Allan så op mod huset. Det var blevet malet siden sidst. En klar, lys farve, der stod i kontrast til det tidligere mosgrønne udseende, hvor ubestemmelige klumper stak ud her og der, så huset næsten gik i et med haven. Men nu skulle huset se ud som alle andre. Sikkert noget Monica havde bestemt. Efter at have læst det i et boligblad. Ligesom hun læste om alt andet i sine blade. Sådan ordner du haven. Sådan ordner du børnene. Sådan ordner du karrieren. Sådan ordner dit liv. Med en skilsmisse.
   Allan satte et smil på og åbnede havelågen, den havde stadig sin velkendte knagen. Han kørte lågen frem og tilbage et par gange for at høre den skurrende lyd.
   "Allan, du er tidligt på den." Monica stod oppe ved døren. Hun måtte have luret på ham.
   "Ja, jeg glæder mig sjovt nok til at være ude i det fri med mine børn." Han lukkede lågen i og gik op imod Monica, der stadig stod og hang i døren. En kølig brise løftede op i hendes hår.
   "Vores børn. Vi måtte ellers se langt efter dig i tirsdags." Hun gav ham blikket. Det trætte blik, hvor øjenlågene hang, men pupillerne stadig stillede skarpt på ham. Og opgav.
   "Hvad skete der da i tirsdags, fru hellig?" Han var nået frem til det første trappetrin og stoppede.
   "Du ved ikke, hvad der skete i tirsdags?" Så kom smilet frem.
   "Jo, jeg var ude og lede efter arbejde. Hvad lavede du, som var så vigtigt?"
   "Jeg holdt såmænd din datters 14 års fødselsdag." Allan så på sin ekskone. "Sofie havde en god dag, hvis det er det du tænker på. Mig og Thomas gav hende en mobiltelefon."
   "Pigerne er ikke gamle nok til at rende rundt med telefon. Det ved du godt."
   "Nej, Allan, det ved jeg ikke." Monica tog et tyggegummi frem og puttede det i munden. Allan så hende lige i øjnene, mens hendes kæbe dovent gik op og ned. Som en ko, der tygger drøv.
   "Måske du skulle kalde på pigerne i stedet for at stå og hænge der. Jeg har faktisk planlagt en udflugt og pigerne er mine nu. Så du kan godt sige til ham din fyr, at han skal få nallerne væk." Hun rystede på hovedet og grinede lavt.
   "Vent her." Monica gik ind og lukkede døren efter sig, før Allan kunne nå at sige noget. Han spejdede rundt i haven. Den lugtede anderledes. Han sniffede ind. Der lugtede nærmest sødt. Som et kandiseret æble. Græsplænen var også trimmet til millimeter. De måtte have købt en græsslåmaskine. Den slags man kører rundt på, og som hugger fingrene af nysgerrige børn.
   Ja, ja, der var sandelig sket ting og sager på hjemmefronten. Det var nok på høje tide, at han fik revet sine unger ud af dette forstadshelvede og lod dem se noget ægte natur.
   Døren gik op igen.
   "Far!" Ina kom ham løbende i møde. Han løftede hende op og svang hende rundt, så hun skreg. Han lod hende komme ned igen og satte sig på hug. Sofie stod oppe i døren og hviskede med sin mor.
   "Nå, frikadelle, har det været godt at starte i børnehaveklasse?" Ina begyndte at svare, men Allan prøvede at lytte efter, hvad Sofie og Monica snakkede om. Han synes han hørte sit navn blive nævnt.
   "Far, jeg sagde, synes du ikke også gul er en pigefarve?" Allan rejste sig igen.
   "Jo, det er en pæn farve. Sofie? Kommer du ikke ned og siger hej til din far?" Sofie vendte sig om.
   "Hvad er det vi skal? Mor siger, at du har planlagt noget."
   "Ja, vi skal på en dejlig udflugt. Sofie, jeg har haft skidetravlt den sidste uge..."
   "Hvor er det vi skal hen?"
   "Se det er en hemmelighed. Jeg har faktisk ikke været der selv før." Sofie gik ned imod ham.
   "Så du ved ikke engang, hvor det er. Fedt."
   "Jo, jo, vi skal med bus og... Jeg har styr på det, lille skat." Hans datter pegede op i luften.
