Jeg har virkeligt svært ved at forstå hvorfor du gjorde som du gjorde.
   Du kom brasende ind i mit liv, med en masse løfter om guld og grønne skove.
   Hver dag sad vi sammen på min yndlingsstol og fortalte historier. Ja, selv om natten kunne du finde på at vække mig, for at fortælle mig om en tanke du lige havde haft.
   Det var så smukt dengang. Jeg stolede på dig.
   Nu har du så forladt mig. Helt uden grund. Eller, i hvert fald har du forladt mig uden at give en grund.
   Jeg forsøger at trodse dig. Gøre dig jaloux og gøre dig til skamme.
   Jeg har allerede mødt en der hedder Jonas, også en der hedder Mogens. Ja, sågar en der hedder Gitte.
   Ja, jeg er ligeglad om det er tre på én gang. Jeg er også ligeglad med om det er kvinder eller mænd. Jeg skifter mellem dem som jeg lyster.
   For det handler ikke om køn, det handler om kærlighed når alt kommer til alt. Og jeg gør alt for at trodse dig.
   Jeg har allerede kig på en der hedder Pia, hun har sine talenter, om jeg må sige.
   Hvis du sidder og krummer tæer og bliver gal, så er du selv uden om det. Du kunne bare lade være med at forlade mig så brat! I det mindste kunne du have givet mig en grund.
   Nu føjter jeg mellem alle disse personer. Frem og tilbage. Og ved du hvad?
   De nyder det!
   Jeg nyder det endnu mere!
   Så, kære inspiration, hvis du på noget tidspunkt tænker på at komme tilbage, vil jeg overveje mit føjteri med andre.
   Indtil da, vil jeg fortsat læse enhver linie andre har skrevet, med kærlighed, mand som kvinde. Måske deres inspiration en dag kigger forbi mig.
   Sandheden er at jeg savner dig og det vi havde sammen. Det er ikke rart at miste noget så kært.