Alex rakte Walther et stykke papir fra sagsmappen.
   - Synes du ikke det er underligt at der ingen øjenvidner er. Ingen har set noget, det er som om at han bare dukker frem af den blå luft, slår sine ofre ihjel og derefter forsvinder som om han aldrig har eksisteret?
   Walther kiggede på rapporten. Rigtig nok, ingen øjenvidner.
   - Samtidig, fortsatte Alex. Er drabene ikke fundet sted på findestedet. Han er kørt fra drabsstedet til afsmidningsstedet med en død person, der er snittet i brystkassen og med sønderrevet tøj. Hvordan kan man skjule sådan noget?
   - Varevogn? foreslog Walther.
   - Eller et stort bagagerum.
   Walther nikkede.
   - Muligt!
   - Han slæber altså en død person ind i en bil, kører af sted og smider dem af forskellige steder i byen og ingen har set noget. Medmindre …
   Alex fik en tanke. Walther kiggede op:
   - Hvad?
   - At han slår sine ofre ihjel i bilen!
   Walther smed papiret på bordet.
   Alex fortsatte:
   - Lad os forestille os at han vælger et øde sted. Et sted hvor han ikke bliver forstyrret, han slår dem ihjel i bilen, kører væk fra gerningsstedet og smider dem af. Han kører hjem, vasker bilen, spiser en pizza og går i seng.
   - Men hvordan får han sine ofre ind i bilen? funderede Walther.
   - Han kender dem? Eller han er en autoritær person, der får sine ofre ind i bilen med et påskud om embedsøjemed.
   Walther lyttede interesseret.
   - Hvor blev det først offer fundet? Alex så på Walther.
   - I katedral skoven.
   Alex nikkede, han huskede straks, at det var i katedralskoven hvor første offer var blevet fundet.
   - Vi kører derud, der kan være ting teknikkerne har overset.
   Walther greb ud efter sin frakke og fulgte efter Alex der allerede var på vej ud af døren. .

Den hvide BMW forlod politigården. Alex havde det bedst med at køre i sin egen bil selvom han havde en civil politibil til rådighed.
   Alex så på Walther som sad og studerede et bykort.
   Han var blevet makker med Walther for fem år siden, da de var blevet sat sammen i en anden mordsag. Dengang var det en mand der havde slået sin kone og tre børn ihjel. Sagen havde taget hårdt på Walther, der dengang var nybagt far. Alex havde set, at inde bag det barnlige ydre, hvilede der et blødt hjerte for uskyldige børn der endte som ofre for forældres had og hævngerrighed.
   Alex brød stilheden:
   - Hvordan går det med Sussi og ungerne?
   Walther smilede taknemmelig over spørgsmålet, han elskede at tale om sine børn.
   - De har det godt. Claus er lige begyndt i børnehave og du skulle se ham. Han klatrer som en vild abe i klatrestativet.
   Stoltheden over sønnen lyste ud af Walthers øjne.
   Alex smilede. Selvom han vidste dette i forvejen hindrede det ham ikke i at spørge igen. Han nød at se Walther lyse op på den måde - det morede ham faktisk en smule.
   - Inden længe begynder han vel at glo pigerne op under skørterne?
   - Ja, æblet falder ikke langt fra stammen. Walther vidste at han besad en charme der kunne lægge de fleste kvinder ned. Han stak bykortet ned i inderlommen.
   - Katarina er begyndt at gå. Stoltheden lå som limet i Walthers ansigt.
   - Du har en god familie Walther, de holder meget af dig.
   Walther rettede blikket mod forruden.
   - Ja, jeg har været heldig.
   Alex morede sig over at Walther havde dette bløde punkt, han blev som et lille barn når han talte om sin familie. Det var denne hengivenhed til sin familie der gjorde Walther til en dygtig politimand. Hans kampånd for at finde retfærdighed til de uskyldige var uden tvivl hele Walthers drivkraft.
   .
   Skoven stod tæt og frodig. Solen fik de grønne blade på træerne til at skinne som blinkende stjerner.
   Alex lod blikket vandre rundt. Parkeringspladsen var stor og dækket af grus.
   Der var ingen andre biler end den hvide BMW.
   To skovstier pegede i hver sin retning.
   Walther tog kortet frem fra inderlommen og så på det.
   - Den vej, sagde han og pegede mod den østvendte sti.
   De travede ned ad stien. Duften af skovens mildhed fyldte de to betjentes næser.
   Alex følte det forfriskende og livsbekræftende at gå i skoven. De store træer virkede som beskyttende arme og stilheden var balsam for sjælen i modsætning til larmen inde i byen.
   Han bemærkede underskovens tæthed og tænkte at morderen måtte have haft et mas med at trække rundt på et lig.
   Walther gik med sikre skidt ned ad stien der førte til en lille åben plads med bænke og borde til de mange skovbesøgende, der stoppede op for at indtage deres medbragte frokost.
   - Ja, så er vi her, sagde Walther og stoppede op.
   - Hvilken idiot vil smide et lig et sted hvor små børn og deres forældre kommer for at spise deres frokost?
   Walther havde en vrede i stemmen.
   - En der ønsker at liget bliver fundet, svarede Alex.
   Walther så på ham.
   - Så kunne han da have fundet et sted hvor der ikke kommer børn. Han var tydeligvis kun mere vred over Alex´s svar.
   Alex lod blikket vandre hen over stedet.
   To bænke stod placeret med få meters mellemrum. En rutschebane stod et stykke fra de to bænke og gyngerne i gyngestativet stod og svajede blidt i sommervinden.
   - Fire minutter og femogtredive sekunder, sagde Alex, og drejede håndledet en halv omgang og så på sit ur.
   - Hvad? Walther blev afbrudt i sine tanker om den uretfærdighed morderen havde udsat små børn for.
   - Det tager fire minutter og femogtredive sekunder at gå fra parkeringspladsen og hertil.
   Alex så rundt.
   - Med et lig på nakken må det være næsten det dobbelte.
   - Jeg håber fandme han knækkede ryggen. Walthers vrede stod blinkende klart ud fra de blå øjne.
   Alex smilede beroligende til ham.
   - Vi finder ham Walther, det er det vi to er bedst til. At finde uretfærdigheden. Om det så er det sidste vi gør, afsluttede Walther.

