Konfirmationsstuen er propfyldt med kommende konfirmander denne onsdag formiddag. Præsten er der naturligvis også, men han kan somme tider godt være lidt svær at få øje eller øre på, da de unge teenagere kan være meget højtråbende. Men præsten Jørgen er en meget tolerant mand, og han synes unge skal have lov til at være lidt børn endnu. Men når han snakker, vil han have ro, og dette accepterer konfirmanderne også i ny og næ.

Denne onsdag formiddag snakker Jørgen og konfirmanderne om tro. Han fortæller, om hvordan han har troet på Gud hele sit liv, fordi det har givet ham tryghed, da Gud og Jesus giver os alle frihed og kærlighed til os alle. Nogle af de unge griner lidt i skjul. Selvom de sidder inde i denne kirke, og er på vej til at skulle bekræfte deres kristne tro gennem konfirmationen, har de tvivl, når det kommer til troen på Gud. De vil bare konfirmeres. Jørgen tilspørger teenagerne: " Kristian, dit navn betyder direkte, at du er kristen. Men tror du på Gud og Jesus, eller en af dem, for dem sags skyld?" Kristian tænker lidt over svaret, men finder den korrekte formulering: "Ja, Jørgen. Jeg tror på, at der er en Gud derude. Han vogter os alle. Men jeg tror også Jesus. Altså på en eller anden måde." Nogle af de andre drenge ser lidt skeptisk på ham. Jørgen tilspørger atter gruppen: "Hvad med dig Thomas? Hvordan har du det med Gud og Jesus?" Drengen griner lidt af spørgsmålet, og bestemmer sig dog alligevel for at svare: "Jeg har det altså lidt svært med Gud og Jesus. Det er svært at tro på dem, når man aldrig har set dem. Der er jo ingen, der kan beviser, at de rent faktisk har eksisteret, eller de måske er derude et sted. Det er lidt mærkelig, det dér med, at Jesus kunne gå på vandet. Det tror jeg ikke helt på", drengen rødmer lidt, og er bange for, at han har sagt for meget til den fromme præst. Men det rører ikke den garvede og erfarne præst: "Så er det, at jeg som præst, må være nysgerrig efter at vide, hvorfor du ønsker at blive konfirmeret?" Thomas ved nøjagtig godt, hvorfor han ønsker at blive konfirmeret: "Jeg har nok dette ønske, fordi at det er en tradition og fordi alle mine kammerater skal gennem processen. Men hvis jeg skal være helt ærligt, er det også for at få holdt en god fest. Sådan tror jeg, at mange af os har det." Man kan gennem gruppen se, at mange af de andre unge, nikker diskret, uden at give et åbenlyst tegn til, at de er enige med Thomas. Præsten tænker lidt over drengens overvejelser: "Jeg forstår, hvorfor det kan være svært for dig at forholde dig til en tro, da den ikke er bevist. Men er det ikke derfor, at det lige netop kaldes en tro. Ud fra mit synspunkt, skal den ikke bevises." Dette argument forstår de unge mere eller mindre.

Jørgen og de unge går ind i kirken for at synge nogle salmer og bekræfte deres kristne tro. Noget ganske usædvanligt sker i dette øjeblik. Et skærende og ubeskriveligt skinnende lys skærer sig gennem loftet, og rammer direkte ind på kirkens hellige alter, hvori der i forvejen brænder to tændte bloklys. Ud fra lysstrålen kan man ane en skikkelse. Det er ikke en person af kød og blod, som vi kender det fra hinanden. Det er som en ånd, der kun kan fornemmes, men ikke holdes om. Det er et menneske, ja måske en mand. Han har et venligt ansigt, men samtidigt er han meget alvorlig.
Thomas bliver meget forbløffet, og man kan ane, hvordan tårerne presser sig frem i hans øjenkroge: "Min Herre og min Gud!" Men skikkelsen kigger blot sørgmodigt på ham og siger: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Manden siger ikke mere. Han forsvinder blot i det samme sekund, og lyset fra himlen slukkes i et splitsekund. Ingen siger noget, ikke engang den højttalende Thomas. Jørgen kigger op på det høje loft i kirken og klukker lidt af den pludselige begivenhed.