Diana gik hurtigt gennem gaderne. Tilsyneladende var der ingen logisk forklaring på denne irrationelle opførsel. Hun havde hverken travlt, eller var på flugt fra nogen. Diana var nok bare det, vi kalder for en enspænder. Hun følte sig ikke ensom, men ej havde hun nogen at tilbringe sin tid sammen med. Hun boede i en etværelseslejlighed i hjertet af Århus. En lejlighed der hverken kunne defineres som lille eller stor af størrelse. Men den var perfekt for Diana. Diana brugte det meste af sin tid med hovedet dybt begravet i aviserne. Hun læste dagligt i Århus Stiftstidende, og hvis hun skulle forkæle sig selv med stof af anden karakter, læste hun i Ekstra Bladet. Sladder læste hun aldrig. Hver morgen drak hun en varm kop kakao og nynnede til Mozarts fjerde symfoni, mens hun indtog dagens første måltid. Men det bedste ved det hele, var nydelsen af ensomheden. Diana kunne ikke lide andre mennesker. De var svære at forholde sig til, og de gjorde altid kun, hvad der passede dem. Aldrig kunne hun få sin vilje sammen med andre. Sagen var denne, at Diana glemte at åbne sin mund, og tilkendegive sine egne meninger sammen med andre. Hun forsvandt bare i mængden. Og ensom blev hun atter.

Derfor arbejdede Diana ikke med mennesker. Hun var fabriksarbejder, og derved slap hun for at kommunikere med andre. I frokostpausen satte hun sig ud på trappen ved bagindgangens lyse korridor med sin frisklavede leverpostejmad, sin lunkne mælk og den mættende avis som dessert. Den halve time gik hurtigt, og igen måtte hun tilbage til det hårdslidende og måske en smule ensformige arbejde. Men dette var helt fint for Diana.

Vejen hjem fra jobbet var lang: en times bumlen i den blå rutebil og et kvarters gang gennem Århus’ brostensbelagte gader, hvor hun foretrak at marchere målrettet og oprejst som en sovjetisk soldat. Egentlig tænkte hun ikke over, at det så yderst abnormt ud, for sådan var livet bare for Diana. Vaner ændredes ikke uden videre, heller ikke for Diana.

Når hun sad hjemme i stuen igen, læste hun endnu en avis. Var der noget spændende og iøjefaldende indhold, klistrede hun artiklen ind i hendes mappe, som var fyldt ud med billeder og ekstreme artikler gennem årene. Mappen var Dianas kæreste eje, hendes bedste ven. Når hun fandt livet sort og meningsløst, slog hun op på de mest tragiske artikler med historier om skoler, som var blevet udsat for blodige massakrer, billeder af selvbombeattentater i Israel og naturkatastrofer i Sydøstasien, hvor tusinde af mennesker var blevet offer for Moder Naturs grusomme, men fantastiske magter. Pludselig kunne hun finde mening i hendes eget liv, fordi hendes personlige problemer, aldrig ville kunne sammenlignes med disse tragedier, som forekom derude i den store verden. Aviserne opmuntrede hende, og hun følte sig i live med mediernes nærvær.

Dianas liv kunne med fremmedes øjne defineres som kedeligt og meningsløst, og denne følelse røg da også igennem kvinden i ny og næ. Denne opvækkelse var mere dunkel end selv de mest katastrofale artikler i hendes kostbare mappe. Derfor pakkede hun blot disse forbudte tanker væk, og beskæftigede sig med den daglige jagt på nyheder og information med den højtspillende renæssancemusik.
   Nogle dage derhjemme fik hun nogle forfærdelige og grænseoverskridende tanker. Hun overvejede simpelthen at gå ud og opdage verden. Men disse tanker virkede så fremmede og urealistisk for kvinden, som havde tilbragt det meste af sit liv alene. Hun kunne ikke finde en mening med at opsøge andre, men alligevel var der noget, som bankede højt og overdøvende inden i hende. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle agere eller reagere over disse tanker. Mange følelser røg op i hende, og hun fik atter lyst til at læse sine aviser og finde horrible og tragiske overskrifter deri. Derved blev hun begravet indirekte i andres problemer igen. Og hun kom væk fra de strejfende tanker om at ændre hendes egne.