Alex gik rundt på den store plads men der var ingen spor, det var også utopi at tro der ville være nogle efter en uge.
   - Hvem er ude ved gerningssted to? Spurgte Alex.
   - Palle, han har taget tre af de andre med.
   - Udmærket, lad os køre tilbage til stationen, det er på tide vi får en snak med kriminalpsykologen.
   Walthers ansigt lyste op.
   - Den rødhårede djævel?
   Alex nikkede. Han havde en idé om at denne rødhårede kvinde måske besad mere viden og overblik end han ville være ved. Om ikke andet var hun kommet for at hjælpe med sagen og Hunden ville aldrig have bedt en udefra komme, medmindre det var fordi at han skønnede at behovet var der.
   Selvom Alex ikke brød sig synderligt om at arbejde sammen med kvinder, måtte han erkende at de ofte havde en skarpsindighed og ro der var nødvendig i sager som denne i modsætning til Walther der ofte lod sin vrede skygge for sit overblik.
   De to betjente forlod pladsen og gik tilbage ad samme vej de var kommet.

På stationen var der mere ro, de fleste betjente var på gaden.
   Alex løftede en hånd i en vinken til de to sekretærer der sad ved skranken.
   - Alex, smilede til Karin, en af sekretærerne
   Karin var en midaldrende kvinde der havde siddet på den samme plads i mere end tyve år.
   - De grå hår titter frem, sagde hun drillende, det er snart tid til den store fest.
   Alex rystede på hovedet.
   - Det kan du ligeså godt glemme Karin, svarede han muntert men med alvor i stemmen.
   - Jeg er ikke hjemme den dag.
   - Ikke? Hvor rejser du så hen denne gang?
   Alex holdt ikke fødselsdage og slet ikke den der var på vej. Han brød sig ikke om at fylde fyrre og slet ikke om al den opmærksomhed det bragte med sig.
   - Det kunne du lide at vide! Sagde han og begyndte at gå.
   - Der er kun tre måneder til, råbte hun efter ham.
   Men Alex var allerede flere meter væk og valgte at overhøre hendes bemærkning.

Hunden stod ude på gangen og snakkede i mobiltelefon. Han løftede en finger der indikerede at Alex skulle stoppe op.
   - Hvor er Walther?
   - Der hvor man ikke kan sende andre.
   - Nå, konen har nok serveret hård kost.
   Han lo af sin egen bemærkning.
   - Anette vil gerne snakke med jer, hun sidder på sit kontor. Han pegede på en lukket dør.
   Alex nikkede.
   - Vi var allerede på vej.
   Hunden drejede om på hælen for at gå ind på sit kontor.
   - Fint, sagde han og lukkede døren bag sig og fortsatte sin telefonsamtale.

Alex gik hen til den lukkede dør. Han bankede en enkelt gang med knoerne og åbnede døren før der kom svar.
   Anette så op fra skrivebordet.
   - Der er I, sagde hun og stirrede på Alex.
   Han følte at den rødhårede djævel sad og målte ham fra top til tå.
   - Walther er på vej, sagde han og satte sig på stolen overfor hende.
   Anette satte sig til rette i stolen.
   - Udmærket.