"Hunden" stod ved den store tavle, hvorfra han sendte Alex et bebrejdende blik, tydeligvis irriteret over at vente.
- Så er alle vist kommet, sagde han, trak sine briller ned på næsetippen og kiggede ud over forsamlingen.
Tolv betjente sad på rad og række og ventede på dagens opgaver. Alex satte sig på den eneste ledige stol.
"Hunden" fortsatte:
- Vi ved, at fire mord er begået inden for de sidste fjorten dage. De to første mord fandt sted for to uger siden. Offer nummer et er fundet på en parkeringsplads i udkanten af byen.
Hunden satte et billede af en død kvinde op på tavlen og fastgjorde det med en magnet.
Billedet var ikke for sarte sjæle. Den døde kvindekrop lå på ryggen, hendes bluse var revet op og de mange knivstik synede frem på den hvide brystkasse.
- Tina Lunde Gertsen, treogtredive år, enlig mor til to. Ansat i en boghandel i den indre by.
Elleve knivstik, alle i brystet. Intet tyder på at der er tale om en seksuel forbrydelse.
Hunden kiggede ud over forsamlingen og strejfede Alex's blik.
Alex vidste hvad der nu ville komme. Skridt for skridt ville der blive klasket billeder af døde mennesker op på tavlen. Han vidste også at Hunden helt overlagt talte om ofrene som var de stadig i live og gik på arbejdet. Det var en metode der ofte blev brugt for at give betjentene en personlig tilknytning til ofrene. Ved at lade ofrene være i "live" når de blev omtalt, havde den effekt at betjentene ville tænke på ofrenes mulige færden og bevægelser i tiden op til mordet.
- Offer nummer to, fortsatte han. Thejs Krageholm, seksogtyve år, læser historie på universitetet, tjener sine ekstra penge på en af byens mest centrale tankstationer. Fundet død fem kilometer fra vores første offer, Tina Lunde Gertsen. Elleve knivstik, alle i brystet.
Hunden satte billedet af den unge studerende op på tavlen ved siden af kvinden. Han fortsatte.
- Tredje offer, Ole Iversen, seksogfyrre år, gift med Ann på tyvende år, tre drenge, alle i skolealderen. Bestyrer af en vin- og tobakshandel. Fundet død i en vejgrøft otte kilometer fra hjemmet. Elleve knivstik i brystet.
Alex kiggede på billedet at den myrdede mand - han lå som sine forgængere på ryggen, skjorten var sprættet op og elleve tydelige knivstik var placeret på brystet.
- Vores fjerde og sidste offer - Ida Ravne Olsen, fundet klokken halv syv i morges af en motionist. Manden meldte hende savnet i går aftes. Der arbejdes stadig på at klargøre dødstidspunktet.
Otteoghalvtreds år, rengøringsassistent. Fundet død på en resteplads ni kilometer vest for byen. Og gæt engang ... Hunden kiggede ud over forsamlingen.
- Elleve knivstik i brystet ...
Det synkrone kor, der kom fra en række af betjentene fik Hunden til at nikke.
- Korrekt! fortsatte han - og hvis jeg ikke tager fejl, så vil denne psykopat slå til igen før ugen er omme, jeg kan mærke det på dén her. Han slog med en pegefinger på sin legendariske næse.
- Vov-vov! kom det fra en af de unge betjente.
En latter fyldte lokalet.
Alex trak på smilebåndet. Selvom chefen fra drabsafdelingen havde fået tildelt øgenavnet Hunden på grund af sin ekstraordinære evne til at snuse sig frem i mordsager, brød han sig ikke om at blive sammenlignet med et dyr der savlede og efterlod sine ekskrementer på byens fortove.
Hunden stirrede med spidse øjne på den unge betjent.
- Vi skal måske sætte denne sag til side og begyndte at opklare hvorfor at du, Palle, blev kaldt "kaninen" på politiskolen?
Flere af betjentene slog sig på lårene af grin.
Alex nøjedes heller ikke med at trække på smilebåndet denne gang.
Det var ingen hemmelighed at Palle havde haft en affære med en kvindelig rekrut på politiskolen.
Rygtet havde spredt sig hurtigt på stationen og var nået op til chefkontorerne. Hvis man lavede en brøler eller gjorde sig selv til grin, skulle der mere end et mirakel til at holde det for sig selv.
Den unge betjent følte sig tydeligvis latterliggjort og satte sig tilbage i stolen.
- Godt! sagde Hunden - så kan vi måske komme i gang med arbejdet og lade de humoristiske indslag ligge!
Den unge betjent rømmede sig.
- Jeg sætter Alex og Walther på sagen - I andre går i gang med afhøringer. Jeg vil vide alt, om alle, der har færdes i områderne før, under og efter mordet. Jeg er ligeglad med hvor lang tid det tager og hvor mange timers overarbejde det kræver. Jeg forventer en seriøs og kvalificeret udredelse af enhver detalje.
Han så ud over forsamlingen.
- I kan begynde nu.
Betjentene begyndte at røre på sig.
- Alex, Walther - mit kontor.
Hunden pegede og gik med raske skridt mod døren. De to kriminalbetjente fulgte efter.
- Jeg har sat en kriminalpsykolog på sagen, sagde Hunden, jeg forventer hun er her inden for en time. Jeg vil have en profil på vores morder.
Alex kiggede op fra stolen foran skrivebordet.
- Hun?
Han skævede til drabschefen.
- Ja, svarede Hunden hun! Jeg har tilladt mig at sætte kløerne i hende, det siges at hun er den bedste af dem alle.
