Mie går alene. Det kan hun godt lide. Det er dejligt for krop og sind. Sådan siger de kloge mennesker i fjernsynet i hvert fald. Hun går og nynner på en memorabel sang af Kim Larsen, mens hun prøver at gå i takt med tonernes rytmer. Det er lidt svært for den knap så musikalske kvinde. Der er mange mennesker ude på gaden denne dag. Solen skinner, og det har været ganske fortræffeligt varmt de sidste dage. Men det tænker Mie ikke på. Hun har stadig den tykke uldjakke på, og det er behageligt at gemme sig bag alt tøjet. Varmen betyder ikke noget væsentligt for den unge kvinde. Hun er blot ude at gå sig en tur alene. Hun går udtryksløst og uden en målrettet destination, men det gør hun som regel altid. Hun går altid alene. Hun har ikke overvejet andet. Livet er tilfredsstillende for Mie, hvis blot hun kan fortsætte med at det som altid. Helt alene.

Denne dag er noget helt specielt. Ikke kun på grund af vejret, men fordi hun tilfældigvis støder ind i en for endens gade. Ind i en helt uventet skikkelse. En engel står og venter på hende. Han tilbyder at ledsage hende under denne gåtur. Snakke det er han også interesseret i. Mie forstår ikke englens hensigt med denne pludselige gæstfrihed og åbenhjertelighed. Men ingen kan sige nej til et tilbud fra en engel, og heller ikke den troløse Mie. Han virker så åbenhjertelig og positiv. Men det mærker Mie slet ikke. Hun er lidt irriteret over, at hun ikke blot kan have lov til at fortsætte sin gåtur alene. Men sådan er det ikke. For nu har hun givet engelen tilladelse til at være sammen med hende.
   "Kære Mie. Har du tænkt over, at du altid er alene? Måske kunne jeg som engel, sendt direkte fra guds rige, hjælpe dig med at finde en ven?" englen er så rar og hjælpsom, og dette kan Mie slet ikke forstå.
   "Jeg tror, det er en dårlig idé! Jeg ønsker blot at gå i fred uden folks eller engles dårlige råd eller om venner."
   Dette gjorde englen endnu mere påtrængende:
   "Kære Mie, du har det jo ikke godt. Lad mig som engel sendt direkte fra guds rige hjælpe dig."
   Mie bliver rigtig fornærmet, og skynder sig af sted på det ujævne fortov. Hun skriger tilbage til englen:
   "Forsvind, du engel. Jeg har ikke brug for nogen venner, og jeg tror slet ikke på gud!"

Nu har hun endelig sluppet for ham. Hun er så fornærmet over, at der kommer nogen, og vil rette på hendes dejlige liv, som om det ikke synes godt nok. Efter denne hårde omgang, som har ramt hende dybt i sjælen, tager hun hjem. Hun tager et bad alene. Hun laver varmt aftensmad alene. Hun spiser maden alene. Hun snakker lavmælt med sig selv alene. Hun sætter sig godt til rette i sofaen alene, og ser fjernsyn. Der er programmer om kærlighed, venskaber og kommunikation.
   "Måske kunne jeg godt bruge en lille ven," mumler Mie.