   "Har du også styr på det?" Små skyer var begyndt at samle sig, og ude i horisonten lå et mørkt dække. Et vindpust fik Allans jakke til at blafre.
   "Slap nu af, Sofie. Sådan en omgang skyer har da aldrig gjort nogen fortræd." Allan gik hen og krammede sin ældste datter, der tøvende gengældte hilsnen. Monica betragtede stadig den mørke horisont.
   "I gør nok klogt i at tage en jakke med, piger. Man ved aldrig, hvor længe jeres far vil holde jer ude."
   "Okay, mor." Ina løb ind med små hop, og hendes søster fulgte efter.

"Er det ikke en ny jakke du har der, Ina? Helt gul, hva'." Bussen kørte over et bump, så de hoppede i sæderne. Allan og Ina sammen, mens Sofie sad foran med ryggen til.
   "Jo, Thomas hjalp mig med at finde den. Han synes også gul er den pæneste farve." Allan så sig rundt i bussen med et stift smil. Den var tom.
   "Nånå, det kunne jeg da godt have gjort. Så havde du fået en endnu flottere jakke. Den er jo ikke helt gul den der."
   Sofie vendte sig om. "Jeg synes du sagde, at du havde skidetravlt for tiden."
   "Sofie, har jeg ikke sagt undskyld?"
   "Du har ikke sagt undskyld for en skid." Sofie vendte sig om igen.
   "Kan du så høre, at jeg siger det nu?"
   "Nej."
   "Jeg synes du skal passe på med den tone, unge dame." Allan lænede sig tilbage i sædet. Foret plastic, der gnubbede ham i ryggen. Han synes at kunne se chaufføren stirre på ham i bakspejlet. Skulle sådan en HT-taber sidde og dømme ham.
   "Ina, vil du ikke op på fars skød?" Allan trak hende op i armhulerne, men hun gjorde sig tung.
   "Neej, far, ikke nu."
   "Jo, kom så her." Ina gav op og satte sig til rette. Hun gyngede let i takt med bussen og så ud over landskabet, der nu var langstrakte marker i stedet for parcelhuse. Allan bøjede sig ind mod hende og talte lavt.
   "Du skal ikke lade dig genere af din søster. Hun er bare teenager. Så siger man en masse dumme ting, man ikke mener." Ina så stadig ud af vinduet. "Okay?"
   "Okay, far." Hun kravlede ned på sin plads igen. Sofie vendte langsomt hovedet, men da hun mødte sin fars blik, drejede hun væk igen.
   Udenfor var det mørke dække begyndt at trække indover og vinden susede omkring den slidte bus.

De steg af på endestationen. Et ubeboet sted med buede bakker, hvor man kunne høre havets brusen i det fjerne. Lyden blev båret af en stærk vind, der greb fat i deres jakker og fik dem til at trække trøjerne ned i bukserne. Allan snuste godt ind. Der var intet som frisk luft. Synd og skam, at han så sjældent havde tid til at komme udendørs.
   Bussen vendte rundt på den lille plads og begyndte at køre tilbage, hvor den kom fra.
   "Kom, lad os vinke farvel til bussen," sagde Sofie. Hun stillede sig op og svingede armen fra side til side. Ina løb hurtigt hen og greb sin søsters anden hånd, mens hun vinkede energisk.
   "Farvel, farvel, bussemand," sagde den yngste. Deres far grinte hjerteligt bag dem.
   "Hvor er i dog søde. Tænk at vinke farvel til bussen. Det kan kun børn finde på." Ina så tilbage på sin far, men blev ved med at vinke med sin søster. Allan gik hen til dem.
   "Jeg siger, hvor er i dog søde, at i vinker farvel til bussen." Sofie lod armen falde ned.
   "Det blæser." Hun kneb øjnene sammen og så fjernt på Allan. Før han kunne svare begyndte hun at gå ud mod bakkerne med Ina i hånden.
   "Vil i ikke vide, hvor det er vi skal hen?" Pigerne stoppede og vendte sig. Nemme at styre.
   "Jo, hvor er det egentlig vi skal hen?" Allan gik langsomt hen til døtrene og så Sofie i øjnene.
