Anna prøvede forsigtigt at lægge fuglen op på det lille blå tæppe, som hun lige havde hentet oppe på sit værelse. Den stakkels fugl kunne ikke flyve. Der var nok noget i vejen med dens vinger.
   Anna følte at hun blev nød til at passe på den - den skulle overleve, den blev den bare nød til!
   Solsorten så bange ud, men forsøgte ikke at komme væk da Anna lagde den på tæppet. Hun viklede forsigtigt tæppet rundt om solsorten, og løftede den op mod sin barnekind.
   "Jeg skal nok passe på dig lille fugl," sagde Anna. Og så gik hun ind i bambus busken og gemte sig. Hun satte sig ned med fuglen og begyndte at nynne en sang. Men hurtigt blev sangen erstattet af Annas stemme, som om hun lige var kommet i tanke om noget vigtigt:
   "Lille fugl, jeg har en hemmelighed, som jeg ikke må sige til nogen, men Du må godt høre den."
   Fuglen sad helt stille viklet ind i det blå tæppe, den blinkede lidt med øjnene når Anna snakkede, men den virkede rolig, selvom den nok var bange.
   Anna sad tavs et stykke tid, hun vidste ikke om det nu var klogt at fortælle fuglen sin hemmelighed, hun havde jo fået af vide at det måtte hun ikke og hendes stedfar havde set meget alvorlig ud, da han havde forbudt hende at sige noget om det der var sket.
   "Har Du også en hemmelighed lille fugl?" Hun klamrede sig til det lille dyr som om at det ville gå tabt for evigt, hvis hun gav slip.

Anna tænkte på sidste nat, hvor stedfaderen var kommet ind til hende. Han havde lugtet af øl og cigaretter. Han lugtede grimt, hun kunne ikke lide den måde han lugtede på.
   Så havde han lagt sig ved siden af hende og aet hende på kinden. Han havde fortalt hende hvor smuk hun var, og så havde han kysset hende på munden. Først et helt almindeligt kys, som når mor kyssede hende godnat, men så havde han puttet sin tunge ind i hendes mund. Han savlede og det var ulækkert syntes Anna.
   Hun havde ikke forsøgt at gøre modstand, for hun var alt for optaget i sine tanker, om hvad det var der skete. Hun havde ikke forstået noget det hele, men hun vidste at hun i hvert fald ikke syntes det var rart. Men hun kunne bare ikke forstå det, hvorfor han havde gjort det. Det havde gjort så ondt da han havde rørt hende i tissekonen med sin tissemand.

Anna kiggede på fuglen. "Jeg vil ikke hjem igen, vi kan bo her i busken," sagde hun.
   Og Anna var sikker på at fuglen forstod hvad hun sagde, for den blinkede med øjnene og bevægede nakken lidt. Hun lagde fuglen og tæppet ned på jorden. "Bliv her fugl, jeg skal hjem og tisse, så kommer jeg tilbage."
   Da hun kom tilbage fra huset var fuglen væk. Der lå kun det blå tæppe på jorden. Den må være løbet bort, tænkte Anna, og hun var lidt ked af det. Men hun kunne jo også bare have passet bedre på den, men hendes mor ville have været blevet sur hvis hun havde taget den med hjem, den havde sikkert utøj og lopper - sådan sagde mor altid om dyr der levede i udenfor.

Anna traskede slukøret hjem, hun turde i hvert fald ikke at bo i busken alene. Fuglen var gået sin vej og nu var hun alene igen. Anna gik hjem til huset, hun havde taget det blå tæppe med hjem. Mor stod i køkkenet. "Hør, hvad er der Du går og laver Anna?" Havde mor spurgt, mens hun stod med ryggen til og skrællede kartofler. "Ingen ting mor, jeg var kun ude og lege." Og så blev der ikke snakket mere om dét. Og Annas lille hemmelighed, blev til mange flere af slagsen derefter.

Men Anna glemte aldrig den lille fugl. Hun havde altid håbet at den havde overlevet, at hun forlod den.


* * *
   Anna tog telefonen som stod på computerbordet:
   "Hej Anna, det er mor."
   "Ja, hej mor hvordan går det?" Sådan sagde de altid. Når den ene ringede op, spurgte den anden altid om hvordan det gik
   Annas mor var lidt stille. "Olav er død, Anna, Du husker vel Olav?"
   "Ja, mor - jeg husker udmærket Olav..."
   De havde ikke talt om Olav siden mor og ham blev skilt for 20 år siden.
   Og ingen af dem havde set ham siden.
   "Jam det er så forfærdeligt Anna, han faldt om på vejen da han var ude og gå en tur..."
   Det løb Anna koldt ned ad ryggen:
   "Han var nok bare fuld mor.."
   "Anna!! Han var som din far i ni år - hvordan kan Du lyde så ligeglad?" Hendes mor lød forarget. Anna følte en irritation. Hun havde aldrig forstået hvorfor hendes mor ikke havde lagt mærke til noget. Enhver mor ville da lægge mærke til den slags!
   Anna mærkede en knude nede i maven, og syntes pludseligt hun kunne lugte den vamle lugt af øl og cigaretter. Hun sukkede:
   "Ja, selvfølgelig mor, det er da forfærdeligt."
   "Ja," sagde hendes mor, "jeg har lige hørt det fra damerne oppe til banko, nogle af dem kommer jo sammen med Olavs søster..."
   Anna vidste ikke hvad hun skulle sige. Lugten blev stærkere, knuden i maven voksede og hun følte hun skulle kaste op.
   "Mor, jeg bliver altså nød til at gå nu, det banker på døren," løj hun.
   "Jam... så stik Du af, vi snakkes ved, lille skat."
   Anna lagde røret på - uden at sige farvel.

