Der gik et stykke tid før jeg lagde mærke til ham, men når jeg så først havde set ham, var det svært andet end netop det.
   Han sidder på den samme bænk hver dag. Jeg får kun et par øjeblikke af ham, når jeg kører forbi på cykel. Både frem og tilbage er han der.
   I starten undrede jeg mig over, at han var der igen om eftermiddagen, så blev det normalt, og nu undrer jeg mig kun hvis han ikke er der.
   Jeg kan ikke sige hvor lang tid der gik før jeg opdagede ham, for han springer ikke meget op i landskabet. Han har velpudsede lædersko, en grå frakke man normalt forbinder med blottere, en hat ligesom dem i de gamle film, og et par runde briller til at ramme hans ældede ansigt ind.
   Der er mange rynker, og de kommer særligt til syne når han smiler. Det må være fordi han har smilet meget. Jeg kan godt lide de rynker han har. Jeg tænker på dem som årringe i en træstamme. De symboliserer visdom og ikke slid for mig.

Jeg sagde "Hej", for første gang i går. I starten var det kun stjålne blikke, jeg var bange for at få pinlig øjenkontakt, og koncentrerede mig derfor mest med netop ikke at se på ham.
   En dag ramte jeg så hans øjne, vi så lige på hinanden. Det var slet ikke pinligt, det var i stedet som et lyn, så kortvarigt og intens, at det hænger fast i ens hjernebaner længe efter.
   Det var efter det øjeblik, at vi begyndte at give et kort nik og et lille smil til hinanden når jeg kører forbi, og jeg ser ham derfor i øjnene hver eneste dag. De har en mælket blå farve. Normalt finder jeg farven kedelig og fraværende, men her er det, som om man kan synke ind i dem, og få del i den verden der foregår på den anden side af irisen.

I morgen skal det være slut med korte vink, og sigende blikke. Jeg vil snakke med ham. Jeg er sikker på, at vi har masser at tale om. Vi har en slags forbindelse, som var vi bundet af en usynlig snor fra fødslen, og først nu har vi fundet hinanden.
   Måske vil det være lidt akavet i starten, det kan være vi bare sidder og kigger på hinanden et stykke tid, men så vil han sige noget. Det vil være et spørgsmål. Et spørgsmål der får mig til at tænke over ting, jeg aldrig har skænket tanker før. Han vil lede min bevidsthed med en klar ledestjerne, og vi vil have dybe stunder. Alligevel vil vi også være afslappede, vi er jo forbundne, så en gang imellem vil jeg sige noget morsomt, og så griner vi, og vi vil have noget helt særligt, som alle dem der kører forbi ikke har.
   Det er det jeg har bestemt mig for at gøre de sidste fire dage, men når jeg kommer tæt på fordamper al min viljestyrke, og efterlader mig med en tom trykken i hjertet.
   Og hver eneste dag er jeg nervøs for, at der skal sidde en anden på min plads. At der skal være en, som har været hurtigere ude, og som er mere viljestærk, og mere forbunden, og mere grinende når jeg kører forbi, som intet andet end en kortvarig erstatning for den tomme luft.