   "Vi skal op på Rosenhøjen." Pigerne reagerede ikke. "En af de højeste bakker i Danmark, og så ligger den lige ud mod vandet." Allan gned sig i hænderne. Han havde glemt handsker og pigernes blikke hjalp ikke på varmen. "Men det er en overraskelse, hvad der er deroppe. Jeg vil kun sige, at det bliver sjovt."
   "Okay," sagde Ina. Hun havde trukket hænderne op i de gule ærmer og lignede en kulret kylling.
   "Skal i have noget godt at muntre jer på?" Allan rodede rundt i lommen og fandt et par bolsjer frem. Søstrene tog imod og knuste snart bolsjerne mellem tænderne. Hvorfor kunne de aldrig lære at sutte dem?
   "Godt, så har vi energi igen. Lad os komme af sted." Deres far førte an over engen, mens døtrene tøvende fulgte efter ud mod Rosenhøjen og havet. Sofie så mod den dunkle himmel og syntes at kunne mærke en regndråbe.

Da den lille familie var nået til bunden af Rosenhøjen gjorde de holdt. Havet lå vitterligt lige til venstre for bakken, hvor en nedtrådt sti snoede sig opad. Luften var blevet tung og lå som en dyne over dem, men blæsten stod imod dem og gjorde dem kolde. Den ene regndråbe var blevet til flere og de kom nu i små smæld og blændede en. De havde søgt læ under et stort egetræs blade.
   "Her kan man virkelig mærke naturen," sagde Allan. Sofie løftede blikket fra en vejrbidt stup.
   "Hvis du mener regnen, så ja." Hun så ned på sin lillesøster. "Ina siger, at hun er sulten." Allan så ned på sin yngste datter.
   "Er du allerede sulten?" Ina nikkede tungt under hætten. "Jamen har du ikke lige fået noget?"
   "Ina spiser ikke frokost, men det vidste du vel godt?" Allan så skiftevis fra Sofie til Ina.
   "Det kan jeg altså ikke gøre noget ved lige nu. Jeg har heller ikke fået frokost."
   "Det er okay, far."
   "Ja, så må du altså spise hjemmefra en anden gang. Jeg må tage en snak med jeres mor, hvis hun ikke fodrer jer ordentligt."
   Ina trak hætten ned. "Jeg siger, det er okay, far." De stod stille og lagde mærke til den konstante baggrundsstøj af vinden, der trak og skubbede i øregangene, regnen, der slog små plask mod den fugtige jord og over det hele en buldrende brusen fra havets bølger. Det var svært.
   "Unger, jeg ved godt, at jeg ikke har fulgt så meget med i jeres hverdag, men jeres mor ville ikke have mig mere og det må jeg respektere."
   "Mor siger..."
   "Mor siger så meget. Hun har ikke prøvet at være arbejdsløs." Stilheden mellem dem blandede sig med naturens lyde. Allan spyttede på jorden.
   "Sofie passer børn hos Mathiesens nu. Hun får hundrede kroner i timen," sagde Ina. Deres far så fra hende til Sofie.
   "Lad os komme videre." Allan gik ud på stien. Hans ældste datter trådte frem.
   "Vi bliver gennemblødte, hvis vi gå nu. Vi skulle aldrig have taget herud i det møgvejr."
   "Jeg gider ikke høre på det mukkeri. Her har jeg arrangeret en hyggelig tur ud i naturen og så kommer i med jeres dårlige humør og ødelægger det hel. Det er kraftedeme tarveligt. Men jeg tager da bare selv op til den sjove overraskelse, så må i klare jer selv." Allan vendte sig fra dem og gik, så det plaskede for hvert skridt. Efter et par skridt løb Ina op mod sin far. Sofie stod og så efter dem, mens hun bed sig i læben. Så fulgte hun efter.

Stien blev tung og klæbrig af regnen og den steg ganske betragteligt hele tiden. De gik længe i tavshed, mens regnen fygede omkring dem i en vild dans. Allan fik et hul til børnene, men stoppede op, da han kom til et sted, hvor stien lå helt ud til bakkesiden og et par steder var begyndt at skride ned. En træplanke, der før havde beskyttet gående lå nu et par meter nede af den stejle bakkeside, der lå op mod havet. Stien var kun ødelagt et kort stykke, men Allan ventede på sine børn. Sofie kom nærmest trækkende med Ina, der gik med snublende skridt.
   "Hun er træt," konstaterede hun. "Hvorfor er du stoppet?" Allan gjorde en bevægelse ud mod det skrantende stykke.
