Næste morgen, da Grayson kom ud for at røgte sine dyr, hang der en pose på hans dør. Til posen var fæstnet en seddel.
   "Det lykkedes mig at overtale Robertson," stod der. "Her er pengene. Overlad dem til lord Raven og giv ham det brev, der ligger i posen." Sedlen var underskrevet med et stort S.
   Grayson kaldte på sin kone og viste hende posen. "Det er de penge, Robertson snød os for. Vi kommer ikke til at gå fra gården."
   Lord Raven blev temmelig forbavset, da butleren Jackson fortalte ham, at fæsteren Grayson ønskede at tale med ham. Forinden havde han dog fået en anden overraskelse, som Francis var mester for.
   Da sønnen kom ned til morgenbordet, bemærkede hans far, at han havde to blå mærker i ansigtet, et på hagen og et på venstre kind.
   "Hvad har du nu foretaget dig?"
   "Jeg snublede i kamintæppet, da jeg skulle i seng, papa. Du burde virkelig give besked om, at pigerne skal være mere omhyggelige, når de gør rent."
   "Selv om jeg sagde det til mrs. Oakley, ville du falde alligevel. Du er en katastrofe, som leder efter et sted at ske," brummede Lord Raven.
   Grayson blev modtaget på sin arbejdsgivers kontor. Han havde hatten i den ene hånd og pengeposen i den anden.
   "Hvad der nu, Grayson. Hvis De er kommet for at klage over Robertson, kan jeg fortælle Dem, at De er gået forgæves."
   Grayson rystede på hovedet. "Nej, jeg er ikke kommet for at klage, mylord. Jeg kommer for at aflevere de penge, han har stjålet."
   Han lagde pengeposen på bordet foran lord Raven, der stirrede himmelfaldent fra den til ham og tilbage.
   "Alle pengene er der, mylord, og jeg skulle bede Dem læse brevet, der ligger i posen."
   Lord Raven tog pengene, de var der ganske rigtigt alle sammen. Så foldede han det medfølgende brev ud og læste med stigende forbavselse. Francis smilede for sig selv. Det var Robertsons tilståelse, som han havde skrevet stærkt tilskyndet af kårdespidsens prikken.
   Han tilstod alt og skrev, at han nu rejste sin vej. Sidst i brevet stod en tilføjelse med en anden håndskrift:
   "Deres forvalter har misbrugt sin stilling, mylord, så jeg så mig nødsaget til at fremskynde hans afrejse." Den lille efterskrift var signeret Shadow.
   Lord Raven kiggede med løftede bryn på Grayson: "Og hvem i Himlens navn er det, Grayson?"

Grayson fortalte sin historie. "Jeg ved ikke, hvem manden er, og jeg har ikke set hans ansigt, for han bar maske."
   "Jeg kunne lide at vide, hvem han er, at han tror, han kan blande sig i vores sager." Lord Raven viftede med Robertsons tilståelse. "Eller hvor han har sin viden fra. Kunne De genkende ham, hvis De så ham igen?"
   "Muligvis, mylord. Hans hest, derimod, ville jeg kunne genkende hvor som helst. Et prægtigt dyr."
   Nu oplod Francis sin røst. "Og jeg ville gerne vide, hvad fyren er ude på. En landevejsrøver, måske, som hjalp for senere at forlange, Grayson skjuler ham, når fredsdommeren er efter ham."
   "Undskyld mig, sir, men jeg tror ikke, han er landevejsrøver. Alene måden, han talte på. Og så var der jo hesten."
   "Der er De lidt naiv, Grayson. Den kunne være stjålet," påpegede Francis.
   "Det kunne den," brød hans far ind. "Men ingen af de landevejsrøvere, og der er desværre nok af dem, som huserer her i grevskabet, kalder sig Shadow. En nævenyttig personage, uden tvivl."
   "Vor herre bevares," snøftede Francis. "Disse idealister er utålelige. De kan aldrig lade folk være i fred, opfører sig, som var de bedre end alle andre. Og de griber ofte til voldshandlinger."
   "Ja, det behøver vi jo ikke at frygte, du gør," sagde hans far. "Nå, men De kan gå, Grayson. Så snart jeg har fundet en ny forvalter, vil pengene blive udbetalt."
   Grayson bukkede og gik. Lord Raven vendte sig mod sin søn. "Noget af et mysterium, ikke sandt, Francis."
   "Som altid har du ganske ret, kære papa." Francis lod en finger glide over det blå mærke på sin hage.