Hun sad længe i stolen og bare kiggede ud i luften. Kvalmen var blevet forstærket af en sær, sort tomhed. Hvor længe hun sad der, havde hun ingen anelse om, men længe nok til at mørket slog ind.
   Hun rejste sig pludselig fra stolen og gik ud i gangen, tog sine sko på og slog en cardigan om sig og gik udenfor. Hun stod lidt på trappetrinet og kiggede op. Aftenhimmelen var klar. Duften af sommeraften er bestemt bedre end duften af øl og cigaretter, blev hun enig med sig selv om, og så snusede hun en stor mundfuld luft ind gennem næsen og holdt vejret så blodet bankede i hendes tindinger. Stjernerne på den sorte himmel var tydelige nok, til at hun kunne se flere af dem springe hvis hun kneb øjnene lidt sammen. Hun pustede luften ud, hun kunne ikke holde vejret længere. "Langt, langt væk," tænkte Anna. Hun ønskede sig derop hvor stjernerne var. Der hvor lugte og telefoner ikke eksisterede. Hun begyndte at gå, ud af haven, væk fra huset.

Vejene var lange og lige, som om de aldrig havde nogen ende. Der var ingen biler, og der var langt mellem husene som kun svagt spredte sit lys ud fra de gardin-tildækkede vinduer. Hun gik ligeud af en vej, og drejede af ved en anden, uden at ane hvor de bragte hende hen.
   Hvor længe hun havde gået vidste hun intet om, men hun var også ligeglad. Det eneste der var vigtigt for hende var at komme væk fra lugten, væk fra knuden i maven. Hun gik og gik, til hendes fødder blev ømme af skoene, som bestemt ikke var et par travesko. Hun stoppede op ved en jernbane, måske det var en god idé at stoppe op her, hun måtte have gået i flere timer nu. Hun satte sig ned på en stor sten der var placeret tæt nok på jernbanen til at man kunne se skinnerne. Gadelygterne omkring jernbanen gav et godt lys, og hun kunne se et lille skur ikke langt derfra. Men ellers lå alt ligeså øde som de landeveje hun havde travet tyndt.

Mens Anna sad på stenen med tankerne kredsende om lugten, vreden over at han bare tillod sig at dø, mens hun sad alene tilbage med det hele, hoppede en lille solsort forbi hende. Det var som om den ikke ænsede hende, den værdigede hende ikke et blik. Anna blev forskrækket, hun havde ikke ventet at se andet liv herude. Hun havde i hvert fald intet mødt på den lange tur. Hun smilede hånligt af sig selv, tænk at hun kunne blive forskrækket over en lille harmløs fugl.
   Solsorten hoppede frejdigt rundt og prikkede lidt i jorden efter føde. Anna fulgte den nøje. Måske kunne hun nå at røre ved den. Hun rejste sig op og satte sig på hug. Hun lavede en lyd med munden, tvang tungespidsen tilbage i ganen og slog med tungen. Lyden der kom ud mindede lidt om den lyd man bruger, når man kalder på en hest. Solsorten stoppede op og fik tydeligvis øje på Anna, den stivnede et øjeblik og begyndte så at hoppe i fuld galop, væk fra Anna. Det gik op for Anna at den ikke kunne flyve, så ville den have gjort det for længe siden.
   "Deja-vu," sagde Anna til sig selv, og gik målrettet, men forsigtigt hen mod solsorten. Solsorten stoppede op mellem de to store jernbaneskinner. Anna stoppede også op, og kiggede på den.
   I det samme kunne hun høre en brummen fra skinnerne, og et lys i det fjerne komme med en ivrig hast. Hun forsøgte at skræmme fuglen til at hoppe væk. Men solsorten blev stædigt ved med at sidde stivnet hvor den sad. Som om den håbede på at den ikke kunne ses og fuldstændig uvidende om, at dens liv var i fare.
   Toget kom nærmere og Anna begyndte at gå i panik, hjertet bankede i hendes bryst og hun kunne mærke hvordan hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hun måtte bare redde denne fugl, den måtte ikke dø foran hende, uden at hun havde forsøgt at hjælpe den. Hun gik hen mod skinnerne, trådte op på den ene togskinne og ned mellem den næste. Hun tog fat i den stive og forskrækkede solsort og løftede den op. Hun smilede. Fuglen i hendes hænder begyndte at vride på sig og Anna løsnede grebet om fuglen. Solsorten baskede trodsigt med sine vinger og satte af, den fløj op, op mod den klare aftenhimmel. Anna kiggede op og så et stjerneskud krydse hendes blik. Pludseligt kunne hun lugte den ækle lugt igen, den var stærkere end nogensinde før. Hun vendte sig om og kiggede ligeud. Toget var få meter fra hende. Anna løftede blot sine arme i vejret.
   Hun lukkede sine øjne, og for første gang denne aften forsvandt den kvalmende lugt. Hun smilede og åbnede igen sine øjne og stirrede direkte ind i det stærke lys der allerede havde omslugt hendes skikkelse. Og så blev alt sort.

Det store godstog standsede med en hvinen og et skrig der kunne høres langt borte. Og så blev alt stille. Den eneste lyd der kunne høres var en fra en fugl der fløj rundt i cirkler over godstoget.
   Så søgte den bort med et par fløjt, fra dens skarpe næb. Den forsvandt et sted ude mellem nogle træer.