"Ih, jeg er så glad i dag." Sagde det lille træ. "Hvorfor er du det?" Spurgte grantræet.
   "Jeg føler mig så smuk og elegant." Svarede det lille træ. "Du er da ikke smukkere end mig." Brummede grantræet surt. "Det har du ikke ret i, se blot på mine krystalklare grene, de glimter og alle beundre dem." "Ja, svarede grantræet. Men se på mine grene. De er altid grønne og bemærk hvor flotte de er pudret med sne." "Du praler altid." Svarede det lille træ. "Kan du ikke lade mig dyrke min skønhed. Det er så sjældent." Grantræet tav og lod det lille træ snakke.

Efterhånden tog solen og blæsten mere fat. Det frodige grantræs sne, blev blæst væk af den blide vind. Det lille træs grene smeltede, og de flotte krystalgrene var ikke mere til beskuelse.

Tiden gik. Det blev forår. Grantræet og det lille træ talte ikke meget sammen. Der havde været konkurrence mellem dem, og det kunne ingen af dem glemme.

Foråret nærmede sig og solen havde for alvor fået fat. Det lille træ var igen begyndt at få selvtilliden tilbage og spurgte grantræet. "Er du stadig sur?" "Nej da," svarede grantræet. "Men er du?" "Nej, jeg er så glad og stolt igen. Se på mine vidunderlige grene. De er fyldt med knopper og snart vil de springe ud med de smukkeste blade. Kan du slå den?" Spurgte det lille træ. "Nej det kan jeg vist ikke," indrømmede grantræet. "Men der er en stor forskel på dig og mig. Jeg er smuk hele året, hviler i mig selv, og behøver ikke at forstille mig. Du var heldig at have en opblomstrings periode i isvinteren. Ellers står du nøgen og kedelig. Nu praler du igen, fordi du snart får knopper og blade. Men indrømmet, jeg glæder mig. For så er det forår for os alle, og vi behøver ikke disse diskussioner." Mumlede grantræet.

"Er vi gode venner igen?" Spurgte det lille træ. "Det kan du tro vi er." Brummede grantræet. "Men jeg er nu stadig den smukkeste."

Det lille træ fnøs og tænkte. "Jeg skal nok komme efter ham, det praletræ." Vent til alle min blomster begynder at springe ud. Så ER jeg den smukkeste af alle.