- Jeg havde bare forventet en af vore egne. Alex skjulte ikke sin skuffelse.
Walther var tilsyneladende enig, han sad og nikkede.
Hunden kiggede på de to betjente:
- Vi har brug for alt den hjælp vi kan få, og vi har brug for hjerner der kan tænke hurtigt og klart.
Desuden er hun specialist i seriemord.
Alex rejste sig fra stolen, og Walther fulgte efter.
- Lad os komme i gang, sagde Alex, vi har en morder der skal findes. Han rakte ud efter den sagsmappe drabschefen stod med i hånden.
De to kriminalbetjente forlod chefens kontor.
Ude på gangen var der stadig hektisk. Alex og Walther ålede sig gennem menneskemængden og fandt deres kontor, som lå i den bagerste ende.
Alex tog den lange cottoncoat af og smed den på stoleryggen. Han rullede skjorteærmer op til under albuen.
Walther kiggede op.
- Du ligner noget der er hevet ud af en dårlig amerikansk film med den der på.
Hans pegefinger var i cottoncoatens retning.
- Min fine ven, det kaldes klasse og stil. Noget som jeg har - og du drømmer om.
Denne gang var det Alex der havde en pegefinger frem. Den pegede indikerende på den af dem, der var drømmeren.
Walther slog en latter op.
- Og det dér er det også klasse?
Alex kiggede på underarmen hvor han tidligere havde skrevet ordet der skulle få ham til at huske mad til Kit.
- Nej - det kaldes bare ansvar. Alex smilede til sin forvirrede kollega.
- Kaffe? spurgte Walther, der øjnede en chance for ikke at stille flere pinlige spørgsmål.
Alex nikkede, han var allerede optaget af sagsmappen. Walther forlod, næsten ubemærket, det lille kontor.
Billederne af de fire ofre lå ved siden af hinanden. Alex bemærkede at alle ofrene havde lukkede øjne.
Ingen tegn på kamp.
Ingen hud under neglene efter at have revet sin morder i en overlevelseskamp. Ingen blå mærker der indikerede at morderen havde taget fat.
Hvorfor kæmpede de ikke?
Alle fire ofre havde blottet bryst, deres øverste beklædning var sprættet op med en kniv.
Alex hev et stykke papir frem fra sagsmappen.
Ti centimeter dybe stiksår, alle fra samme kniv. Højrehåndet.
Intet DNA, intet blod fra andre end ofrene, intet hår - ikke så meget som en celle var der fundet.
Alex lod blikket glide henover billederne igen.
Hans opmærksomhed rettede sig igen ved de lukkede øjne. Havde der været en rædsel at se hvis de havde været åbne?
Alex smed rapporten ned på bordet og lænede sig tilbage i stolen. Han lagde hænderne bag nakken og strakte ryggen.
Elleve knivstik - hvorfor elleve?
Der var syv dødssynder, alle gode gange tre, Vivaldis fire årstider. Otte var tallet for harmoni og balance i New Age kredsene og der var tolv måneder på et år.
Men Alex kunne ikke finde noget der passede på tallet elleve.
Han lukkede øjnene. En varm ubehagelig fornemmelse løb gennem blodet.
Hunden havde sagt, at det ikke ville blive det sidste mord. Alex vidste at han havde ret.
Denne morder stoppede ikke.
Alex blev afbrudt af Walther der trådte ind på kontoret. Han stod med to kopper kaffe i hånden.
- Hils på kriminalpsykologen, sagde Walther. De vrikkende øjenbryn afslørede alt for nemt hvad han mente om kriminalpsykologens udseende.
Alex kiggede op.
En rødhåret kvinde trådte ind i rummet - hendes slanke skikkelse var pakket godt ind i den feminine udgave af et jakkesæt. Den grå nederdel markerede hendes skikkelse og jakken sad godt ind til taljen. Hendes ben var lange og de små sorte laksko klikkede da hun gik hen mod Alex.
- Anette Bakkel. Hun rakte en slank hånd frem.
Alex rettede sig og rømmede sig.
- Alex. Deres hænder slog en hilsen.
Hun satte sig ned på Walthers stol og lod sine hænder rette på det lange, røde hår så krøllerne poppede tydeligere frem.
- Jeg går ud fra at vi kan begynde med det samme, jeg har læst på sagen. Jeres drabschef faxede den til mig i morges.
- Og hvad har du fundet ud af indtil nu? spurgte Alex.
Anette så direkte på Alex.
- Vi har med en farlig psykotisk person at gøre.
- Ja, det tror jeg at vi alle har fundet ud af.
- Sarkasmen kan du lægge fra dig, sagde Anette. Én ting, som vores morder her kan nyde godt af, er betjente der forsøger at undervurderer den viden og erfaring mennesker i mit erhverv sidder med.
Alex stirrede på den rødhårede kvinde.
Hun valgte at ignorerer hans blik:
- Jeg har fået sat et kontor til rådighed. Der kan I finde mig, hvis I vil mig noget.
Hun rejste sig fra stolen og forlod lokalet.
- Rødhårede kvinder! sagde Walther. Det er sgu ikke kun en myte.
Alex stirrede på den lukkede dør. Han havde en bange anelse om, at det ikke ville blive helt nemt at arbejde sammen med den rødhårede kriminalpsykolog.
- Hvis hun passer sit arbejde og vi passer vores, så kan hun for min skyld farve sig sorthåret.
Walther smilede af kollegaens bemærkning:
- Hun må gerne låne mit badeværelse. Hans øjenbryn lavede den afslørende dans igen.
Alex kiggede på Walther:
- Bliver du aldrig voksen?
Walther rystede på hovedet.