   "Jeg ved ikke om vi kan fortsætte her." Ina lod sig falde ned mod bakkesiden, men Sofie trak hende op igen.
   "Du bliver plaskvåd bagi, hvis du sætter dig her."
   "Men jeg er træt." Ina rystede sin søster af sig, men blev stående.
   "Det vel hendes egen beslutning, om hun vil sidde ned," sagde Allan og gav Sofie et skub på skulderen. "Du dirigerer ligesom din mor." Ina så ned i jorden, men satte sig ikke.
   "Nå, men du er måske bange for at gå videre? Så havde mor måske alligevel ret om dig," sagde Sofie uden at smile. Hun havde aldrig været særlig køn. Hendes øjne havde fået mørke rande af udvandet make-up. Blæsten og regnen var blevet stærkere, jo længere de var kommet op. De havde alle tre mærket stormen trække dem ud mod afgrunden. Der kunne de se havet. Nu sort, som skyerne over dem. Det var også, som om farverne var blevet vasket af dem, og nu var rendt ned af bakken. Alt var blegt i regnen.
   Allan vendte sig og så det sidste stykke op mod toppen, der var indhyllet i træer. "Skal vi så få besteget den bakke, unger? Det er vel ikke dovne børn, jeg har fået?" Han gik med varsomme skridt ud på den eroderede sti. Små jordstykker trillede ned af den stejle bakkeside ved hvert trin. Men det holdt. Han vendte sig om, da han var forbi det skredne stykke. Sofie og Ina stod nu på den anden side.
   "Hvem er det nu, der er bange? Hva, Sofie?" råbte han. Hun svarede ikke tilbage, men gik stille og roligt over med Ina foran sig. Da de var ovre smilede Sofie til sin far og vandrede videre mod toppen ikke langt derfra. Flabet unge.

Allan havde hurtigt indhentet dem og ledte igen an. To store træer med brede kroner var som en slags port ind til plateauet på toppen. De svang voldsomt fra side til side, som et legetøj for stormen. Ina sad nu som en klump på ryggen af sin storesøster, der kæmpede sig frem med sammenknebne øjne. Tunge regndråber faldt efter vindens vilje i alle retninger. Døtrene så deres far træde ind mellem træerne og brede armene ud.
   "Ja, så er vi her. Slip jer bare løs," råbte han gennem blæsten og satte sig ned på en stup og så på sine børn. De gik langsomt frem og så ind i træernes mørke. Sofie lod Ina komme ned på jorden. Der på toppen lå en legeplads. En lav rutsjebane, to gynger, der blafrede op og ned i vinden og en klatresnor mellem to pæle, der havde revet sig løs. De var engang malet i klare farver, men nu havde vind og vejr kun efterladt en mat overflade, der var afskallet ind til det gamle træ, der var svulmet op i den heftige regn. Ina så op på sin storesøster. Hendes ansigt var blegt.
   "Skal vi ikke hjem nu, Sofie?"
   "Danmarks højest beliggende legeplads, hvis i vil vide det," råbte Allan fra sin stup. Han pillede med en finger i det fugtige træ. En knast gik løs.
   "Er det her grunden til, at vi tog af sted?" sagde Sofie. Han hørte hende ikke. Hun trådte langsomt et par skridt nærmere og råbte så højt at blæsten måtte give sig.
   "Er den her lortelegeplads den eneste møgforpulede grund til, at vi har gået for evigt gennem det her pis?" Sofie gik tættere og tættere på sin far. "Vi er våde, vi er sultne og vi er trætte fordi du absolut ville have os med på den her tur til en legeplads for spøgelser." Hun råbte stadig, selvom de var tætte på hinanden nu. Allan rejste sig op og så sin datter i øjnene. Ingen af dem opdagede, at Ina var begyndt at græde. Hun rokkede fra side til side i kraftige vind.
   "Måske jeg tog jer med for at holde sammen på familien, når nu jeres mor insisterer på at rive og flå den fra hinanden." Han var startet i et roligt toneleje, men endte i råb og vilde fagter.
   "Mor har ikke revet en skid i stykker. Hun har reddet det hele."
   "Og hvad mener du så med det, lille frøken lårkort?" De stod nu kun en armlængde fra hinanden. Regnen tordnede imod deres hud.
