Hvem bliver vampyr?
   Som alle ved, bliver den person, der dør af Nosferatus angreb selv vampyr efter sin "død", hvis ingen foretager det fornødne. Men navnlig i folketroen er der tilsyneladende mange andre måder, hvorpå en person kan blive en "udød". Jeg har dog en anelse om, at de fleste af disse mest eksisterer som moralregulerende advarsler, for at folk kan tilpasse sig det omgivende samfunds normer. Jeg vil alligevel beskrive dem, da man intet ved med sikkerhed på dette område.

1. Mennesker, der dør uden kirkens riter og uden at have fået tilgivelse for deres eventuelt begåede synder. Dette kan meget vel betragtes som en advarsel mod at nærme sig ateismen.

2. Børn, som bliver forbandede af deres forældre. Som det fjerde bud påbyder, skal man ære sin fader og moder; og jeg går ud fra, at der skal noget meget alvorligt til, før nogen forbander deres egne børn.

3. Menedere. At begå mened er til alle tider blevet betragtet som en alvorlig forbrydelse. I vort moderne samfund straffes det med fængsel; i tidligere tider kunne det straffes med døden; og vi ved, at en falsk ed kan sende andre i fængsel eller på skafottet.

4. Mennesker, der er blevet ekskommunikerede. At blive ekskommunikeret, dvs. at blive udstødt af kirken, må have virket meget stærkt på tidligere tiders mennesker, som levede meget tættere på de af kirken foreskrevne normer. At stå udenfor kirken ville tidligere sige at stå udenfor alting.

5. I nogle egne af Rumænien, hvis specielle situation jeg har omtalt, mente man, at udøbte kvinder ville blive Nosferatuer. Hvad der skete med udøbte mænd, melder traditionen intet om; og jeg har i det hele taget svært ved at se, hvordan noget barn kunne forblive udøbt i tidligere tider. Med mindre man da med "udøbt" mente med- lemmer af ikke kristne trossamfund; hvilket ville betyde, at normerne fordømte alle ikke-kristne til at blive Nosferatu.

6. Grækenland har, eller havde, adskillige besynderlige forestillinger om hvem, der risikerede at blive Nosferatu. Det skulle således gælde mennesker, der blev født på selve juledag eller mellem juledag og helligtrekonger. Det kunne også gælde folk med blå øjne, et særsyn i Grækenland. Desuden var det syvende barn af et syvende barn i stor fare for at ende som Nosferatu.

7. Rødhårede mennesker. Jeg, der er født i et land, hvor rødt hår er alt andet end usædvanligt, har altid haft svært ved at fatte, hvorfor rødhårede i andre lande og til andre tider har været betragtet som en trussel eller et ondt varsel. Men man har altså ment, at de risikerede at blive Nosferatu uden anden skyld end deres iøjenfaldende hårfarve.

8. Selvmordere. Disse ulykkelige, undertiden syge og forstyrrede personer, der gør en ende på deres egen tilværelse, er til næsten alle tider blevet set på med afsky; og ind til for ikke så længe siden var det skik i alle såkaldt civiliserede lande at begrave dem enten udenfor kirkegården; sågar på retterstederne, eller i det hjørne af kirkegården, som havde det dårligste ry. Man har endog brugt at pæle selvmordere, ligesom man pæler Nosferatu, og det er vel fra denne tradition, skikken om selvmordere som kommende blodsugere er opstået.

9. Hvis en fugl fløj over et lig, der var gjort rede til begravelse, eller en hund eller kat sprang over det, mente man, at salig hensovne kunne genopstå som Nosferatu; hvorfor man omhyggeligt vågede over liget, ofte med bøn, tændte kerter og salme-sang, før afdøde kunne komme i jorden. Denne skik kendes fra adskillige lande, men er især fremherskende i Bulgarien.

Af det ovenstående vil det tydeligt fremgå, at den reelle frygt for Nosferatu har kunnet udnyttes af de små, tætknyttede og ensartede landsbysamfund til at udskille fysisk, moralsk og religiøst afvigende personer og fremstille dem som en slags bussemænd, så andre ikke skulle føle sig fristede. Man kunne kun i sjældne tilfælde hamle op med Nosferatu selv; men så føltes det godt at have syndebukke, der var nemmere at nå.