åd han med velbehag den allersidste frikadelle.