Jeg siger, det er sidste gang. Jeg siger, at han ikke kan blive ved med at slide på vores venskab. Jeg siger, at nu har jeg udholdt det længe nok.
   Alligevel ved jeg, at det vil gentage sig, og selvom jeg vil tale i den tone, som andre ikke må bruge over for mig, vil det heller ikke være sidste gang.

For Magnus kommer altid for sent. Ikke bare de tilfældige fem minutter, eller de trafikskyldige ti minutter. Nej, Magnus er op i de busstrejkestyrede tredive minutter eller mere, forskellen er bare, at det ikke er strejker der forsinker ham.
   Andre gange kommer han slet ikke. Så ringer jeg, og han undskylder. Han forklarer ikke, undskylder kun. Selv det irriterer mig, selvom jeg ved det ikke burde.
   Alle de forsinkelser gør mig så træt af ham, for ellers er han min bedste ven. Ingen kan skabe en så god stemning som Magnus, og derfor piner det mig, at han ikke kan holde vores aftaler.

Jeg føler mig, som en dukke han leger med efter behag, og jeg hader, at jeg elsker at være den dukke. For ingen er bedre at lege med end Magnus.

En enkelt gang var min bil i stykker, og jeg måtte tage med offentlig transport. Jeg kom fyrre minutter for sent.
   Det viste sig, at Magnus allerede havde været der, men han havde ikke ventet, som jeg har gjort alle de andre gange. Og da jeg ringede, slog han min forsinkelse hen, det kunne jo ske for enhver, men han ville ikke vente, for han troede jeg havde glemt det. Men det sker kun for Magnus, og jeg glemmer aldrig en aftale.
   Ingen kan irritere mig som Magnus.

Og nu er vi så sammen igen, og vi griner, og vi snakker, og vi smiler, og jeg ved, at det vil irritere mig senere, for så vil jeg komme til at stå og vente igen.