Jeg kendte engang en fyr der hed Ronaldo. Han boede i den samme lille kedelige provins by som jeg. Heldigvis slap jeg væk fra byen i tide, men Ronaldo blev hængende. Da jeg forlod byen, gik han de samme steder, sad på den samme tarvelige barstol og drak af den samme lunkne øl. Han fortalte også de samme død syge historier om gamle dage.

En dag da jeg var på visit i provinsen, stødte jeg ind i Ronaldo som så ofte før.

Han havde nyt at berette om. Nu havde han endelig, efter lang tids kamp, fået et arbejde og var fri for "kommunens rådne aktivering," som han ordret kaldte det. Han så også anderledes ud, der var kommet liv i hans brune øjne og hele hans motorik vidnede om, at han var en mand med en farverig sjæl.
Jeg var glad på Ronaldos vegne, han var en af de få, fra mine dage i provinsen, som jeg troede på ville have kræfterne og modet, til at tage skeen i den anden hånd og bane sig vej ud af systemets solide jerngreb. Han havde også en masse gæld den stakkels Ronaldo. Efter nogle år på kontanthjælp havde han, som så mange andre, ikke haft de store muligheder for at betale regninger, så dem var han bagud med, og ubetalte regninger har det med at vokse sig meget store.
Men, nu var Ronaldo altså glad, han havde fået et rigtigt arbejde, til en rigtig løn og med rettigheder som alle andre. Ronaldo gav en kop kaffe og en kage på torve cafeen, min hjemkomst og hans nye arbejde skulle så sandelig fejres med stil. Efter en god hygge snak, takkede jeg af, jeg havde en familie der også skulle besøges på egnen. Jeg hilste Ronaldo farvel og ønskede ham medvind på sin vej. Han krammede mig kammeratligt, og fortalte mig, at han var glad for jeg kiggede forbi.

Nu er det sådan at jeg ikke er den eneste der har reddet mig selv fra den kedelige provinsby, der er også andre der har set lyset skinne andre steder, bl.a. en gut der lyder navnet Jens, en god gammel ven af mig og Ronaldo.
Jens ringede en dag til mig, et par år efter mit sidste møde med Ronaldo, for at fortælle en trist nyhed.

Jens fortalte, at Ronaldo var ude og fejre at han var blevet gældfri. Ronaldo havde inviteret sin bedste ven med til at fejre begivenheden, de var taget ned til havnen for at fejre det på en cafe. Da de to gutter var blevet godt fulde, blev de enige om at tage hjem og sove den ud.
Ronaldo sagde til vennen at han lige skulle tisse, og traskede tilbage mod havnen for at finde et træ, eller hvad nu mænd tisser op af i mørke.
Ronaldos ven havde stået et godt stykke tid og ventet, men da Ronaldo ikke var kommet tilbage, besluttede vennen sig for at lede efter ham.
Vennen travede rundt på havnen og ledte efter Ronaldo, men han fandt ham ingen steder.
Han gav op og gik hjem, han troede at Ronaldo måske havde været så fuld, at han havde glemt alt om ham, og var gået hjem af en anden vej.
I flere dage var der ingen der så Ronaldo, vennerne i byen begyndte at blive urolige, ikke mindst hans yngre søster, som kontaktede politiet for at eftersøge sin bror.
En eftersøgning gik i gang, og byen blev nærmest vendt på hovedet. Men intet tegn fra Ronaldo.
Til sidst sendte politiet et hold dykkere på arbejde i haven. Her fandt man Ronaldo, druknet og med bukserne halvt nede på lårene. Han var faldet, havde slået hovedet ned i kanten der er mellem fastland og det bløde hav og var sandsynligvis besvimet ved faldet.

Den stakkels Ronaldo, som var så glad for endelig at være helt fri og nu skulle til at leve livet, uden gæld og uden økonomiske håndjern.

Jeg erindrer Ronaldo som en mand, der levede livet i nuet, også selvom livet til tider var svært.
Hans tragiske død husker mig på, at jeg skal leve livet, nyde det jeg har og det jeg kan, med de midler jeg har - så længe livet tillader mig det.
For, penge er kun papir der ikke kan købe kærlighed og lykke. Det finder vi kun hvis vi kigger dybt nok i vores sjæl, og så er det ikke engang sikkert, at det varer evigt. Så må vi kigge endnu engang for at se, om der er noget vi har overset.
Og i morgen kan det hele være forbi.