Ingen ved mødet bemærkede den gamle mand på bænken lige ved siden af talerstolen. Han sad der med stokken mellem knæene og lyttede tilsyneladende opmærksomt. Ingen tog overhovedet notits af ham, før stokken med et lydeligt smak! ramte talerens skulder. Denne skreg som et stukket svin, og et senere røntgenfoto afslørede da også, at hans kraveben var så godt som pulveriseret.
   Der opstod den vildeste forvirring ved mødet, og det tilstedeværende politi måtte skride ind for at beskytte den aldrende overfaldsmand, fordi omkring 50 hærdebrede, kronragede ungersvende med svastikaer og andre yderligtgående symboler draperet på deres personer ville se gammelfar død.
   Han, for sit vedkomne, præsenterede sig for politiet som James Bradley, pensioneret skolelærer, og oplyst om sine rettigheder, som han lod til at kende i forvejen, fulgte han villigt med til stationen; helt uanfægtet af de eder og forbandelser, der haglede ned over ham.
   På stationen blev han bænket, blev tilbudt en kop kaffe, som han afslog og spurgt: "Mr. Bradley, hvorfor overfaldt en mand i deres alder taleren ved et lovligt møde? De er vel udmærket klar over, at vi har tale- og mødefrihed?"
   Bradley fnøs, som om betjenten var en elev, der havde svaret ualmindeligt dumt. "Fordi han stod og fyrede den værste gang pis af, som jeg har hørt i mange år."
   Betjentens bryn røg i vejret. Det var ikke just et sprogbrug, man ventede fra en mand i Bradleys alder og profession. Han måtte jo være mindst 80, så man forventede heller ikke ligefrem den opførsel, han var anklaget for.
   "Mr. Bradley, hvis De har så meget mod White Pride, hvorfor i alverden går De så til deres møder? Hvad fik Dem til at overfalde den unge mand?"
   "Stod han ikke der og påstod, at der aldrig havde været koncentrationslejre, og at folk ikke var blevet ombragt i dem? Han fyrede den gang bræk af, mens unge, letpåvirkelige mennesker lyttede og slugte det råt."
   En anden betjent var stoppet op og hørte Bradleys ord. "Og hvorfra ved De, at manden ikke havde ret?"
   Det blik, den gamle sendte ham, kunne have skåret huller i hærdet stål. "Har De nogen anelse om, hvor gammel jeg er, betjent....." han studerede betjentens navneskilt,"...Miller?"
   Den anden rystede på hovedet, og Bradley besvarede sit eget spørgsmål: "83. Men den 30. april 1945 var jeg blot en 22årig amerikansk infanterist, der marcherede ind gennem porten til et sted kaldet Dachau. Jeg vil aldrig glemme den dag. Intet kunne have forberedt mig, eller nogle af de andre, på hvad vi fandt."
   De to betjente vekslede blikke, Bradley fortsatte: "Bunkerne af lig, stanken, ved De mon, hvordan hel- og halvrådne lig stinker, når de har ligget udsat for elementerne, betjent Miller? snavset og de levende skeletter, der kom vaklende frem fra barakkerne. Og så stod han der og påstod, det aldrig var foregået!"
   "Men det berettiger ikke Dem til at begå selvtægt. De er vel klar over, at De risikerer fængselsstraf, mr. Bradley, Deres alder til trods."
   Til deres forbløffelse lo den gamle mand højt. "Fængsel skræmmer ikke mig! Jeg sad tre måneder i spjældet under McCarthy for uamerikansk virksomhed; og da Freedom Ride busserne rullede mod sydstaterne, var jeg ombord. Jeg har tilbragt adskillige nætter i snaskede sydstatsfængsler. hvor det vrimlede med rotter og kakkelakker, og hvor sherifferne og deres betjente spyttede på os få hvide, der vovede at protestere mod deres vanvittige system. Tæv fik vi også. Jeg har sågar kendt de tre fyre, de myrdede i Mississippi. Så tal ikke til mig om fængsel."
   Betjenten, som havde påbegyndt afhøringen af Bradley, blev klar over, at hans arrestant ikke var noget helt almindeligt gammelt rysteribs. Alligevel sagde han: "Men selvtægt er en alvorlig lovovertrædelse. Den skadelidte vil givet anlægge sag mod Dem."
   Bradley nikkede. "Ja, sikkert. Men lad mig fortælle Dem om en selvtægtepisode som foregik for 61 år siden. Vores sergent var en skrap skiderik fra New York, Malone hed han. I besiddelse af den mest beskidte kæft, jeg nogensinde har hørt. Men da han så det syn, kunne han ikke sige andet end: åh Gud, nej! Og så tog han ladegreb på maskinpistolen og skød. Vi andre fulgte trop. 120 vagter røg."
   "Skød De soldater, der havde overgivet sig?!" Betjent Miller lod til at være forfærdet. Bradley så træt på ham.
   "De havde ikke overgivet sig. De var simpelthen blevet taget med bukserne nede; taget i at begå en af de alvorligste forbrydelser mod menneskeheden nogensinde. De var ude af stand til at begribe, hvor forfærdeligt de og deres system havde handlet."
   De to betjente så ud, som om nogen havde slået dem i hovedet med noget hårdt. De stirrede på deres arrestant; den pæne ældre herre, som engang havde været en træt ung soldat midt i et levende mareridt.
   "Vi burde ikke have skudt på dem," fortsatte Bradley, "det ved jeg i dag. Men dengang.... Og bagefter kom en mand, der var mere end gammel nok til at være min far, kravlende hen til mig gennem skidt og møg, greb min hånd, kyssede den og velsignede mig, fordi jeg havde udfriet ham fra helvede. Det var totalt uvirkeligt. Så jeg vil ærligt talt skide på White Pride."
   Selv betjent Miller havde ikke mere at sige. Ingen af de to unge mænd havde nogensinde hørt om episoden.
   Den anden betjent rømmede sig. "Jeg har optaget Deres forklaring, mr. Bradley, og De kan frit gå. Men der kommer givet et efterspil, muligvis en retssag."
   Den gamle nikkede. "Naturligvis. Og derhjemme ligger en æske med en medalje, som de kalder Purple Heart. Den vil jeg støve af og tage på, hvis jeg skal møde op i retten."
   Atter havde han overrumplet betjentene. Hvilken dommer ville dømme en gammel mand, som var bærer af Purple Heart mod lederen af en yderliggående forsamling? Bradley havde alle trumferne.
   "Vi kan få en patruljevogn til at køre Dem hjem," tilbød betjent Miller, nu noget mere høflig.
   Bradley dykkede ned i lommen og fremdrog en topmoderne mobil. "Det er ikke nødvendigt, tak. Jeg ringer til min familie."
   Der gik ca. et kvarter, så blev Bradley afhentet af en person, som fik flere på stationen til at glo: en høj, blond ung pige i sort læder med kæder og piercinger. Hun nærmest klirrede, når hun gik. Bradley smilede til hende
   "Oldemor, farfar og far har hentet dig, nu er turen åbenbart kommet til mig. Hvad har du lavet, din alderdomsforbryder?"
   Han fortalte hende det på vej ud til bilen. Hun satte sig tavst bag rattet, startede og så kom det: "Jeg er skide stolt af dig, Olde!"