   "Jeg mener, at hun lod sig skille fra en taber som dig og fandt en rigtig mand til os." Allan slog en stor latter op.
   "Så snart man får en mobil, så er mor bare helt perfekt. Jeg ser ikke ham Thomas tage jer med på udflugt, men hvis det er sådan en far i vil have, så værsgo." Nu var det Sofies tur til at grine.
   "Mor havde ret. Du er bare en ynkelig, selvglad vatpik." Sofie tog sin mobil op fra lommen og tastede et nummer.
   "Hvad laver du?" Hun svarede ikke, men satte telefonen op til øret. "Jeg sagde, hvad laver du, din snotunge?" Han trådte helt tæt på hende. Hun så ham lige i øjnene.
   "Jeg ringer til mor og beder hende hente os. Du kan gå ad helvede til." Allan rev med en hurtig bevægelse mobilen ud af hånden på hende og kastede den med en kraftig bevægelse ud over skrænten.
   "Din lort," skreg Sofie og gjorde udfald imod ham, men han var hurtigere. Med en mægtig bevægelse svang han sin venstre hånd hen over hendes kind. Lyden af slaget skar gennem den vilde vind, som et lyn. Hun vaklede et par skridt tilbage, mens hendes far åndede tungt. Sofie rettede sig op og følte på sin læbe med en forsigtig finger. Mærkede det klæbrige blod, og så det blive udvasket af regnen. Hun vendte sig om. Ina løb hen imod hende, men faldt i den mudrede jord. Sofie kom til og hjalp hende op. Tørrede hurtigt mudderet af hendes ansigt. "Kom." De tog hinanden i hånden og med plaskende skridt gik de ud mod stien igen.
   Allan så det hele ske, men blev stående. Åndede ind. Åndede ud. De var ude af syne. Han løb hen til gyngerne. Sparkede til det brede dæk. Lort. Rev og flåede i den slidte snor. Lort. Lort. Sparkede til gyngen igen og igen til den ene snor bristede. Lort. Lort. Lort. Gik løs på den anden snor med arme og ben. Lort. Lort. Lort. Lort. Bed i den. Lort. Lort. Hårdt. Lort. Lort. Lort. Den knækkede og dækket faldt til jorden. Blod piblede frem i begge mundviger. Åndede stadig tungt med lukkede øjne.
   Allan løb efter sine børn. Mudderet sprøjtede omkring ham, mens stormen trak i alle retninger. De kunne ikke være nået langt. Ina var træt.
   Benene pumpede mod jorden. Han var ved at skride ud i et hjørne, men holdt sig på stien. Der var de. Sofie med Ina på skuldrene. Lige ud for det ødelagte stykke. De skulle nås.
   "Vent, Sofie. Vent." Hun hørte ham gennem stormen og vendte sig om, men satte så farten op. Det skrantende stykke var værre end før. Stien var blevet til mudder, og nogle steder var mudderet blevet til skrænt. Hendes sko både gled og sat fast i det brune grums, men de kom fremad. Ina klyngede sig til sin storesøster, men sagde ikke en lyd. Det våde tøj klistrede tungt til huden. De var næsten ovre det kritiske stykke. Allan satte ikke farten ned, men trådte med dundrende skridt ud på den ødelagte sti. Jorden rev sig løs efter hans skridt. Himlen havde åbnet sig, og regnen faldt i massive stråler. Han så op fra stien. Ina og Sofie var ovre på fast grund. De så tilbage på ham. Hans egne børn. Men netop da, trådte hans venstre ben igennem mudderet, og han skvættede ned på siden af bakken. Hans hænder greb ud og fik fat i en rod. Han higede sig fast, men kunne ikke komme op. Langt, langt under ham slog havets bølger stadig op mod bakken. Roden gav sig langsomt i sølet. Allan så op mod stien. Deres blikke var vendt imod ham, men det var som om de ikke så ham. Vinden havde trukket alt farve ud af deres ansigter, og de ænsede ikke håret der sprang omkring deres hoveder.
   Sofie vendte sig om og trak Ina med sig. Han tabte dem med det samme af syne. Og det var først der, han begyndte at råbe. Men hans ord blandede sig med blæsten og efterlod ham alene. Han råbte og skreg indtil stormen havde tæret al kraft ud af hans krop. Så gav han slip.